CAVALLERIA RUSTICANA – EN VINDER DA VERO

Af Nila Parly

Verismo – på dansk kaldet verisme – var en bevægelse, der begyndte i 1870’erne i den italienske litteratur. Stilen var en videreudvikling af den franske naturalisme og den italienske ”Scapigliatura”, der var en antiborgerlig stil, som dyrkede det morbide og makabre. Verismen er kendetegnet ved en upersonlig realistisk fortællestil og ved en udpræget interesse for de lavere samfundsklasser.

Den sicilianske forfatter Giovanni Verga er retningens betydeligste repræsentant, og det var derfor mere end oplagt, at Mascagni valgte netop Vergas succesfulde drama Cavalleria rusticana som udgangspunkt for sin første opera i veristisk stil. Vergas drama var allerede en bearbejdelse af hans egen novelle, der byggede på en virkelig begivenhed.

Det var den unge skuespiller Eleonora Duse, der havde overtalt Verga til at omarbejde novellen til et drama, og det var også hende, der spillede Santuzza ved dramaets uropførelse i 1884.

Anledningen, til at operaen overhovedet blev komponeret, var, at det italienske forlag Sonzogno havde udskrevet en konkurrence om den bedste en-akts-opera skrevet af en ung italiensk komponist.

Mascagni bad sin ven Giovanni Targioni-Tozzetti og Guido Menasci om at omarbejde dramaet til en operalibretto, og de sendte ham teksten, efterhånden som de blev færdige med den; Mascagni modtog den altså i brudstykker – ofte bare et par vers ad gangen – skriblet ned på små postkort. Mascagni havde kun en harmonika til rådighed, så det var ikke de bedste betingelser at komponere under, og tiden var desuden knap; operaen blev indleveret i allersidste øjeblik på selve dagen for afleveringsfristens udløb.

Mascagnis Cavalleria rustica vandt Sonzogno-konkurrencen overlegent. Hans opera havde konkurreret med 72 andre en-aktere, hvoraf flere også byggede på Vergas Cavalleria-drama. Operaen fik enorm succes allerede ved uropførelsen på Teatro Costanze i Rom, og få måneder senere gik den sin sejrsgang over hele den vestlige verden. Berømmelsen knæsatte verismen som operastil, og det kommende tiår bød på en række mere eller mindre vellykkede verismeoperaer inspireret af Mascagnis første livtag med stilen. Han selv fortsatte også med at skrive en række operaer i samme stil, men ingen af dem nåede nogensinde de højder, hans debut-opera havde nået.

Musikken i Cavalleria rusticana er egentlig ikke stilistisk nybrydende. Tværtimod. Sammenligner man med eksempelvis Verdis Otello fra 1887, er den faktisk et tilbageskridt, idet Mascagni vender tilbage til operatraditionens ældgamle vekslen mellem lukkede numre og recitativer. Harmonikken og orkestreringen er heller ikke bemærkelsesværdige. Men Mascagni havde en sans for dramatisk timing og et særligt talent for enkle, medrivende melodier, der går lige til hjertet; hans musik taler i det hele taget mere til kroppen og følelserne end til intellektet, og det passede jo perfekt til det brede, folkelige publikum, som verismen ønskede at få i tale.

Mascagni var heller ikke bleg for at genbruge virkningsfulde påfund fra andre komponisters operaer. Hans maskuline Alfio-figurs overforenklede arie ”Il cavallo scalpita”, der ikke består af andet end praleri over hans egen metier, minder for eksempel meget om toreadorens selvpromoverende arie fra 2. akt af Bizets Carmen; tyrefægterens sang var faktisk også ment som en karikatur, selv om melodien endte med at blive folkeeje.