Jeg mener at man skal som klasse eller som voksen tage børne med ind og se den. jeg tror at børn ville syntes at den er fantastisk
***** | Vi er nogle, der – trods vores unge alder – er så lykkelige at have oplevet den gamle, traditionsrige og scenografisk detaljerede opsætning af ”Tosca” på Gamle Scene, før den blev brændt; dens mål passede alligevel ikke med den nye scene, Operaen. Den hang bogstavelig talt også i laser, men alligevel lukker man under Peter Langdal, Karin Betz og Jesper Kongshaugs opsætning kortvarig øjnene og ser for sig det indre af en barokkirke, komplet med kapel, altre og helgenbilleder, man drømmer sig hen til en rigtig sal i Palazzo Farnese, hvor der kan åbnes et vindue og ikke bare blændes op for små scener bag et bobinet, og man savner i den grad en fornemmelse af svimmelhed, når Tosca kaster sig ud fra Engelsborg. På den anden side er Peter Langdals personinstruktion så eminent minutiøs og udleves til perfektion af sangerne, at man intet savner: Kærligheden og begæret, hadet og fortvivlelsen, sorgen og rådvildheden, raseriet og desperationen, ondskaben og trodsen, frygten og tilliden, alt er med, og man sidder som på nåle!
Vi er nogle, der både er for unge og for uformuende til nogensinde at have oplevet Maria Callas på andet end film- og lydoptagelser. Men – herregud – Gitta-Maria Sjöberg ER Tosca, ganske som Callas var Tosca, så – ja – Sjöberg må jo være Callas?! Hun er i alt fald formidabel! Hvis man troede, denne strålende sol stod i zenit som Rusalka, så tog man fejl, for hun har tydeligvis endnu mere at byde på. Hendes Tosca slår om i følelsesregister på taktslaget, men stadig med en indlevelse, så man får tårer i øjnene, og man slår forlegent blikket ned, fordi man ved, hvordan det hele ender, når hun optimistisk triumferer mod slutningen. ”Aldrig så man Tosca bedre på scenen” – nej, men er dette ikke også virkeligheden? Der er intet bobinet mellem os og sangerne; John Lundgrens Scarpia er på den fatale knivsæg præcis, som Scarpia skal være: Gemen, indbildsk og ond. Med største selvfølgelighed stiller han sig roligt op og maner orkester og kor til jorden med sin røst af malm, og man frydes kortvarigt, da Tosca med ægte had udraderer dette skadedyr. Jean-Pierre Furlain har en kraftig, men grødet tenor. Det klæ’r imidlertid den torturerede og trodsige Cavaradossi godt, mens man har lidt svært ved at høre begejstringen for Toscas mørke blik i begyndelsen af første akt i denne skarpt krydrede, lidt nasale stemme.
Vi er mange, der elsker opera, og som gerne henviser til Tosca, når vi vil forklare hvorfor. Det kunne være denne Tosca, der har den passion, der går lige i maven og slår luften ud af én, og den er alle fem stjerner værd! Vi er dog også mange, der ikke hopper med på den intellektuelt idealistiske vogn, der kører til de symboltunge opsætningers forjættede land. Symboler fungerer i litteratur, hvor ordene står stille og artigt på linierne, ikke i et drama! Det er muligt, at det oplyste hurlumhejhus, der udgør scenografien, skal afspejle karakterernes indre dilemmaer, men hvor er det plat og ualmindeligt kedeligt, at scenograf og lysdesigner således vil gøre opmærksom på sig selv, for dette indre drama er jo, hvad musikken (fornemt dirigeret af Giuliano Carella!) illustrerer for os! Hvem kunne drømme om at genindspille Hitchcocks thrillere i dag med den begrundelse, at de – fordi de foregår i 50’erne og 60’erne – ikke taler til et moderne publikum? Det ville jo være absurd, og gud, hvor man dog savner en stor, fed, opulent og detaljerig scenografi, der i sig selv tager pusten fra en, når tæppet går, men som derudover blot er kulisse og intet andet. Dét kan teatret nemlig også; hvorfor skulle det være de computeranimerede film, der har patent på det? Dramaet i denne Tosca er intakt, men kun takket være sangerne, Det kgl. Kapel og Peter Langdals fine personinstruktion.
Er lige kommet hjem (8/11) fra forestillingen Tosca - vi er jo helt høje endnu.
Tak for en fantastisk oplevelse. Jeg har aldrig i mit 53 år lange liv været til opera live før, men sikken en oplevelse at se Tosca, og høre den smukke musik og sang, jeg sad fantaskisk på 2. balkon sæde 64 hvor man rigtig kunne nyde det smukke rum, se både dirigent og orkester, og selvfølig sangerne på senen. Det er ikke sidste gang jeg skal se og høre opera. Jeg så forestillingen den 3. oktober jeg Andrew Richards som Mario og John Lundgren som Scarpia og det var helt en helt fantastisk oplevelse! Og scenografien var imponerende. Alt i alt en super oplevelse og håber vi kommer til at se/høre mere til Andrew Richards og John Lundgren i fremtiden! ALLE, som aldrig har oplevet en operaforestilling, bør give sig selv denne gave. Tosca er helt igennem vidunderlig - ikke mindst takket været Peter Langdals opsætning. Det er en fryd af de helt store.
Tak til hele holdet, som arbejdede lørdag den 1. oktober kl. 12. Jeg overværede forestillingen søndag den 25. september fra 2. balkon første række midt for en meget flot opsætning, dejlige sangere, MEN orkestret overdøvede sangerne mange gange, ikke John Lundgren og G-M Sjøberg, men Cavaradossi, der ikke havde så kraftig en stemme. Musikken må kunne nedtones en smule. Smuk forestilling, men det overraskede mig at lyden var så dårlig på 2:e balkong. Ved lave toner oplevede jeg et brummande og skårrende lyd ligsom det gik rundgang under balkongen. Du kan läsa mer om mitt intryck http://kulturbloggen.com/?p=41456 Jeg så forestillingen den 14/9, og det er uden tvivl den smukkeste opera, jeg nogensinde har set. Rollerne Tosca, Mario og Scarpia blev sunget med en fantastisk indlevelsesevne, og dramaet var helt i top. Scenografien var aldeles storslået og udfyldte på det nærmeste en rolle i sig selv. Det var intet mindre end sublimt. |