Manden der ikke ville være konge
Af Ulrik Langen

 I eftertiden er Christian 7. mest kendt som en pudsig bifigur i forhold til de store begivenheder i anden halvdel af 1700-tallet: livlægen Struensees magtovertagelse og affære med dronning Caroline Mathilde, stavnsbåndets ophævelse, Slaget på Reden, Københavns bombardement og så videre. Allerede fra sine ungdomsår begyndte Christian 7. at vise tegn på en psykisk lidelse, der snart gjorde ham uegnet til at regere. I det meste af hans regeringsperiode var det derfor andre personer, der varetog styringen af landet. Historikere har siden sat mærkatet ’sindssyg’ på ham og i flæng nævnt hans udskejelser og besynderlige indfald som en sigende – og ikke mindst underholdende – understregning af hans uduelighed. Men er der virkelig ikke andet at sige om Christian 7.?

Da den knap 17-årige Christian 7. besteg tronen i 1766 tegnede alt lyst. I årene forinden havde danske og udenlandske iagttagere gang på gang set beviser på drengens klare intelligens og belevne optræden. Højdepunktet havde været hans konfirmation i 1765. I Christiansborgs funklende slotskirke havde den unge kronprins brilleret med sine besvarelser på præsternes teologiske spørgsmål foran et publikum bestående af landets fornemste familier og udenlandske diplomater. Mange beretninger fortalte, at publikum havde været rørt til tårer. Nu var den begavede og charmerende dreng blevet konge, og alt tegnede fint for fremtiden.

Men bag den blændende facade gemte sig en opvækst med svigt, kulde og mishandling. Christians mor døde, da han var to år. Faren, den alkoholiserede Frederik 5., giftede sig hurtigt igen. Men den nye dronning, Juliane Marie, kunne ikke elske sin stedsøn. I stedet kastede hun al sin kærlighed på den søn, hun selv fødte nogle år senere. Arveprins Frederik, som han hed, blev hendes ét og alt.

Christians opdragelse stod den brutale hofmester Ditlev Reventlow for, og han holdt sig ikke tilbage med slag og ydmygelser i sin omgang med drengen. Christian frygtede hofmesteren og gjorde alt, hvad han kunne for at behage den utilregnelige Reventlow. Selvom det var almindelig kendt, at Reventlow på ingen måde egnede sig til at have med børn at gøre – og slet ikke en kronprins – vendte alle det blinde øje til. Christian fandt trøst i fysiske udfoldelser som ridning, fægtning og dans. Billard og kortspil blev hans foretrukne adspredelser. Hans eneste fortrolige var hans schweiziske lærer, Reverdil, og den gruppe af tjenere og pager, der omgav ham.

Så snart han besteg tronen, begyndte man at trække i ham fra alle sider. Forskellige fraktioner ved hoffet forsøgte at bruge ham til at fremme deres positioner. Stridighederne ved hoffet blev ikke mindre, da han blev gift med den kun 15-årige engelske prinsesse, Caroline Mathilde. De to unge ægtefolk kunne ikke rigtig finde melodien og omgivelserne udnyttede kynisk den problematiske situation til at intrigere og skaffe sig indflydelse.

Som en reaktion på problemerne begyndte Christian at ture rundt i København med nogle af sine yndlinge. Her mødte han Anne Katrine Benthagen, der gik under navnet Støvlet-Katrine. Hun havde i et par år levet som luksusprostitueret og var kendt for sin skønhed og vilde opførsel. Christian var stærkt tiltrukket af hende og snart indledte kongen og Katrine til stor forargelse for både hoffet og byen et forhold med sadomasochistiske undertoner. Christian, Katrine og kongens venner drog hærgende rundt i Københavns gader, smadrede værtshuse og bordeller og sloges med vægterne. Men magtfulde personer ved hoffet satte en stopper for kongens forhold til Katrine. Grædende blev Christian tvunget til at skrive under på Katrines forvisningsordre. Kort efter Katrines bortvisning fødte dronningen en søn, kronprins Frederik.

Som et plaster på såret efter Katrines bortvisning drog Christian i 1768 ud på en længere udlandsrejse, der bl.a. førte ham til England og Frankrig. Alle vegne blev Christian mødt af begejstrede tilskuere og fornemme opvartere, der talte om den danske konge med stor beundring efter at have mødt ham.

