Om musikken i Livlægens besøg
Af Bo Holten

Tidligere tiders komponister brugte i reglen mange forskellige stilpræg i deres musik. Eksempelvis bruger Bach ofte en renæssance-agtig ”stile antico” side om side med en moderne ”galant” stil, der straks efter afløses af nymodens italiensk eller fransk inspireret musik. Vi har bare hørt musikken så ofte, og den er kommet på så stor tidsafstand, at vi ikke længere hører de voldsomme stilbrud. Det samme gælder i øvrigt i lige så høj grad hos Mozart og faktisk hos de fleste andre.

På samme måde har jeg i ”Livlægen” betjent mig af den musik-type, som i hvert enkelt tilfælde tjener det dramatiske og det emotionelle på den mest slagkraftige måde. At kunne fortælle historien i musik på den for mig mest medrivende og overbevisende måde har været mit primære mål. I første akt forekommer musikere på scenen, som spiller en lille fjoget march, der akkompagnerer Christian VIIs første møde med sin kommende dronning. Den ubehjælpsomme tekst, som Guldberg har skrevet til lejligheden, kræver netop en sådan type musik. Når hoffet danser i 1.akt er det naturligvis til en menuet af 1700-tals type, men når hoffet danser i 2.akt, hvor vi er et helt andet og meget mere dystert sted i det dramatiske forløb, ja så danses der til en melankolsk c-mol vals, der kunne have været fra 1890. Alle er dog stadig i rokoko-kostumer - men bestemt ikke indvendigt.

Tydelighed har altså været min ledetråd i det musikalske arbejde med Livlægens besøg. Musikken er ret enkel og også klar i udtrykket, men ikke unuanceret, håber jeg. Jeg har gjort mig umage med tekst-deklamationen, så det skulle være muligt at forstå meget af det sungne. Jeg har ofte placeret de vigtigste tekst-detaljer i sangernes midterregister og ofte også i almindelig talerytme, for forståelighedens skyld.

Når jeg nu har været så heldig i denne forestilling at have en instruktør som er dybt trofast over for hvad værket vil sige, og som også har en meget fantasifuld tilgang til stoffet, så er det dejligt at kunne konstatere at musik, libretto og instruktion går hånd i hånd i realiseringen af et dramatisk forløb på den mest tydelige og nuancerede måde.