BAJADSER – EN SAND HISTORIE?

Af Nila Parly

Cavalleria rusticana og Bajadser har længe dannet opførelsesmæssigt par. Det er der mange gode grunde til; dels dyrker de to operaer den samme stil, verismen (der er en forholdsvis sjælden italiensk stil, hvis handling udspiller sig blandt samtidens jævne mennesker), dels stammer operaerne fra samme tid (der var kun to år mellem uropførelserne på de to værker, Cavalleria uropførtes i 1890 og Bajadser i 1892) og dels foregår de begge i Syditalien. Endelig er den overordnede struktur i værkerne påfaldende ens: Begge operaer falder i to dele afbrudt af et mellemspil, og begge operaer benytter sig af traditionelle numre, som for eksempel arier og duetter.

Netop hvad angår numrene, er der dog forskel på de to værker. Leoncavallo er her væsentligt mere avanceret end Mascagni. I Bajadser er det nemlig scenerne, ikke numrene, der er hovedsagen. Og numrene fremstår nogle gange helt traditionelt som lukkede former, andre gange som åbne former præget af ledemotiver, der referer til tanker og handlinger uden for den pågældende passage. Det er således den overordnede dramatiske udvikling og de længere forløb, der styrer musikken i Bajadser, undtagen når der bevidst er tale om for eksempel en ballade, der også kan høres som et egentligt nummer af de andre medvirkende på scenen.

Men på trods af disse kompositionsmæssige forskelle, kan det ikke betvivles at Leoncavallo var inspireret af Cavalleria rusticana, hans opera blev i øvrigt også udgivet af det samme forlag, Sonzogno, som havde udgivet Mascagnis succesfulde opera.

Anklager om plagiat skulle dog komme fra en anden kant, fra Catulle Mendès, hvis drama, La Femme de Tabarin, også handlede om et teater i teatret og en klovn, der i jalousi dræbte sin kone. Mendès lagde endda sag an, men frafaldt, da Leoncavallo forsikrede, at der var tale om en sand historie. Han havde nemlig som barn selv oplevet et mord begået under lignende omstændigheder, sagde han, og da det var hans egen far, der havde ledet efterforskningen, havde han sågar dokumenter om kriminalsagen, der kunne bevise hans uskyld; der er dog ingen, der nogensinde har set disse dokumenter, til gengæld er der mange, der mener, at Leoncavallo havde set Mendès’ drama, da han boede i Paris. Leoncavallos påstand passer også næsten for godt til hele verisme-tankegangen om, at teatret er nøjagtig så sand (vero) som virkeligheden. Og i så fald gjaldt det modsatte vel også for Leoncavallo, nemlig at virkeligheden var ensbetydende med performativ fiktion – eller med andre ord: løgn.