De seks sangere er noget nær perfekt valgt, og i Guy Joostens instruktion bliver figurerne helt som i musikken foldet ud med hver sin særlige karakter: Peter Lodahl som den lyriske drømmer Ferrando, Palle Knudsen som scorekarlen Guglielmo, der gerne viser sin veltrimmede overkrop frem, Inger Dam-Jensen som den ret stålsatte Fiordiligi, Elisabeth Jansson som den mere letbevægelige Dorabella, Johan Reuter som kynikeren Don Alfonso og Lina Johnson som den ramsaltede tjenestepige Despina.

Det fine ved denne opsætning er, at den ikke forfalder til falden-på-halen-komik. Instruktøren Guy Joosten har sørget for, at de mange små gags og komiske finter er umådeligt velturnerede. Hans personinstruktion er fremragende og viser en fin fornemmelse for personernes psykologi i al deres både lattervækkende og gribende fortvivlelse. Men han har også seks gode, og godt skuespillende, sangere at gøre godt med.

Af flere grunde er det rejsen værd at tage i Operaen i København den næste måneds tid. Den mest indelysende for operagængere er naturligvis, at man der kan høre førsteklasses opera - og netop nu et sangerhold af international klasse, som er Operaens eget.

Udfoldelsen kører på høj komik og vanvid. Og musikken bærer mod stormfulde højder. [...] Det er sandelig ikke sangere, Operaen mangler. Man kan præstere en Don Alfonso i superklasse, Johan Reuter, en alt bortfejende manipulator med en basbaryton i fuld skulderbredde. Og et kor, der i få, men sjove sammenhænge lægger folkelig bund til situationerne. Et det en opsætning, der bliver for pjattet? Overhovedet ikke. Mozart ville have fniset lykkeligt.

Tænk, at vi lige nu i København har operasangere på dette niveau.

Velfungerende og humørfyldt 'Cosi fan tutte', som mange anser for at være den mest perfekt komponerede af Mozarts operaer. [...] Underskønne arier, duetter, terzetter, kvartetter, serenader og finaler - den har det hele.

Forviklingerne udspilles i den flottest tænkelige dekoration. [...] Gode sangere, der også kan spille komedie, så det er en ren fornøjelse.

Den Kongelige Opera har så storartede solister for tiden, at man har kunnet plukke ud fra egne rækker til rollefordelingen.

Mozart har skrevet nærmest ufattelig dejlig musik til 'Cosi fan tutte'. Sublime arier og ensembler afløser hinanden.

Förförd blir man också som vanligt av Mozart. All denna människokännedom och sensualism som outtömligt flödar. Regin fyller på med eleganta och absurda infall. Herrskap och tjänstefolk myllrar in och ut. All inclusive. Tråkigt har man inte, men musiken kommer i första hand. Dirigenten Callegari är rask och Det Kgl Kapel alert. Mozart skulle inte haft något att klaga på.

QOTOiW <a href="http://zmgreonujuvo.com/">zmgreonujuvo</a>

ld8sGR , [url=http://nehzjnmpyxxg.com/]nehzjnmpyxxg[/url], [link=http://bfvvzcrwmqci.com/]bfvvzcrwmqci[/link], http://jkhzxedneoys.com/

What a neat article. I had no iknling.

Vidunderlig musik, underholdende, speciel og flot iscenesættelse, som gør det lettere at forstå hvad Cosi fan Tutte egentlig drejer sig om: vi mennesker kan i bund og grund ikke stole på hinanden, men ved sande følelser og kamp for disse, lykkes det måske i den sidste ende... Vi skal jo bare være lykkelige. Højt hurra for Palle Knudsen, Emilio Pons, Johan Reuter og Jenny Carlstad, som leverer rollerne og stemmerne meget overbevisende. Aftenens skuffelse kom, da Karina Ba.. et eller andet, trodte på scenen i Fiordilligis parti. Man vidste jo ikke om hun var mezzo eller sopran, da alt over et cis blev indhyllet i en skinger tåge. Havde glædet mig til at høre Inger Dam-Jensen i partiet, men sygdom kan man jo ikke gøre for. Havde ligeledes glædet mig meget til at se Tuva Semmingsen i rollen som Despina, men Lina Johnson gjorde det sikkert, underholdende og godt. Det Kgl. Teater har et perfekt Händel- og Mozart-ensemble, hvilket denne forestilling var i lettere mangel af. Man må håbe chancen snart byder sig igen! Det var min første aften i Operaen, og bestemt ikke den sidste.

