Svær svingom med Kina

Af Jakob Steen Olsen,
Bragt i Berlingske 21. januar

Henne i hjørnet strækker en mandlig danser det helt lige ben op langs siden. Videre op langs ansigtet. Uden at fortrække en mine. En anden går i spagat, ligner nærmest en fuldt udslået passer. Helt berøvet det mindste tegn på besvær.

I en lys prøvesal i den tidligere olympiske by i det nordlige Beijing render den dansk-britiske koreograf Tim Rushton rundt med et kamera og filmer de svedende moderne dansere fra Beijing Dance Theatre. Siden årsskiftet har han ladt sit eget kompagni, Dansk Danseteater, bag sig hjemme i København. Hver dag i en måned skal han til gengæld cykle gennem frostgraderne i Beijings morgentrafik til prøverne med det kinesiske kompagnis unge dansere fra sin primitive, mikroskopiske lejlighed, hvor vasken stopper til.

De ydre forhold gør ikke så meget, for han er kommet til Kina for at arbejde. Med en koncentreret tolk ved sin side prøver han på at gøre de kinesiske dansere begribeligt, hvad han gerne vil med den koreografi, der skal være en del af programmet »Monolith«, som Dansk Danseteater har på programmet på Det Kongelige Teater til maj i et samarbejde med Beijing Dance Theatre. I Beijing er Tim Rushtons plan åbent at lade sig inspirere af de kinesiske danseres kroppe og kunnen til sit værk, som har hans eget, vestlige fortolkning af mødet med Kina som udgangspunkt. Sådan går han nemlig frem derhjemme, hvor han er vant til, at hans dansere selv improviserer og byder ind med koreografisk materiale, som han kan arbejde videre med.

En enhed
Sådan som han nu sidder der i plastiksofaen og neonlyset i Beijing Dance Theatres kontor, ser han en lille smule brugt ud efter en lang dags prøve og med en lungebetændelse på retur. Han medgiver da også, at hans måde at arbejde på har sat ham på overarbejde i Beijing. De kinesiske dansere er nemlig overhovedet ikke vant til selv at blive spurgt. Mens hans egne dansere er larmende »egoister« på den gode måde, virker kineserne meget mere som om, de bliver opfostret til at være en enhed:

»De er akrobater. Bliver opdraget som små gymnaster fra barnsben, både drenge og piger. Teknisk suverænt dygtige. Meget mere end mine egne dansere. Der er ikke noget, de ikke kan lave. Men de er udtryksmæssigt og indholdsmæssigt tomme. Måske er der to af dem, der har evnen til indlevelse, men det drejer sig meget om kroppen, og hvad den kan. Mit eget kompagni byder på masser af indhold, men er teknisk for dovent,« siger Tim Rushton.

Han medgiver, at det er en gave for en koreograf at have dansere til sin rådighed, som kan alt, og gør som man siger. Hjemme kan der godt gå for meget sniksnak og gruppediskussion i den. Men han har svært ved at komme ind til de kinesiske dansere som individer.

»Spørger jeg dem, om det føles okay, det de skal lave, bliver de helt blanke. Det forvirrer dem. De vil ikke digte med. Når de løser opgaver som i dag er to tredjedele noget lort. Det er ikke deres force. De er generte og griner hele tiden,« siger han og afslører, at han ved dagens prøve slet ikke havde film i kameraet, for han kunne ikke bruge optagelserne af kinesernes anstrengelser til noget som helst.

Scanner verden
Også kulturminister Uffe Elbæk (R) har i samme uge været et smut rundt om Beijing Dance Theatre i forbindelse med sit officielle besøg i Kina. Ifølge Eric Messerschmidt, der er direktør for Det Danske Kulturinstitut i Beijing, handlede Elbæks drøftelser med den kinesiske visekulturminsiter Zhao naturligvis om mulighed for intensiveret kulturudveksling mellem de to lande. Men kineserne var især meget interesserede i alt, der drejede sig om brugerdrevet engagement, samarbejde på tværs af fagområder, evnen til at diskutere det, man gør, samt kreativ idéudvikling med henblik på at sprænge grænser. Alt sammen dyder, der ofte kendetegner processerne i den danske kulturbranche - også Dansk Danseteaters.

