Besparelserne på Det Kongelige Teater
16.01.2012|Pressemeddelelse

Pressemeddelelse

Besparelserne på Det Kongelige Teater: 
Processen omkring nedlæggelse af i alt 81 stillinger er nu afsluttet.

Der er i dag udleveret høringsbreve til de sidste af de medarbejdere på teatret, hvis stillinger som følge af besparelserne, må nedlægges, og som der ikke, som led i forhandlingsprocessen, er indgået aftale om frivillig aftrædelse med.

Der nedlægges i alt 81 stillinger på tværs af teatret.

I de forløbne ugers forhandlinger er der blevet arbejdet intenst på at reducere antallet af afskedigelser ved at indgå så mange aftaler om frivillig fratrædelse som overhovedet muligt med individuelle hensyn til pensionsforhold, uddannelsesbehov og andet.

Cirka en tredjedel af stillingsnedlæggelserne sker ved kontraktudløb, planlagte pensioneringer, nedlæggelse af ubesatte stillinger og lignende. De resterende er foretaget ved indgåelse af 42 frivillige aftaler og 12 afskedigelser.

For langt de fleste personalegrupper har det således været muligt at undgå egentlige afskedigelser. For balletdansernes vedkommende har det dog kun været muligt at indgå en enkelt aftale, da de fleste dansere vil miste deres ret til pension, hvis de fratræder deres stilling frivilligt.

Med hensyn til forhandlingerne i balletten, førte disse i torsdags til, at det i overensstemmelse mellem ledelsen og dansernes forening, blev besluttet at fremskynde udleveringen af høringsbreve.

Fordelingen af stillingsnedlæggelser er:

Kunstnere: 33 (16 sangere i operakoret, 2 operasolister, 1 repetitør, 11 dansere, 3 skuespillere)

Sceneteknikere: 18

Støttefunktioner / administration: 30, heraf 5 ledere.

Der er i forbindelse med samtlige fratrædelser og afskedigelser tilrettelagt individuelle forløb med tilbud om psykologisk bistand, jobrådgivningsforløb og evt. mulighed for økonomisk bidrag til videreuddannelse.  

Teaterchef Erik Jacobsen udtaler:
”Det har været en svær og alvorlig tid for Det Kongelige Teater. Vi har nedlagt 81 stillinger i et godt samarbejde mellem ledere og tillidsmænd. Det har gjort ondt, men var nødvendigt for at fastholde balancen i teatrets  økonomi. Vi har søgt at tage så mange individuelle hensyn som muligt til de medarbejdere, som skal forlade os. Men også søgt at finde en balance, så vi fortsat kan være den gode arbejdsplads, der er forudsætningen for, at Det Kongelige Teater kan være et ambitiøst og stærkt teater fremover. En nationalscene, der kan præge dansk kulturliv og fortsat give vores store publikum mange store teateroplevelser i fremtiden.”

Pressekontakt: Kommunikationschef Eva Hein / Tlf. 33 69 69 80 / Mob. 25 51 79 80 / evhe@kglteater.dk

Med venlig hilsen

Presseafdelingen
Det Kongelige Teater
3369 6981

Kommende forestillinger
Se også ...