CHRISTOF LOY OM ISCENESÆTTELSEN AF ALCESTE

Koret som børn
Min tilgang til dette stykke tager afsæt i åbningsscenen, hvor koret – som overalt i denne opera – spiller en afgørende rolle. Det ville være alt for almindeligt at fremstille koret enten som et græsk tragediekor eller som moderne mennesker. Jeg stræbte efter en måde, hvorpå jeg kunne gøre koret til et handlingselement, hvorigennem tilskueren af i dag kunne positionere sig over for hovedpersonernes spil; ligesom i den græske tragedie. Og da der var noget påfaldende barnligt ved korets rådvildhed, umyndighed og fortabthed, valgte jeg at lade koret spille børn. Alceste taler også netop i sit første recitativ skiftevis om sine egne børn og om folket og bevæger sig glidende fra det ene til det andet. Det var en nøgle for mig. Opsætningens fokus skifter hele tiden mellem kor = folk = børn og Alceste. Og så interesserer det mig at fortælle, at mennesker må klare sig mod nogle ængstelser, der til syvende og sidst er fuldkommen barnlige. Vi har udviklet et etisk system, der sublimerer disse ængstelser, men fænomenet ”døden” står vi alligevel livet igennem lige så rådvilde over for som den fireårige, der for første gang får en anelse om, at den findes.

Kvindens mindreværd
Alceste kan i grunden slet ikke klare livet og beklager sig over det. Og hun er nærmest besat af tanken om at dø. Det fatale er, at hun ikke bare kan dø, men stadig i fireogtyve timer må se, hvordan hendes pårørende griber følgerne af hendes beslutning an. Efter den næsten Prometheus-agtige storhed, hun har opkastet sig selv til, bliver hun så konfronteret med Admetos. Dér bliver stykket til moderne scener af et ægteskab. Alceste har en stærk dødsdrift, og hun ville som enke slet ikke kunne klare at overtage sin mands post, netop på grund af denne psykiske disposition. Hun synes også at være mindre værd end Admetos – for børnene, folket, staten, for denne verdens velbefindende. Det kommer indirekte til udtryk, når koret ved overgangen til anden akt jubler lige efter hendes beslutning om at dø i stedet for Admetos. Det er en vanvittig kontrast. Derfor har jeg besluttet først at lægge pausen efter anden akt. Denne antagelse af, at kvinden er mindre værdifuld end manden, synes jeg er meget vigtig som tema. Den præger også Ingmar Bergmans film Fanny og Alexander, der var en inspirationskilde for mig i det her arbejde.

En happy end?
Jeg nåede fra den barnlige verden frem til billedet af det uhyggelige loft som et teatralsk ladet rum, hvor der ligger gammelt legetøj og flyder, og hvor man uforstyrret kan fortælle hinanden historier. Børnene iscenesætter selv dette skrækkens sted og har lige akkurat styr på dets uhygge. De ved, at de kun behøver at lukke døren, så er alting godt igen. Derfor var det mit ønske, at børnene skulle tage hånd om løsningen på situationen i deres fantasi. Hvad der er endt i en blindgyde for de voksne, løser børnene som ”det var forfærdeligt, men det hele var kun en leg, og det endte heldigvis godt.” Selvfølgelig står det spørgsmål åbent til sidst, om dette ønske har en chance i den virkelige verden. Det har længe været moderne at tvivle på den lykkelige slutning i teatret. Men jeg synes, det er vigtigt, at man igen giver de utopier, der ligger til grund for sådan en happy end, en chance inden for en teaterfortællings rammer.