Jakub Hrůša udnævnt til ny musikchef på Det Kongelige Teater
Et af de mest lysende unge navne på den internationale, klassiske musikscene i dag, den kun 30-årige tjekkiske dirigent Jakub Hrůša, er udnævnt til ny musikchef på Det Kongelige Teater.
Jakub Hrůša tiltræder som musikchef 1. august 2013, og vil allerede fra nu fungere som konsulent med henblik på kunstnerisk sparring, auditions mv.
”Jakub Hrůša er anerkendt som en af tidens mest spændende og talentfulde dirigenter. Han formår på utrolig vis at holde balancen mellem en exceptionelt velovervejet og grundigt forberedt musikalitet og en passioneret, dybfølt musikudøvelse.
Hans interesser indenfor musik er mangfoldige, og han favner opera- og koncertrepertoiret meget bredt, selvom han naturligvis har en særlig forkærlighed for tjekkiske, slovakiske og østeuropæiske værker. Han er en brændende fortaler for musikdrama og sætter stor pris på at arbejde med et ensemble, og er derfor den helt rette til at stå i spidsen for Den Kongelige Operas ensembler.
Ud af 148 kandidater til jobbet skilte Jakub sig fra starten ud som den person, jeg har lyst til at dele min tid med her – vi har fælles visioner både hvad angår det kunstneriske niveau, vi sigter efter, samt synet på den centrale rolle, som musik og drama bør udfylde i ethvert samfund.
Hans rolle som musikchef bliver central for vores vækst i de kommende år; han vil dirigere mindst to operaer og en koncert pr. sæson, varetage udviklingen af det musikalske niveau i alle husets ensembler, stå for rådgivning og planlægning samt være en ressource for hele huset. Hans rolle strækker sig derfor ud over de enkelte forestillinger, idet han også vil komme til at have en daglig, løbende indflydelse på vores identitet.
Han er allerede meget afholdt og anerkendt af vores orkester, koret og operasolisterne efter hans enestående musikalske ledelse af sidste sæsons opførelse af Boris Godounov. Derfor føler jeg, at vi er enormt heldige, at vi nu skal dele de kommende år med dette betydningsfulde, unge talent i takt med, at han bevæger sig over tærsklen til international stjernestatus. Og Den Kongelige Opera og Det Kongelige Kapel følger ham på denne rejse. Vi har meget spændende at se frem til,” fortæller operachef Keith Warner om Jakub Hrůša.
Jakub Hrůša biografi
Jakub Hrůša er af det højt anerkendte, internationale musiktidsskrift Gramophone Magazine i 2011 udpeget som en ud af ti unge dirigenter i verden, der står ’på tærsklen til stjernestatus’. Han er født i Tjekkiet i 1981 og studerede direktion ved Akademiet for Musiske Kunster i Prag. Han er musikchef og chefdirigent for Prag Philharmonia, musikchef for Glyndebourne on Tour, og 1. gæstedirigent ved Tokyo Metropolitan Symphony Orchestra.
Hrůša er en særdeles efterspurgt dirigent og har dirigeret alle de større tjekkiske orkestre og optræder regelmæssigt på Nationalteatret i Prag. I de seneste sæsoner har Jakub Hrůša haft sin dirigentdebut hos mange af Europas førende orkestre, deriblandt Gewandhaus-orkesteret i Leipzig, Deutsches Symphonie Orchester i Berlin, Frankfurt Radiosymfoniorkester, Orchestre Philharmonique de Radio France, BBC Symphony Orchestra, Academy of St. Martin-in-the-Fields og City of Birmingham Symphony Orchestra. Han er desuden en hyppig gæst i USA, Asien og Australien, hvor han har stået i spidsen for en lang række førende orkestre.
Inden for opera har Hrůša dirigeret
Carmen,
Don Juan og
Skruen strammes for Glyndebourne Festival,
Carmen og
Don Juan for Glyndebourne on Tour, en nyopsætning af
Rusalka for Nationalteatret i Prag og
Werther for Opera Hong Kong. I 2006 underskrev han en eksklusiv pladekontrakt med Supraphon, og har indtil videre udgivet fem anmelderroste cd'er.
Hør hele pressemødet med offentliggørelsen af den nye musikchef
herLæs mere om Jakub Hrůša på
imgartists.com/jakubhrusa