Marcin Kupinski udnævnt til solodanser
12.03.2011|Nyhed

Det Kongelige Teater er stolt af at kunne offentliggøre, at Den Kongelige Ballet fredag aften fik en ny solodanser.

I september klappede en glad Marcin Kupinski af sin dansepartner Susanne Grinder, da hun efter en veloverstået Svanesøen blev udnævnt til solodanserinde. Fredag aften var rollerne byttet rundt, og det var nu Susanne Grinder, der begejstret klappede af sin dansepartner, da Marcin Kupinski blev udnævnt til solodanser efter at have danset hovedpartiet som Junker Ove til premieren på Et folkesagn.

Balletmester Nikolaj Hübbe motiverer udnævnelsen således:

Marcin Kupinski er en af de reneste og mest aristokratiske dansere Den Kongelige Ballet har haft i mange, mange år. Han har de smukkeste linjer og proportioner og er derfor helt naturligt en prins. Hans misundelsesværdige teknik har udviklet sig gennem de seneste par sæsoner til at blive udtryksfuld og moden, og han er målrettet vokset til at blive en rigtig, vaskeægte Danseur Noble. Jeg er lykkelig og stolt af at kunne mønstre en danser af Marcins kaliber, fordi han ganske enkelt personificerer klassisk ballet. Og på et helt personligt plan er han et af de mest behagelige og åbne mennesker, jeg nogensinde har arbejdet med. "A prince among men" - med et sind og en væremåde, der totalt matcher hinanden”.

Biografi
28-årige Marcin Kupinski er født i Polen og uddannet ved The Ballet School in Gdansk.
Han blev ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet i 2002 og udnævnt til solist i 2010.
Han har medvirket i en stor del af Den Kongelige Ballets repertoire. Blandt de største partier har været: Junker Ove i Et folkesagn, Prins Siegfried i Svanesøen, Prins Albrecht i Giselle, James i Sylfiden, soloherre i Etudes og prinsen i Nøddeknækkeren.

Læs hele Marcin Kupinskis cv her:

Lige nu kan man opleve Marcin Kupinski i Et folkesagn, hvor han danser hovedpartiet som Junker Ove. Se, hvilke datoer han danser, her.

Hvad er en solodanser?
At blive solodanser er den højeste udmærkelse, man kan opnå som balletdanser. Først er man balletbarn, så aspirant og derefter korpsdanser. Enkelte opnår at blive udnævnt til solist, færre når helt op på solodanser-niveau. Solodanserne er dem, der danser hovedpartierne i balletten. De er dansere, hvor teknik og udtryk er sublimt og med en sceneudstråling, der når ud til bagerste række. Solodansere bliver udnævnt af balletmesteren.

Læs mere om Den Kongelige Ballet og de forskellige dansere her

 

Kommende forestillinger
Se også ...