Det var en af mine bedste aftener i Operaen. Flot scenografi, sangere af høj klasse og en virkelig underholdende iscenesættelse. Når Mozart bliver sat op på den her måde, fås opera ikke meget bedre.

Tidløst og smukt har Guy Joosten og Johannes Leiacker iscenesat Mozarts ypperste opera! Kostumerne hører lige så vel hjemme i nutidens modemagasiner som i en italiensk film fra 1950’erne, og den hotelfoyer, der udgør scenografien, er prydet med pompeiianske vægmalerier i den tredje stil, og sandelig om ikke Vesuv til slut går i udbrud, da følelserne og forviklingerne til slut koger over! Nutiden spejler sig på denne måde i fortiden, og spejlinger går igen igennem forestillingen som et diskret, men uomtvisteligt motiv, hvilket finalen elegant sætter to streger under, alt imens operaens let- og munterhed understreges af statisternes randbemærkninger og diskrete gimmicks. Vigtigst af alt er dog, at vi som publikum spejler os i de følelser, der gennemleves på scenen, og det gør vi, så ukunstlet og realistisk som sangerne præsenterer de seks personer, der farer vild i kærlighedens labyrint, for os: Elisabeth Janssons skønne mezzosopran var forestillingens store stjerne søndag d. 30. oktober. Smidig, smuk og smeltende er hendes røst, og hendes fremstilling af den som smør i solen smeltende Dorabella var dybt troværdig, selvom hun er omskiftelig som månen; hun vil leve, slå sig løs og more sig, og hvem kan ikke sympatisere med det? Hun tager sig tydeligvis ikke bruddet med Ferrando særligt nær, men hun vil også kunne få enhver til at forelske sig i hendes lyse sind! Anderledes med hendes søster Fiordiligi; hende har man hverken forståelse eller sympati for i Karine Babajanyans skikkelse, og hun var langt fra den gevinst for forestillingen, som Myrtò Papatanasiu tilsyneladende var torsdag d. 27. Hun manglede al den sødme, som jeg i mere end et halvt år har gået og glædet mig til hos Inger Dam-Jensen, men det er ikke kun skuffelsen herover, der gør, at Babajanyan må bære skylden for, at en stjerne falder fra bedømmelsen: Hun var på ingen måde overbevisende i partiet, og hendes stemme lød mere end en gang forceret i de dramatiske overgange fra højt til dybt register. Øv, øv, øv… Den tredje på spindesiden, Lina Johnson som Despina, er en fortræffelig skuespillerinde, men heller ikke hun ejer den kraft i stemmen, som den trodsige tjenestepige kræver. Man drømmer sig hen til at høre Tuva Semmingsens adrætte og malmmættede røst i partiet, for det blev først annonceret, at hun skulle synge. At det ikke blev sådan, skylder Det kgl. Teater os stadig en forklaring på. Imens må man nøjes med at nyde, hvordan Lina Johnson smukt illustrerer, hvorfor mænds nær- og pågående facon får hende til at spille så aktiv en rolle i don Alfonsos intrige: Mænd er ikke værd at vise tillid og troskab! Don Alfonso synges pragtfuldt, varmt og menneskeligt af Johan Reuter. Til trods for at være den, der trækker i trådene og spiller de to elskende par ud mod hinanden, så bliver han til sidst selv fanget i spindet og kan ikke se vejen af labyrinten, og han reagerer så menneskeligt afmægtigt, at karakteren bevarer sin mystik: Hvorfor er don Alfonso så opsat på at bevise kvinders utroskab? Palle Knudsen er evigt adræt, maskulin og velsyngende på scenen – den perfekte Guglielmo og det perfekte modspil til Janssons Dorabella! Deres duet i anden akt bliver forestillingens clou (hun er et villigt offer, og han en meget ivrig forfører), men samtidig er Knudsen så tilpas overlegen, at man fryder sig skadefro, da han må sluge den bitre pille, at også han kan blive svigtet. Emilio Pons har en smuk, smuk tenor; en ømhed og en varme ligger i hans stemmes sarte fraseringer, der klæ’r den drømmende Ferrando fortrinligt, men desværre svigtes han af dirigenten Daniele Callegari, der forestillingen igennem ikke er meget for at følge sangernes frem for sit eget tempo. Ferrando synger med stor og dybfølt længsel arien ”Un aura amorasa” – han er næsten åndeløs! – men det finder han ikke stor forståelse for hos Callegari, der heller ikke frembringer så mange nuancer eller så megen vellyd fra Det kgl. Kapel, som sangerne gør fra scenen, og han må bære ansvaret for tabet af endnu en stjerne. Alt i alt er det ikke så sublim en opsætning, som det er en sublim opera; det er til stadighed min yndlings med dens perfekte balance mellem sødt og bittert, mildt og krast, alvor og spøg. Man ønsker, at ledelsen af Den kgl. Opera havde turdet mikse ingredienserne med samme mod som Mozart og da Ponte, for man har dem til sin rådighed: Guy Joosten er en gudbenådet personinstruktør, der har han vist flere gange tidligere, og Den kgl. Opera råder over lige så gudbenådede Mozart-sangere, men Daniele Callegari er ikke en værdig modspiller for nogen af disse endsige for Det kgl. Kapel, og han behøver ikke igen gæste København! Hvad Inger Dam-Jensen angår, så er sygdom hver mands herre (god bedring til hende!), og hun må blot snarest tilbage, så vi, der i dag blev snydt, kan få vores tørst stillet; forhåbentlig vil der under Keith Warner ikke forekomme den Mozart-tørke, der var flere gange under Kasper Holtens regime.

