Struensees Danmark – set med fremmede øjne
Af Thomas Bredsdorff

Sidst på året 1770 kom en ung englænder, John Williams, op på slottet i København. Han var på en fem år lang studierejse til en række nordeuropæiske lande for at skrive en afhandling om deres regeringsformer. Det var i de enevældige herskeres tid, så han havde haft svært ved at skaffe sig oplysninger. I Danmark mødte der ham en overraskelse.

– Værsgo, sagde kongens livlæge, der netop var blevet landets egentlige regent. Der er fri adgang til alle statsdokumenter også dem, der vedrører finanserne og indenrigspolitikken.

Det er ikke sært at John Williams kom til at nære beundring for Struensee. Danmark derimod havde han ikke meget til overs for. Det her skal forestille at være oplyst enevælde, skriver han i sin rapport, men det ligner mere et dårligt administreret fattighus med en vilkårlig retspleje og med love, der som ingenting lader sig dreje i de mægtiges favør. Og den danske adel? Tjah, siger Williams, det er svært at afgøre om det er dens ondskab eller dens dumhed der er mest eklatant. Williams har ikke kun set sig om i landet, men også studeret skrifter af Holberg og andre danske historikere.

”Hvis en asiatisk fyrste opførte sig mod bønderne, som de danske konger gjorde, ville der komme revolution. Men i Danmark afvikles alt under retfærdighedens maske, skønt ingen beskytter de uskyldige mod de mægtiges nedrige og ondskabsfulde luner.”

Danmark er ikke et monarki, men den perfekte blanding af anarki og tyranni, skrev en anden ung englænder, Nathanael Wraxall, i sin bog om det land, Struensee gik i gang med at reformere. Slavestat er en anden betegnelse begge de to englændere bruger om Danmark.

Det sidste er det svært at være uenig med dem i. Vi plejer at bruge pænere ord, når vi i skolen lærer om den tids vilkår for befolkningens flertal, ord som ’stavnsbåndet’ og ’hoveri’. Men indholdet af de to begreber tilsammen er det vi slet og ret kalder slaveri, når vi møder det i andre lande. Det var – det lader sig nok ikke benægte – en slavestat, Struensee gav sig i kast med at reformere.

De engelske iagttagere kan ikke lade være med at godte sig over den ivrige læges tiltag. Wraxall fortæller en anekdote om hvordan Struensee gjorde hovedrent i domstolene. Han spurgte alle 30 dommere pr. brev, hvor meget de tjente. 1500 rigsdaler, svarede de, og ikke 4000, som sandheden var, af frygt for at han skulle synes de var grådige. Den gode livlæge skrev så tilbage at kongen ikke længere havde brug for deres arbejde, men at han i sin nåde ville lade dem beholde en tredjedel af deres løn! I stedet indsatte han så seks andre til at udgøre en ny domstol. Han fyrede hestegarden. Han fyrede fodregimentet i Norge. Han tænkte på at indskrænke adelens magt og sætte bønderne fri, siger Nathanael Wraxall og konkluderer: ”Det var hans forbrydelse. Det var ministeren, ikke manden, der var blevet suspekt.”

Af historien om Struensees udrensning af dommerne slutter den engelske iagttager også at den mand må have haft en sjælden evne til at gøre sig uvenner med folk. Han behandlede selv de indkomne sager. Det hændte at han gav et skriftligt svar i løbet af bare to timer. Man kan forestille sig hvor lidt pris embedsmændene har sat på sådan en chef. De har nok heller ikke været begejstrede over at få besked på at sætte en ung fløs af en englænder ind i de sagsakter, de sad med. ”Hæren, flåden, kancelliet, finansen, adelen, herremændene – alle hadede de Struensee.”

En moderne iagttager kan ikke undgå at blive lige så imponeret som de to englændere over mange af Struensees ideer – og ryste lige så meget på hovedet over hans fremgangsmåde. Han afskaffede tortur som forhørsmetode, han indførte trykkefrihed under ansvar. Han gav uægte børn arveret. Da han modtog en klage fra en jøde, der var blevet nægtet ret til at indstille sig til medicinsk eksamen, indskærpede han Københavns Universitet, at grader skal uddeles på grundlag af kundskaber, ikke af religion.

Jo, Struensee havde lyse ideer. Danmark kunne have set anderledes ud, hvis han ikke havde været så dum på mennesker. Og så naiv. Det kup der gjorde en ende på hans styre, var egentlig planlagt til at finde sted fire måneder tidligere, men blev afsløret. Og hvad gjorde Struensee? Kaldte kupmagerne ind en for en og sagde at det var sandelig en rigtig dårlig ide du dér har fået; gå nu pænt tilbage til dit skrivebord og gør ikke sådan noget igen! Hvilket de så selvfølgelig gjorde.

Da de to englændere udgiver deres bøger med beretningerne om Danmark under Struensee, er der gået et par år. Manden er henrettet. Tilbage er eftermælet, Struensees og Danmarks.

Hvad med hans forhold til dronningen? John Williams bestrider at der skulle være foregået noget mellem dem som gjorde indhug i kongens ægteskabelige rettigheder – historien om utroskaben mener denne Struensee-fan virkelig må være noget kupmagerne har fundet på for at få et påskud for at arrestere dronningen og hindre hende i at fortælle kongen sandheden.

Den anden englænder, Nathanael Wraxall, berører slet ikke spørgsmålet om et intimt forhold mellem Struensee og dronningen, skønt han kunne have givet os dronningens version, for han er et af de få vidner der helt sikkert har talt med hende efter Struensees fald. Da den landsforviste Caroline Mathilde befandt sig på slottet i Celle, hvor hun boede de sidste tre år af sit liv, blev hun nemlig opsøgt af repræsentanten for en gruppe, der ville prøve at få hende tilbage på tronen. Den mand var Wraxall.

Missionen til den forstødte dronning er hemmelig, så den røber han ikke. Sin mening om Struensee lægger han derimod ikke skjul på. Da han skal sammenfatte den, påkalder han sin store landsmand Thomas More, forfatteren til ’Utopia’, der indtog rigets højeste embede som kansler under kong Henrik 8. og derefter faldt i unåde og blev halshugget:

”Som statsmand regner jeg Struensee for at være på niveau med Thomas More, der også led en tidlig og vanærende død, men som er blevet rehabiliteret af eftertidens upartiske dom.”

Thomas Bredsdorff, dr. phil., er mangeårig kulturskribent
ved Politiken, tidligere professor ved Nordisk
Filologi, Københavns Universitet og forfatter
til bl.a. bogen ”Den brogede oplysning”, Gyldendal
2003.