Kontrasten mellem den hærgende fløs i de københavnske gader og den belevne majestæt på rejse var slående. Men under den glimrende optræden følte Christian sig ensom og frustreret. Han havde slet ikke lyst til at være konge. Samtidig begyndte han at forestille sig, at verdens virkelige udseende blev skjult for ham af hoffets magtfulde mænd. I sine ensomme stunder på rejsen betroede han sig til rejselægen, J.F. Struensee, der opmærksomt lyttede til den unge konges fortællinger. Kongen og lægen blev fortrolige.

Efter kongens hjemkomst til Danmark fik Struensee støt og rolig mere og mere indflydelse på Christian. Også dronning Caroline Mathilde begyndte at konsultere den nye læge. Konsultationerne førte til et kærlighedsforhold mellem den borgerlige læge og dronningen. Struensees magt var efterhånden blevet til et egentligt politisk regimente. Gennem et utal af dekreter med kongens underskrift forsøgte Struensee at reformere landet. Samtidig opgav Christian reelt at være hersker. Han stillede stadig op til alle sine officielle forpligtelser, men når det kom til stykket, ville han hellere løbe rundt med sine pager og sin grand danois-hund, Gourmand, og smadre møbler i de kongelige gemakker eller ro en tur på søen ved Hirschholm slot.

Forbindelsen mellem lægen og dronningen og de gennemgribende reformer blev for meget. Befolkningen i København var på oprørets rand og mange af de tidligere indflydelsesrige personer, der var sat ud af spillet af Struensee, drømte om hævn. En kreds omkring Christians stedmor, enkedronning Juliane Marie, og hans halvbror, arveprins Frederik tog nu magten i landet ved et kup. Struensee blev henrettet og Caroline Mathilde blev landsforvist.

Christian blev snart en regulær fange under enkedronningen og arveprinsens styre. Opsynet med Christian blev givet til den sleske Engel Schack, der rammende blev kaldt Pomade-Schack. Hans opgave var at mandsopdække Christian og sørge for at fravriste kongen de underskrifter, som enkedronningen og arveprinsen skulle bruge for at styre landet. For selvom Christian reelt ikke regerede, var hans underskrift på alle væsentlige dokumenter stadig nødvendig. Illusionen om den enevældige konge af Guds nåde blev opretholdt, selvom han i virkeligheden havde mistet sine kræfter og ikke havde nogen som helst indflydelse.

I de næste 36 år levede Christian en skyggetilværelse. Da kronprins Frederik var 16 år overtog han i 1784 magten ved et kup og regerede derefter i farens navn. At sønnen nu havde overtaget roret betød ikke meget for Christian. Der gik historier om, at kronprinsen ofte behandlede sin far hårdhændet og lo hjerteløst af den forvirrede konge. Fra at være sin stedmors fange blev Christian nu sin søns pauseklovn. På grund af Englands bombardement af København i 1807 måtte Christian forlade sin by og leve i eksil i Rendsborg. Her døde han året efter af et slagtilfælde.

Hvad var der galt med Christian? Nogle mener, at han led af skizofreni i en eller anden form. Det kan heller ikke udelukkes, at lidelser som ADHD (DAMP) og Tourettes syndrom kan have været inde i billedet. Måske var han arveligt disponeret for sin sygdom. Men der kan næppe herske tvivl om, at hans opvækst og de omgivelser, han var tvunget til at leve i, havde betydning for hans tilstand. Han kunne ikke slippe fri af den rolle, han var født ind i, og af det hof, han skulle leve med. Samtidig kom han på tronen i en meget ung alder, og han havde svært ved at navigere blandt de mange magtsyge og intrigante personer, der omgav ham.

Christian fik aldrig nogen selvstændig politisk betydning. Andre regerede i hans sted. Derfor har flere generationer af historikere med forkærlighed for handlekraftige statsmænd set Christian som en ynkelig bifigur i Danmarkshistorien. Men lige til sin død i 1808 bevarede han sin sarkasme og sit skarpe blik for det latterlige i omgivelsernes optræden. Selvom han især på sine ældre dage var affældig og indesluttet, evnede han at spille rollen som konge og danse en perfekt menuet. På intet tidspunkt var Christian i tvivl om, hvem han var. Heller ikke var han i tvivl om, hvem der omgav ham – og ikke mindst forstod han til fulde deres magt. Men han kunne ikke stille noget op mod overmagten. Og han glemte aldrig den brutale hofmester, der havde gjort hans barndom til et helvede, eller den Katrine, han havde været forelsket i.

Ulrik Langen er ph.d. i historie og lektor ved Syddansk Universitet. Han er også forfatter til en række historiske bøger senest Christian 7.-biografien Den afmægtige, JP/Politikens forlag 2008.