KRONIK

Af: Teaterchef Erik Jacobsen

Det Kongelige Teater

Dansk kulturpolitik: Når den ene hånd giver og den anden hånd tager.

Det danske samfund har igennem de seneste år investeret betydeligt i det, der skulle være en visionær videreudvikling af Det Kongelige Teater. Vi befinder os i dag på et enestående kunstnerisk niveau, og lige nu strømmer publikum i teatret. Alligevel kan Det Kongelige Teater være på vej ud i noget, der mest af alt ligner en eksistentiel krise.
I den kommende tid skal det diskuteres, hvordan Nationalscenens budgetter skal se ud for de næste fire år. Og fortsættes den økonomiske kurs, der er sat med den foreliggende finanslov, ser det - trods de seneste fem–seks års kunstneriske og publikumsmæssige fremgang - sort ud for Nationalscenens fremtid.
For den økonomiske politik, der ligger til grund for finansloven på kulturområdet, savner visioner. Den er baggrunden for, at Det Kongelige Teater alene igennem de seneste fire år er blevet beskåret med i alt 66  mio.kr. Det er et udtryk for en paradoksal logik, hvor man med den ene hånd opruster visionært med nye dyre huse og de nødvendige merbevillinger til at drive disse, mens man med den anden hånd konsekvent udhuler det økonomiske fundament for teaterkunsten med løbende besparelser. Som teaterchef for Danmarks største kulturinstitution er jeg nødt til at advare mod denne kurs, før det er for sent. Det Kongelige Teater er statens ejendom og dermed alle danskeres. Vil man bevare det, som kunstnerisk og kulturelt samlingspunkt, skal kursen ændres. Nu.

Når jeg overfor politikere og andre har forsøgt at slå til lyd for situationens alvor, har beskeden været, at det måtte vi klare indefra: - I har fået rigeligt. Lad være med at klynke! I er ikke de eneste, der har det hårdt. Der fyres mennesker overalt i samfundet.  Tænk på, hvordan der skæres ned i på sygehusene, i plejesektoren, i uddannelsessystemet. Og i øvrigt var det lettere, hvis Nationalscenen lå i Jylland…
Men ubalancen kan ikke længere rettes op indefra. Tro mig, vi har prøvet. Fra nu af er det kunsten, der ofres. Bliver der ikke meget snart gjort noget for at rette op på den ubalance i vores økonomiske forudsætninger for at drive Nationalscenen på det niveau, det med al rimelighed forventes, når der er investeret milliarder ved at bygge overdådige huse, så er vi godt på vej til at ødelægge noget umisteligt i dansk kultur. Og det kan komme til at gå ganske hurtigt. Dét, som har taget årtier at bygge op, kan brydes ned på ganske få år.  

Jeg er helt på det rene med, at dét at kaste en varig økonomisk redningskrans til Nationalscenen, ikke på den korte bane er en politisk vindersag. Dertil får vi i det kulturpolitiske regnskab for meget i forvejen. Men Det Kongelige Teater er naturligvis ikke ude i et ærinde om at stjæle pengene fra de andre teatre, operakompagnier, symfoniorkestre og danseteatre. Det Kongelige Teater kan kun trives i et land med et rigt, varieret teater, musik- og danseliv, som vi kan inspireres og udfordres af. Derfor må diskussionen om bevillinger til Nationalscenens kerneaktiviteter også løses som et særskilt problem uden for den almindelige teaterdebat én gang for alle.

Diskussionen om Det Kongelige Teaters bevillinger rækker langt ud over den enestående kulturinstitution, jeg som teaterchef føler mig kaldet til at forsvare. Det drejer sig ikke om en fordelingsdiskussion, der handler om, hvor stor en bid af lagkagen, der gives til hvem.
Det er den finansministerielle logik, der beskærer de kunstneriske bevillinger med faste procenter og lukker for kunstnerisk vækst og udvikling, der er problemet. Det er lagkagens størrelse, der skal diskuteres. Eller sagt med andre ord: Hvad vil vi med kunsten i det danske samfund, og i hvor høj grad er vi villige til at investere i den? Og anerkende kunstens betydning for mennesker i et moderne samfund.

Følger man med i den store politiske diskussion, så taler partierne og økonomerne om milliarder. Når det drejer sig om kunst og kultur, taler vi om millioner. Det Kongelige Teater koster staten hvad der svarer til 100 kr. pr. dansker om året. Var det 110 kr. behøvede jeg ikke tænde noget bål.
Bare for lige at anskueliggøre niveauet.