Den kinesiske vicekulturministers interesse er ikke grebet ud af den blå luft. I den seneste femårsplan har det kommunistiske parti nemlig udpeget kulturen som et helt centralt område, der skal være med til at holde økonomien i gang. De offentlige bevillinger er øget med hele 15 procent. Verdenskrisen har midlertidigt sat den voldsomme kinesiske vækstrate på omtrent ti procent om året i stå.

»I øjeblikket scanner kineserne verden for mulige alliancer med udenlandske læreanstalter og kulturinstitutioner, der skal bringe Kina videre,« fortæller Eric Messerschmidt.

Problemet er, groft sagt, at kineserne kan tilegne sig alt, men ikke er så gode til at finde på noget selv. Det skal der laves om på: Nu skal kineserne lære at tænke kreativt. Kulturen skal desuden fungere som kit for et land, der er ved at miste sin sammenhængskraft, og som er i fare for at blive revet midt over, fordi det oplever fremgang i forskellige tempi. Op mod én mia. mennesker er endnu ikke rigtigt med på toget, mens de ca. 300 mio. østkystkinsere, der har oplevet stor økonomisk fremgang, i stigende grad vender sig mod f.eks. religion og allerede nu mærker tomhed i forhold til materialismen.

Derfor har den kinesiske regering behov for at nytænke og revitalisere dens tilgang til den kinesiske kultur, som kineserne møder med skepsis. Sidste år stod Hollywood-filmen »Avatar« for halvdelen af de solgte billetter i biograferne, mens den kinesiske filmindustri ikke kunne mønstre en tilsvarende interesse på hjemmemarkedet.

»Kineserne kigger udad, for i øjeblikket kan landet ikke præstere autentiske historier for en befolkning, som er trænet i at aflæse dobbeltbundetheden,« siger Eric Messerschmidt.

Også koreografen Yuanyuan Wang, der er leder af Beijing Dance Theatre, bekræfter, at hendes kompagni har svært ved at trænge igennem til et kinesisk publikum, der til gengæld kaster sig grådigt over vestlige gæstespil.

»Mange kinsere kan ikke rejse ud af landet, så det er meget mere interessant at se de internationale kompagnier,« siger hun og forklarer, at samarbejdet med Tim Rushton også skal ses som et forsøg på at interessere et hjemligt publikum.

Ryst posen
Tilbage til prøvesalen. Med sig i bagagen har også Tim Rushton en række »danske« værdier, der kendetgener vores måde at arbejde på, og som han kan forsøge at lære fra sig.

»Det er vigtigt for mig, at det, vi laver, sker i et fællesskab og at alle bidrager og bliver set. Man får en stolthed og en glæde over sin egen identitet. Og så løfter det. Det er meget dansk,« siger han.

Senere skal Yuanyuan Wang til Danmark og arbejde med de danske dansere som led i udvekslingen. Tim Rushton kan godt være lidt nervøs ved det kunstneriske udfald af samarbejdet - vil en kinesisk koreografi, som den Yuanyuan Wang skal skabe til sine egne dansere, for eksempel sige danske tilskuere noget?

»Derfor må der være mere end et perspektiv i det, når man kaster sig ud i sådan et kulturelt samarbejde. Forhåbentlig er historien bag mødet nok til at bære forestillingen - uanset udfaldet,« siger Tim Rushton.

Er han slet ikke bekymret over måske at være med til at legitimere et regime, som ikke tolererer menneskerettighederne, sådan som vi synes, de burde. Noget kulturministeren også blev kristiseret for, da han kom hjem fra Kina og ikke havde besøgt systemkritikere Ai Weiwei?

»Det kan jeg ikke styre, hvis folk vil læse sådan noget ind i det. Jeg behøver ikke være enig med kineserne,« lyder svaret.

Han lægger ikke skjul på, hvad Dansk Danseteater selv skal bruge den kinesiske oplevelse til. Forhåbningen er, at kompagniet kan bide sig fast i halen på Beijing Dance Theatres internationale succes, og at samarbejdet kan blive springbrættet til turnevirksomhed uden for Danmarks grænser. Den hjemlige andedam er simpelt hen for lille til at levere inspirationen.

»Man skal ud og ryste sin pose,« som Tim Rushton formulerer det.

»Dansk dans har det så svært. Hvis ikke Dansk Danseteater får sig et internationalt netværk, tror jeg ikke, vi eksisterer om 10-20 år,« siger han.