Har man lyst til voldsomme følelser, knive, der blinker, og struber, der skæres over til toner, der virkelig lyder af opera , så er denne dobbeltforestilling et godt bud.

Den verdensberømte tenor José Cura var gæst. Og lad det være sagt med det samme: Sangligt fik publikum, hvad de var kommet for. Curas tenor er mageløs og løfter forestillingen sangligt, så det kan mærkes. Interessant og opløftende var det imidlertid også, at Operaens egne kræfter kunne leve op til gæstestjernen.

De to operaer opføres 16 gange. De kan anbefales til alle – også ikke så operavante. Man kan ikke undgå at blive grebet.

Den Kongelige Opera slutter året med et brag af en dobbeltforestilling om kærlighed, jalousi, had, sorg, vrede – og hævn.

Sine Bundgaard gav forestillingen et særligt omdrejningspunkt ved at være en betagende skrøbelig og erotisk Nedda.

På sangersiden overstråler den argentinske stjernetenor, José Cura, alle andre. Han er fløjet ind til de fire første forestillinger med forhøjede billetpriser og er hver en krone værd med sine musikalsk velflydende fraser og en multifacetteret vokal, der glider ubesværet gennem alle partiets afkroge. Samtidig agerer han fysisk ægte, i sync med sine roller.

Man kan roligt anbefale operaelskere at drage til Dokøen for at opleve en spændende aften i selskab med de to dystre tvillinger.

Måske er det allermest Operaens fornemme niveau, der glæder og imponerer. Med bare to gæstesolister, en gæstedirigent, én gæsteiscenesætter og en gæstelyssætter er alle andre medvirkende i » Cavalleria rusticana « og » Bajadser « egne kræfter, og vi må tale om en flok på over 200 personer! Et meget velspillende kapel, et fortrinligt kor, herlige solister fra huset og en meget velfungerende teknisk stab i alle specialer henter sammen sejren i hus.

Det var simpelthen bare en rigtig god aften med to perfekte og godt sunget/spillet operaer. Det fængede virkeligt og der var nerve i både sang og spil. Tak for en god aften og forestillinger.

Musikken er så smuk, at man tuder. Roy og Irene var så pragtfulde sammen og Tuva spillede sin rolle så flot og frækt, at man trak på smilebåndet. Roy er en pragtfuld tenor og gør sig godt i begge roller, kraftig og smægtende stemme. Påskescenen er helt utrolig og effekten, da lyset/livet kommer, er jo genialt opsat. i Bajadser var Palle dejlig som førsteelsker, og stemmen er jo dejlig. Stor ros herfra. Vil anbefale alle at opleve disse to operaer. Må vi høre mere til Roy, tak :-) P.S.Kan også anbefale at operaen opfører perlefiskerne, som vi er mange der venter på.

Efter at have hørt denne opera et utal gange med de absolut bedste opførelser, har man et naturligt krævende udgangspunkt for denne længe ventede opførelse på Operaen. Jeg må blot konstatere at dette blev en helt igennem fremragende oplevelse. Jose Cura var fantastisk selvom hans partier er relativ begrænsede. Den helt store oplevelse var Kristin Lewis fra USA. Kristin kom ind som substitut grundet sygdom. Hun væltede salen med sin optræden og sang. Koret sang vidunderligt og orkesteret spillede helt ufatteligt godt. Indlevelse, tempo og vidunderlig klang. Man kan godt kalde det verdensklasse. Tillykke Danmark! Vi kan være stolte.

Efter at have hørt denne opera et utal gange med de absolut bedste opførelser, har man et krævende udgangspunkt for denne længe ventede opførelse på Operaen. Jeg må blot konstatere at dette var en helt igennem fremragende oplevelse. Jose Cura var fantastisk selvom hans partier er relativ begrænsede. Den helt store oplevelse var Kristin Lewis fra USA. Hun væltede salen med sin optræden. Koret sang vidunderligt og orkesteret spillede helt ufatteligt godt. Indlevelse, tempo og man kan godt kalde det verdensklasse. Tillykke Danmark! Vi kan være stolte.