Det Kongelige Teater fik i 2005 Operaen og i 2008 et nyt Skuespilhus. Fantastiske huse, fantastiske nye rammer at folde dét ud i, der til enhver tid er vores ypperste ambitionen: scenekunst på absolut højeste niveau og som, når det lykkes allerbedst, er af internationalt format. Helt logisk fulgte også i begge omgange en merbevilling, der skulle sikre, at der var økonomi til at drive de nye huse, med alt hvad dertil hører af tårnhøje ejendomsskatter, el, vand, varme etc. For alle forstod jo, at det naturligvis koster noget at have disse flotte huse.
Således fulgte med Operaen en merbevilling på 140 mio. kr. Og i 2009 fik vi - med lidt forsinkelse – en merbevilling på 18 mio. kr. om året til at klare meromkostningerne ved det nye Skuespilhus. Det er vi på teatret meget taknemmelige for. Og i en periode tegnede alt godt: De nye huse er en kæmpe succes, vi kunne tænke visionært, det kunstneriske niveau løftede sig, vi vakte international opmærksomhed, og private sponsorer og fonde fandt det attraktivt at bidrage substantielt, når stat, kommune og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal var gået foran med at skabe rammerne. Men samtidig har regeringen alene over de sidste fire år beskåret os med i alt 66 mio. kr. – altså mere end vi i alt fik til at drive Skuespilhuset i samme periode. Ser vi tilbage til år 2000, hvor aftalen om Operaen blev lavet, er det endnu værre. Og ser vi fremad i Finansloven bliver det uhyggeligt store tal, vores bevillinger reduceres med.

Finansministeriets pølsemaskine skærer hvert eneste år skiver af kødet under forskellige overskrifter. Det er et vilkår, vi deler med vores nationale søsterinstitutioner: Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket, Rigsarkivet, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Alle steder er der skåret en skive eller to af hvert eneste år i mange år. Nogen har fået lidt igen fra tid til anden. Det kaldes omprioriteringer. Men konsekvenserne er de samme: Det hænger ikke sammen. Og på Det Kongelige Teater står vi tilbage med Gamle Scene og to nye flotte huse, men færre penge i nutidskroner til kunst, end vi havde dengang vi kun boede på Kongens Nytorv.

Samtidig med at pølsemaskinen kværner, er vi som teater også blevet ramt af finanskrisen. Da den satte ind i efteråret 2008, faldt teatrets billetindtægter mærkbart, og fuldstændig parallelt med forbrugertillidsindikatoren, som viser danskernes syn på deres fremtidige økonomi og forbrugsmulighed. Det ramte yderligere teatrets økonomi i 2009 og 2010, og vi kommer ud af 2010 med et ubehageligt underskud, til trods for at vi faktisk, modsat mange andre, har haft publikumsfremgang i 2010.

- Kan vi så ikke bare effektivisere, spille hurtigere, lave mindre besætninger i balletterne og operaerne, lave færre forestillinger, spille i de samme scenografier, lave billigere kostumer osv.?
Jo. Det gør vi også allerede. Men smertegrænsen er nået, hvis vi vil bevare et Kongeligt Teater på et kvalitetsniveau, som dét vi er nået op på i de seneste 10 år. Og hvis vi skal leve op til de ambitioner, samfundet havde med at bygge de nye huse til teatret. Vi havde jo ikke kunnet skære mindst 100 mio. ud af budgettet det sidste årti, uden at alle disse kreative forslag var efterprøvet og gennemført. Vores administrative udgifter er faldet fra 5 til 4 %. Der er virkelig ikke megen administration på teatret.

Som en del af vores besparelser går vi så i næste sæson ca. 100 forestillinger ned. Fra godt 600 i sæson 2010/11 til godt 500 i sæson 2011/12. Vi har sparet 60 medarbejdere over to år. Vi spiller med færre sangere i koret end på Gamle Scene for 10 år siden og uden at kunne fylde Operaens orkestergrav. Og en stor nyopsætning på Operaens Store Scene har i 2011 et kostume- og kulissebudget, der er 40 pct. lavere end det, vi brugte på en tilsvarende opsætning på Gamle Scene i 1999. Bare for at give et par eksempler.
Det sparer vi penge ved. Alt hvad vi laver, har jo offentligt tilskud. Så der er kun en vej – nedad i antal forestillinger og opsætninger, når bevillingen reduceres. Vi lever i den modsatte logik af et privat firma – vi kan og skal ikke producere for at tjene penge, men fordi samfundet ønsker vores kunst. Hvis man mener noget andet, må vi selvfølgelig tage det til efterretning! Vi kan ikke øge billetpriserne. Det har vi allerede gjort i flere omgange, og vi ved, at også dér er smertegrænsen nået.

Hvis et lavere antal forestillinger er den vej, vi nu er nødt til at slå ind på fremover, betyder det, at dét Kongelige Teater, vi kender i dag, ikke længere har nogen mening eller fornuft. Hvis ikke der er forestillinger nok, mister vi momentum og vi må beskære vores kunstneriske ensembler ned til en størrelse, i hvilken begrebet ensemble mister sin mening.

