Af Jakob Steen Olsen, Bragt i Berlingske 21. januar 2012

Henne i hjørnet strækker en mandlig danser det helt lige ben op langs siden. Videre op langs ansigtet. Uden at fortrække en mine. En anden går i spagat, ligner nærmest en fuldt udslået passer. Helt berøvet det mindste tegn på besvær.

I en lys prøvesal i den tidligere olympiske by i det nordlige Beijing render den dansk-britiske koreograf Tim Rushton rundt med et kamera og filmer de svedende moderne dansere fra Beijing Dance Theatre. Siden årsskiftet har han ladt sit eget kompagni, Dansk Danseteater, bag sig hjemme i København. Hver dag i en måned skal han til gengæld cykle gennem frostgraderne i Beijings morgentrafik til prøverne med det kinesiske kompagnis unge dansere fra sin primitive, mikroskopiske lejlighed, hvor vasken stopper til.

De ydre forhold gør ikke så meget, for han er kommet til Kina for at arbejde. Med en koncentreret tolk ved sin side prøver han på at gøre de kinesiske dansere begribeligt, hvad han gerne vil med den koreografi, der skal være en del af programmet »Monolith«, som Dansk Danseteater har på programmet på Det Kongelige Teater til maj i et samarbejde med Beijing Dance Theatre. I Beijing er Tim Rushtons plan åbent at lade sig inspirere af de kinesiske danseres kroppe og kunnen til sit værk, som har hans eget, vestlige fortolkning af mødet med Kina som udgangspunkt. Sådan går han nemlig frem derhjemme, hvor han er vant til, at hans dansere selv improviserer og byder ind med koreografisk materiale, som han kan arbejde videre med. 

Læs hele interviewet her