Spændende- og flot scenografi. Sangerne var ypperlige, og operakoret i verdensklasse. Vi har ventet på disse to opsætninger. Håber også, at Det Kgl.Teater vil opsætte Perlefiskerne af Bizet

Helt helt eminente sangerpræstationer fra Roy Cornelius Smith over Irene Theorin, operakoret naturligvis, til Zetterstrøm og hele det hjemlige ensemble. Og når man så ovenikøbet kan forstå handlingerne. Skøn skøn tilgængelig opera.

Det varmede på en kold januaraften,at se og hører,operaen Cavalleria Rusticana og Bajadser,en flot scenografi,et dejligt kor og sangere,ug med kryds og slamge.

Efter en fremragende forestilling 8. januar var der for første gang i Operaen mulighed for "Mød kunstnerne". Det blev en unik og dejlig ekstra oplevelse, som kunsterne skal have hjertelig tak for at stille sig engageret til rådighed for.

Min kone og jeg var meget begejstrede for både Cavallaria Rusticana og Bajadser. Musikken er så dejlig og selve forestillingen så flot opsat og velspillet. Ros - ros. Vi vil dog samtidig bemærke. at vi undrer os over, at teatret ikke længere giver rabat til pensionister. Der var nogenlunde 30-40% ledige pladser efter vores vurdering. Synd og skam.

I forgårs så jeg forestillingen for anden gang. Man kan ikke anet end være stolt over vores nationale Opera, og ikke blive andet end trist til mode over de besparelser, der er nu slår skår i glæden. Har købt billet til en tredie omgang af disse to perler. Alt respekt for Jose Cura, men så synes jeg faktisk, at Roy Cornelius Smith synger bedre med en klang, der er balsam for ørene. Man skal benytte sig af chancen til at høre en tenor af sådan en klasse!

Jeg vil gerne rose at det nu er muligt at få en gratis rolleliste der har noget at gøre med den forestilling man skal se og ikke den generelle, uaktuelle og uoverskuelige, som teatret tidligere udleverede. Den nye type rolleliste, som i øvrigt også var gængs før computere blev almindelige, fortjener 6 stjerner.

fantastisk operastjerne ham Jose Cura. Og især Bajdser er et rigtig godt stykke hvor vi virkelig får hørt hans pragt stemme. Første stykke er han ikke meget med, tilgengæld synger den kvindelig hovedrolle indehaver utroligt smukt ;)

