Anskuer jeg Wagners Parsifal med mit intellekt, grænser den dramatisk og narrativt set, til det latterlige. Trods dette, blev jeg fuldkommen henført og grebet af det vidunderlige abstrakte niveau forestillingen befandt sig på og måtte give intellektuelt fortabt. Fem dage efter, fyldes jeg stadig med grænseløs begejstring over DKT opsætning. Musik, iscenesættelse og scenografi gik op i en højere enhed og DKT Parsifal 2012, er nok den største opera- og teateroplevelse jeg nogensinde har haft. ***** | Keith Warners opsætning af ”Parsifal” er min Wagner-debut! Ikke at jeg i øvrigt er nogen opera-novice – det er jeg langt fra – men er man ikke faldet i gryden som barn, så er Wagner hård kost. Bevares, sidste halvdel af første akt, første halvdel af anden akt og operaens sidste tyve minutter er ualmindelig smuk musik, men de må henregnes til de få øjeblikkes skønhed, der ifølge Rossini er hos Wagner; resten er udelukkende tomgang! Musikalsk såvel som dramatisk.
Hvad musik angår, er jeg lægmand, så jeg skal ikke sige, at der er subtile detaljer, der ikke når mit ellers klassisk-lyttende øre, men litteratur og drama er mit fag, og dramatisk er Wagner et stort blufnummer! Mozart havde da Ponte, og Strauss havde Hofmannsthal, gudbenådede librettister. Jeg ved godt, at da Pontes farceelementer ikke er god smag på parnasset, men hans menneskeskildringer er – som Hofmannsthals – ægte og levende. Lagkagekomikken hører nu engang med, og latteren er også menneskelig. Hos Mozart og Strauss er der drama, selv når en karakter er alene på scenen; hos Wagner taler personerne kun om hinanden, aldrig til hinanden, om der så er 200 mand tilstede, og det er selvhøjtideligt føleri uden en eneste vibrerende nerve eller sitrende sans! Jeg bebrejder derfor ikke Warner, at han ikke formår at bringe dramatisk liv i dette mysteriespil, hvor sanger efter sanger afløser hinanden uden nogen form for samspil, der kan drive handlingen frem. Skulle nogen indvende, at det netop er en pointe, så må jeg fastholde, at der i så fald ikke er tale om musikdrama, men om et oratorium, der ville egne sig bedre for koncertsalen. Jeg var ikke den eneste, der undervejs sad og nikkede blundende, fordi der sker mindre end til en symfonikoncert, men hykleriet har ingen grænser, når Wagner er på plakaten, og ”ih” og ”næh” og ”nej, hvor fantastisk” var det ikke, da først tæppet faldt!
Musikalsk var det fantastisk (de nævnte passager i hvert fald), og det var virkelig vidunderligt at opleve, hvor fantastiske Wagner-sangere Det kgl. Teater råder over. Stephen Milling og John Lundgren bør nævnes først, for de ragede et hoved op over alle andre, uanset hvor velsyngende alle andre så var! Hvor bliver Milling dog savnet! Tina Kiberg og Johnny van Hal var på deres premiereaften ligeledes formidable, men i højere grad end førstnævnte stavrer de formålsløst rundt på scenen. Helt fortabt er Kibergs Kundry til slut, hvor hun jo netop – så vidt jeg har forstået – burde forløses på en eller anden måde. Koret må vi nok vente længe med at høre synge så fuldtalligt igen, men så længe hver enkelt synger som i fredags, så kan det aldrig gå helt galt, selv i sparetider! Wagner skal jeg alligevel ikke høre nogen af dem synge i lang tid endnu om nogensinde!
Lige hjemkommet efter en fantastisk aften i Operaen. Scenografien er noget af det bedste vi overhovedet har set på DKT og vi har set omkring 200 operaer.
Musik og sang og skuespil gik op i en højere enhed og sammen med scenografien så.......
Det ville være skønt at få den på DVD så man kunne opleve det igen og igen. En vidunderlig aften omgivet af de smukkeste toner fra orkestergraven og meget stærkt sunget og spillet af solister og kor på scenen. Indhopperen for Milling var meget imponerende (men så lykkedes det mig igen ikke at opleve Milling. Ak ja!), Randi Stene ER Kundry, og John Lundstrøm lagde huset ned som den lidende Amfortas. Koret buldrede løs som gralriddere og svævede rundt som blomsterpiger - lækker korklang og voldsomt flot skuespil! "Tårnet" er noget nær genialt og kunne næsten, men også kun næsten kompensere for den mystiske opsætning med gralsriddere som patienter - forklaring udbedes! Det gjorde også, at Stig Fogh Andersen kom til at hænge og flagre ret umotiveret i de fleste scener, hvilket er synd. Men så fik han da heligvis lov til at synge også - tak skæbne, for en præstation. Nå, det korte af det lange er, at forestillingen skal opleves for kapellets og sangernes (og tårnets og lyssætningens) skyld, for man får virkeligt smæk for skillingen! Har set og hørt den foreløbigt 3 gange og det er såvel musikalsk som visuelt en ubegribelig storslået oplevelse. Min 20 årige nevø sagde, at han ville tælle hvor mange gange han fik gåsehud - men holdt op da han nåede til 10 på den første halve time. En 'must-see' opsætning for alle opera fanatikere, nær og fjern. Med en meget flot besætning. Wagner kræver jo sin udholdenhed, så udvælg 2. og 3. akt, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du holder til det hele. Tak til Keith Warner for på kort tid at have givet os meget store oplevelser. En smuk aften i marts, hvor alt gik op i en højere enhed.De sang smukt, orkesteret spillede himmelsk og scenografien sad lige i skabet. En erotisk, psykedelisk og samtidig tankevækkende smertefuld fortolkning af en kompliceret opera, må udløse fem meget store stjerner herfra. Tak Keith, vi vil savne dig. http://www.operalogg.com/2012/03/parsifal-pa-det-kongelige-teater-i.html |