Glimt fra prøvedage på Livlægens besøg
Af Susser Feit

Det er tidlig formiddag, og elevatoren i Operaen er proppet med sangere, kaffekopper, store tasker med partiturer, huskesedler og vandflasker. Der er godt med energi i luften, selvom mange har været til nattens store fest på Christiansborg Slot, hvor Dronning Margrethe havde inviteret gæster fra sports- og kulturlivet. Snakken går om festen, om Anders Matthesens røde sko og lancieren. Det blev sent, men festligt!

Men professionalismen vinder hurtigt over enhver fest-mathed, for få øjeblikke senere har elevatoren øset sit indhold af kunstnere ud på den rette etage 13 meter under jorden i den store orkesterprøvesal, og alle finder sin plads på klapstolene, mens orkesteret stemmer. Prøven til Bo Holtens helt nye imponerende værk Livlægens besøg om en drama- og følelsespakkets periode i dansk historie kører derudaf, og inden frokost er den arme purunge Caroline Mathilde blevet gift med den sindsforvirrede unge Christian VII.

Det er Gert Henning-Jensen, med morgenhår, sweater og sin kæmpeskønne tenor, der giver teenagekongen liv. Hans højre hånd - med et flot spraglet armbånd, kreeret i farvet bånd og plastperler af hans datter - holder koncentreret fast om nodestativet med det krævende partitur:

”Jeg vil ha´Muffe tilbage. Jeg vil ha´ min hund” fortvivler kongen, der slet ikke kan overskue sit nys indgåede ægteskab med den ligeså fortvivlede unge pige, der efterlades alene i et koldt rum efter vielsesceremonien.

”Gerne en smule skarpt her” indprenter Bo Holten orkesteret om passagen, hvor Caroline Mathilde synger sin frysende angst ud, så den hænger sitrende ulykkeligt i luften. Elisabeth Jansson – træt efter en kraftpræstation i Mozarts Figaros bryllup aftenen forinden, hvor hun hoppede ind for en syg kollega – får sorgen over sin surrealistiske bryllupsnat og skæbne til næsten at materialisere sig her i prøvesalen.

Dagen efter er det første orkesterprøve på scenen. Orkesteret er på plads i graven, den assisterende dirigent drøner rundt i fuldt firspring, for at høre alt fra alle vinkler, harpenisten er i grovstrikket rød uldsweater, og sceneteknikerne kæmper med gulvplader, der ikke vil gå helt sammen og træksnore, der dukker op, hvor det ikke helt var meningen …

Efter denne første sceneprøve, hvor det myldrer ud og ind med regissører, sceneteknikere og hverdagsklædte solister og korsangere, mens operaen langsomt tager form, er der ”noter”.

 Hvad fungerer, hvad falder svært, hvor er der praktiske problemer, og hvordan går det med at få de rigtige stemninger og teksten til at leve og komme ud over scenekanten!

”Gitta, forsvar hver millimeter af det, der sker, i forbindelse med domfældelsen. Du må virkelig brænde for denne her beslutning.” siger instruktøren Peter Oskarson. ”Skal kongen råbe ”skræk”, efter at de andre har sunget det - eller hvad? Trigger det ham - eller hvordan?” er der én som spørger – og der bladres, debatteres, skrives ned og besluttes.

Da instruktøren er færdig med at give ’noter’ efter dagens prøve er mange timer gået, mange noder er spillet, ufatteligt mange mennesker har været i sving omkring, foran, bagved, på og under scenen. Der er masser af arbejde tilbage, men Livlægen er et ordentligt skridt nærmere sin færdige form: En intens præsentation af det drama, der udspillede sig lige her i det kølige, solbeskinnede forårs-København, som hele flokken af sangere, sceneteknikere, instruktører, scenografer cykler, kører eller spadserer ud i, da elevatoren atter har lempet dem ud, nede ved porten.