Et højt og varieret aktivitetsniveau er vigtigt for, at vi kan fastholde et vibrerende vitalt teater, der dagligt inspirerer, presser og motiverer kunstnerne til at stræbe efter det ypperste og yderste af deres talent. Uden en tilstrækkelig volumen i antallet af forestillinger kan vi ikke opretholde det kunstneriske niveau i forhold til den fornyelse, talentudvikling og repertoirebredde, som man med rette kan forvente af Nationalscenen.  For alle kunstarter er dette en forudsætning for at kunne tiltrække de bedste internationale instruktører, koreografer og dirigenter. Det faglige miljø på Det Kongelige Teater skal være attraktivt og engagerende for de hundredvis af freelance-kunstnere, vi hvert år samarbejder med på projekter og forestillinger, således at Det Kongelige Teater kan give energi og kraft tilbage til kulturlivet og publikum - som tak for støtten.
Et højt og varieret aktivitetsniveau er derudover en forudsætning for at ensemblerne overhovedet kan vedligeholdes og leve op til deres raison d´etre. Velplejede og evigt kunstnerisk udfordrede ensembler er fundamentale, da det er gennem ensemblerne, at den danske kulturarv sikres og videreføres. Forfalder ensemblerne, forvitrer kulturarven, eftersom viden og indsigt i teaterkulturen og traditionen fragmenteres ud i alle verdenshjørner.

Et orkester uden tilstrækkelige blæsere eller strygere er ikke noget orkester længere. Lidt som spørgsmålet om, hvor mange vægge man kan fjerne i en bygning, før det ikke giver mening at betegne murstenene som et hus længere. Det samme gælder operaensemblet og koret som, når de kommer under en vis størrelse, ikke længere er sammenhængende enheder. Vi kan ikke have så mange balletdansere i kompagniet, hvis der ikke er roller nok til alle – og så rejser de bedste til udlandet. For slet ikke at tale om Svanesøen med for få svaner eller Fangekoret med et lille kor.
Det giver desværre ikke mening. Vi kommer rent kunstnerisk til at degenerere af mangel på udfordringer, og det er virkelig en dødsspiral for en virksomhed som Det Kongelige Teater.

Lige nu spiller vi den ene udsolgte forestilling efter den anden, vi befinder os på et sjældent højt kunstnerisk niveau, vores store kunstnere er eftertragtede stjerner internationalt, og vi formår at tiltrække berømte instruktører, dirigenter og gæstesolister fra hele verden. Så den korte version af Det Kongelige Teaters situation, er at vi er kunstnerisk på toppen, men fanget mellem en ubønhørlig skærende pølsemaskine og en finanskrise, der har reduceret om ikke forbrugskraften, så forbrugsviljen i samfundet. Den situation gør, at vi fra næste sæson har påbegyndt nogle besparelser, som går ind i teatres livsnerve. Vi reducerer antallet af forestillinger, vi skærer ned i ensemblerne. Næste gang bliver det værre. Vi saver den gren af, som vi lever og ånder for. Og som er teatrets begrundelse. Nemlig kunsterne. Derfor må der komme en refleksion over kunstens værdi i det danske samfund – også i en økonomisk krisetid.

Det Kongelige Teater er et stykke historiefortælling i sig selv. Her har de mest lysende danske scenekunstnere haft deres virke. Her drives den dag i dag en af verdens ældste balletskoler fra 1771, her fik Danmark sit Operaakademi få år efter, her huser vi i dag verdens ældste orkester. Vi har været ”den danske skueplads” siden Holbergs tid. Alt det står et moderne kongeligt teater på ryggen af. Men alt det er kun interessant, hvis historien får lov til at fortsætte, og vi ikke bare bliver museum for dét, der var. Hvis det skal give mening at drive og opretholde et kongeligt teater som andet end et fornemt bidrag til den danske kulturarv, skal man prioritere at skabe de nødvendige vilkår for kunstnerisk vækst. Derfor ser vi frem til at belyse problemer og muligheder sammen med Kulturministeriet i den kommende tid.

Når man kunne hjælpe bankerne og erhvervslivet gennem den dramatiske finanskrise, så kunne man vel også prioritere at hjælpe de nationale kulturinstitutioner – rygraden i den danske nations identitet, historie og fremtidige kulturliv. Jeg er helt klar over, at vi befinder os i forskellige vægtklasser økonomisk set. Men som tidligere departementschef i Kulturministeriet synes jeg godt, jeg kan tillade mig at anføre, at kunsten har en større betydning for samfundet end dens ringe andel af finansloven tilsiger. Med det holistiske samfundssyn, man må kunne forvente af de politiske partier, må der også kunne prioriteres plads til at bevare og udvikle alle dele kunsten og kulturen i fremtiden. Ikke kun som underholdnings- og kulturtilbud til alle danskere, men som det, dansk kunst og kultur er i sig selv.