Fra asken til ilden! Efter pausen går tæppet for Leoncavallos lille perle ”I Pagliacci” – det vil sige, det gør det ikke straks, for denne opera har en prolog, der fænger fælt, for allerede under operaens korte forspil formår instruktøren Paul Curran at skabe mere drama og spænding, end hele ”Cavalleria Rusticana” bød på: Han lader den lille gøglertrup ankomme til dens næste stoppested, og således får spillet mellem fiktion og virkelighed, som både prolog og forestillingen i forestillingen tematiserer endnu et lag; er det her virkelighed eller fiktion? Samtidig giver han Sine Bundgaards slæbende Nedda mulighed for at kaste længselsfulde blikke efter Palle Knudsens Silvio, mens han maler teaterplakaten, så plottet lades vi heller ikke i tvivl om, og da fortæppet så endelig går op, så er den foregående forestillings scenografi også sønderbombet: Vi befinder os på samme kirketrappe, men tiden er den amerikanske invasion af Italien i slutningen af Anden Verdenskrig, og dét skaber en virkningsfuld ramme om operaen. (Hvorvidt instruktørerne af de to forestillinger har været enige om, at der også er tale om en symbolsk sønderbombning af Holtens stiliserede, langsomme og udramatiske ”Cavalleria”, står hen i det uvisse. Det ville ganske vist pege på et forsøg på at skabe en helhed, et yin og et yang, af aftenens to forestillinger, men det er ingen undskyldning for at svigte dramaet i aftenens første opera; det svarer til at tvinge børn til at spise en ret, de hader, for at de kan få lov til at få dessert.) I denne ”Trümmerzeit” er det ikke kun kærligheden mellem bajadsen og den unge, yndige Nedda, der er ulykkelig; al kærlighed er blevet et mellemspil, hvor de lokale piger sælger sig til de amerikanske soldater for cigaretter eller strømper, og vi ved, at Neddas og Silvios ægte, dybe optimisme må bukke under. Der er fest og farver over Harlekin og Columbines, men det er kostumer og sminke det hele, og udfaldet er og bliver blodigt tragisk og forstemmende. Alt dette udleves på scenen med et myldrende virvar, som man ikke kan se sig mæt på, og med en indlevelse af operaens solister, der giver os en klump halsen og får os ud på kanten af stolen. Sine Bundgaard er som altid smukt, smukt syngende – det kunne ikke høres, at hun netop havde været fraværende på grund af sygdom – og høstede lige så store roser som stjernetenoren Cura, der forlenede bajadsen Canios smerte med en råstyrke, der var ganske overvældende! Palle Knudsens ædle ridder var også ægte og dybt følende, han var heller ingen papfigur i en stor kulisse, og Fredrik Zetterströms store fysik forvandledes her til en ussel, hvislende slange. Sådan skal opera være, når det lykkes! Selv Ranzani formåede at frembringe drama fra Det kgl. Kapel, der plejer at levere spil af verdensklasse, men som nu svigtes i valget af dirigent. Begejstringen og jublen i salen ville ingen ende tage, og man var aldrig i tvivl: Dette er en ægte operafuldtræffer til seks stjerner! Tænk, hvis man kunne købe en halv billet og så kun komme til ”Bajadser”, for den giver rigeligt drama til én aften i Operaen!

Er vi, det danske operapublikum, blevet for forkælet? Angiveligt skulle standarden på Den kgl. Opera være steget og steget og steget over de sidste ti - tyve år, og sandt er det, at opsætningerne samme sted kan stå mål med alt, hvad jeg har set ude omkring i verden, og med de transmissioner fra The Met, der fylder biografernes store sale søndag efter søndag, så kan man egentlig tillade sig at kritisere? Det kan man! Når standarden musikalsk, vokalt og iscenesættelsesmæssigt er så høj, så må man netop forvente det store sus, følelsernes fitnesscenter, når man besøger Operaen, og dét leverer Kasper Holtens ”Cavalleria Rusticana” ikke! Ganske vist får vi langt om længe en storslået, flot og imposant scenografi, som Mia Stensgaard skal have tusind tak for, men hvad hjælper det, når Holten kun bruger den brede trappe til symmetrisk koreografi? Det skaber ikke drama, at vi ser Santuzza lure på Turridu og Lola under det lange forspil, og det giver os ikke følelsen af Santuzzas ulykkelige situation, at hun vandrer alene rundt på trappen og bliver spyttet efter af et par kormedlemmer. Det er da muligt, at operaen selv ikke giver det bedste grundlag for en dramatisk, medrivende iscenesættelse, men da så muligheden er der, da duellen skal udspille sig, så gemmer Holten det hele væk og PLAGIERER Peter Konwitchnys af nogle anmeldere roste iscenesættelse af duellen i Tchaikovskys ”Eugen Onegin”; koret slår kreds om de to kamphaner, så vi intet ser, og ét kvindeligt medlem af koret bliver bestyrtet – resten står koldt og kynisk tilbage, som om jalousidramaer er hverdagskost i Italien, men det er en endnu større kliché end operaens plot. Vokalt er der intet at komme efter: Iréne Theorin bærer sorgens tyngde i sin smukke sopran, Jose Cura synger fantastisk, men spankulerer formålsløst rundt på scenen i Holtens instruktion. Sorgen og angeren er dog hans egen, og han er rørende, da han græder sin frygt ud i favnen på mama Lucia, smukt sunget af Randi Stene, om end partiet ikke giver den plads, som hendes kobberglødende røst kræver. Det samme gælder Hanne Fischers Lola; det er også alt for lille et parti til så smuk en stemme, varm og forførende. Fredrik Zetterströms Alfio er vokalt spag; vi er aldrig i tvivl om, at han med sin stolte fysik vil besejre hvalpen Turridu. Dirigenten er italiener, men han synes at være enig med Holten om, at dramaet ikke skal fremhæves, og han frembringer mekaniske, uinteressante klange i søvnige tempi fra orkestergraven, og det lykkes heller ikke for ham at få orkester, kor og solister til at følges ad hele vejen igennem. Stefano Ranzani er ligesom ”Cosi fan tutte”’s italienske dirigent IKKE en, vi ønsker at opleve igen i København, og der kan samlet set kun blive tre stjerner til denne iscenesættelse af Mascagnis ”Cavalleria Rusticana”.