Opera når det er bedst!!

Tak til operaledelsen på Det kgl.Teater for en vellykket Cosi fan Tutte på trods af Inge Dam Jensens sygdom. Flot at det lykkedes at få Myrtò Papatanasiu til at dublere Fiordiligi. Hun var en overraskende gave til publikum og ensemblet i øvrigt. Opførelsen i går gjorde Mozart ære og var forfriskende. Særlig opmærksomhed tiltrak Lina Johnson sig trods den mindre rolle, som fik en ny og anden dimension. Tak for det. Alle øvrige sang og agerede som sædvanligt perfekt. Jeg hører og ser meget gerne Myrtò Papatanasiu igen i København,(så jeg ikke behøver at rejse til Rom eller Berlin igen). Dirigenten og Kapellet bidrog i væsentlig grad til min gode oplevelse. venlig hilsen og tak for at I anstrengte Jer.

Og pludselig bliver sådan en almindelig våd torsdag aften den helt store oplevelse med Cosi fan tutte - på trods af diva erstatning syntes alt at lykkes. Skøn afbalanceret orkesterklang, der giver plads til stemmerne, en meget underholdende (og professionel) opsætning og seks skønne solister, hvor ingen bør fremhæves over de andre. Men så alligevel: aftenens overraskelse Myrto Papatanasiu, der dels klang underskønt i soli og i duetterne med Elisabeth Jansson, dels indgik i ensemblet som om hun aldrig havde bestilt andet. Jeg er sikker på at mange andre i det begejstrede publikum vil være enige i, at Keith Davies meget gerne må invitere denne græsk-italienske sopran til Holmen igen. Alle, der blot har hørt om, at Mozart er en komponist, bør lægge vejen om ad Holmen og opleve denne fine forestilling.

Det var en mycket fin kväll på operan i tisdags kväll, precis som alla besök på operan skall vara. Den nye operachefen Keith Warner har all anledning att vara stolt över sin duktiga personal. Det är ett konstaterande som kan vidarebefordras till den nye danske kulturministern. Du kan läsa mer om mitt intryck på: http://operalogg.blogspot.com/2011/10/cosi-fan-tutte-mozarts-karleksopera.html

Jeg så Così fan Tutte i går. Det var helt fantastiskt! ...Og utrolig morsomt! Jeg var udnerholdt fuldt ud gennem hele forestillingen. Operasangerne var helt fantastiske specielt Lina Johnson, som sang Despina. Tusinde tak for en fantastisk oplevelse!

Det er nogle af vore bedste sangere, der synger i Cosi fan Tutte, og de gør det rigtig rigtig godt. Dog var det ikke altid lige let at høre Despina. Som regel bryder jeg mig ikke om, at en opera "opdateres", men det gør ikke noget her. Til gengæld irriterer det mig, at når de unge damer på et tidspunkt vælger, hvem af de ukendte unge mænd de vil have, bliver der sagt "den blonde". Meget kan man sige om Palle Knudsen og Peter Lodahl, men ingen af dem er blonde. I 2. akt var der lavet om på scenografien, men man havde glemt at vende portrættet, der sidder midt i gulvet. Det var faktisk ret forstyrrende. Endelig var det også forstyrrende, at orkester og sangere flere gange havde problemer med at følges ad. Jeg følte mig trods alt godt underholdt.