Cavalleria rusticana startende lidt langsomt, var i monoton scene opsætning, men så kunne man koncentrere mere om sangerne, hvis man skal sige noget positivt om dette. Jose Cura sang som den verdensstjerne han har været i vel snart 20 år. Det var en fornøjelse. De andre sangpræstationer var mere på det jævne. Hvis jeg var operachef ville jeg give orkesteret en opsang for den meget ujævne indsats under intermezzoet. Disse toner indeholder kærlighed, jalousi, drama og så fik man leveret en gang leverpostej og endda upræcist. Til dirigent og orkestermedlemmer! Hør her hvordan det skal spilles http://www.youtube.com/watch?v=fZynaqyy7MI&feature=related Optoget i påske scenen sad til gængæld lige i skabet, spektakulært, visionært og med alle involverede i deres bedste udgave. Bajadser var langt mere helstøbt, og orkester og scene var formfuldendte. Til overflod var der kommet en Kristin Lewis på afbud. Hun sang som det gjaldt livet, og som min sidemand sagde til mig ”Suprise, hvor kom hun fra? Hun kom åbenbart fra Israel, og løftede denne aften op, sammen med Cura og alle de andre til en opera oplevelse af de helt store. Tak for det.

Operaen i København er i sikre hænder. Der leveres opera. Torsdagen bød som indfløjen erstatning på en amerikansk sopran, Kristin Lewis, der væltede huset. Da også gæstetenoren José Cura i den grad leverede operaoplevelse var begejstringen stor. (Desværre er Lewis så amerikansk at man ikke forstår ét ord af hendes italiensk). Begge forestillinger er italiensk øreguf besat med skønne og sikre solistpræstationer af vore hjemlige stjerner. Første akt, Cavalleria, er jævnt hen kedelig, og den opføres, da den er i Kaspers Holtens hænder, på en monotont grå kirketrappe med koret helt klædt i sort, på trods af, at de (bl.a.) synger om at fejre påsken. Men sangerpræstationerne i dramaet var helt i top. Anden akt, Bajadser, placeret lige efter anden verdenskrig, er det helt store skønne udtræk af medrivende drama, arier, kor, musik, idé og teater, som fuldt fortjent vakte den helt store begejstring. Forestillingerne kan nydes af både operaelskere, operabegyndere og af enhver, der søger inspiration til at karikere operagenren. Meget velegnet til at invitere din måske modvillige ven/kæreste/ægtefælle/syklub med i operaen. PS. Også den varme suppe i cafeen kan anbefales.

Det var en super og uforglemmelig aften med rigtig gode sangere, et pragtfuldt kor og et velspillende orkester. En skøn oplevelse.