Søren Sætter-Lassen satser stort, men vinder dobbelt som den ulidelige, demonstrativt usympatiske Harpagon. Ål i strømperne, fedt i fehåret og med en hoste, der ville have taget livet af enhver. Han ligner et gespenst, men er i virkeligheden en mand i sin bedste alder. (...) favner alle farcefigurens modsætninger og spiller dem knivskarpt ud mod hinanden: Kolerisk, men også sentimental, så det driver. Livsfarlig despot bag ulvesmilet og helt til grin. Til fals for smiger og dybt mistænksom. Bøddel og offer for sig selv: Ét langt virtuost solonummer med plads til vidunderlig komik - vel at mærke i prægtigt samspil med resten af galleriet.

Søren Sætter Lassens gnier og Bodil Jørgensens koblerske – formidabel skuespilkunst i Molieres ’Den Gerrige’ på Skuespilhusets Store Scene.

Søren Sætter-Lassen er fantastisk i det hele. Han slipper galskaben løs med den store karakterskuespillers eminente præcision og totale kontrol over alle virkemidler. Mod ham kan kun Bodil Jørgensen måle sig. Den lige så intrigante koblerske Frosine, der skal besørge giftermålet med den unge Marianne – hende, som sønnen elsker, men som farmand agter at gifte sig med. Bodil Jørgensen spiller hende med hele sit frodige og saftspændte talent, kæften smurt ind i læbestift og rumpen fuld af hæmorider, glatsnakkende, vulgær og indsmigrende – det er overdådigt morsomt

Molières komedie kan i øvrigt selv være døden nær. Intrigen er totalt idiotisk, for ikke at sige astmatisk. Hver scene hiver efter vejret. Så meget desto mere overraskende er den festforestilling, der faktisk er kommet ud af den. Komedien fungerer. Også fordi Thomas Bendixen på én gang tager den alvorligt og med al tænkelig distance giver den hele armen. Eller giver og giver: låner! Komedien lever i alt fald: i hænderne – i halsen og i numsen – hos Bodil Jørgensen, Steen Stig Lommer, Anders Juul og Özlem Saglanmak8 med flere. Og Søren Sætter-Lassen kan altså inkassere en ny succes, denne gang ved at være gerrig på en ret så generøs måde. Ingent fedtspil her! Og for så vidt endnu en demonstration af hans position som nationalscenens i dag førende, mandlige skuespiller.

Super sjovt stykke ! Og perfekt skuespil ! Alle burde se den !

Nogle opsætninger demonstrerer så fint og lydhørt et gehør for iscenesættelse, at man ganske mister vejret, bliver vægtløs og føler sig selv flyve rundt i en anden sfære. En sådan forestilling er opsætningen af Molières farce (jo, det er en farce, men det er ingen negativt ladet genre for os nede på gulvet) ”Den Gerrige” på Det kgl. Teater: Søren Sætter-Lasen har præcis lige så mange farver på sin palet, som Harpagon har penge under gulvbrædderne – han er bare ikke så nærig med at dele ud af dem: Han er snart hvislende som en slange, snart slesk og omskiftelig. Han er ynkeligt barnlig, ondskabsfuldt hævngerrig, jublende triumferende, latterligt lysten; han er præcis så medynk- og lattervækkende, at denne farce løftes op til ægte og menneskelig komedie. Han er en stjerne, hvis skin falder så nådigt på alle de ham omkring-svævende andre stjerner, at ingen overstråles eller står tilbage i mørket. Kun Bodil Jørgensen gør ham virkelig rangen som stjerne stridig som mennesket Frosine; hendes smiskende tale, honningsøde løfter og naturlige løgne forlenes som det naturligste af alt lige så vel med hendes gribende desperation som med vores smilende medfølelse over de hæmorider, der plager hende. De er begge Reumert-materiale i Thomas Bendixens smukt og fintfølende orkestrerede ensemblespil! Her er den bevægelige kulisse i øvrigt på sin plads (i modsætning til ”Tosca”); her forskubber Harpagon tingenes orden med sit sygelige pugeri, og det har sine konsekvenser for alle andre, der må klamre sig for at holde fast. Helt ude på kanten er Valère og Èlise dog ikke allerede ved stykkets begyndelse, og den indledende scene, hvor de står bundet fast og læner sig ud mod publikum er både unødig, misvisende og påtaget, men det er også det eneste minus, der er at sige til denne helstøbte stjerneforestilling.

Harpagon er ikke kun nærig med sine penge. Han er besat!! Han er nok den eneste mand i verden der mener at, et festmåltid består af: Bønner med en lillé!! smugle bønner til, tyk grød og lille smugle ost. Naaah skorpen må være fin nok. Hans børn er mindre værd for ham end hans lille søde skat, som han har gravet ned i hjemmet. Men alligevel får man følelsen af, at han ville hans børn det bedste – altså bare det er uden medgift. Hele denne besættelse af penge frembringer Søren Sætter-Lassen sin karakter fantastisk godt. Ingen anden i nutidens Danmark kunne spille Harpagon lige så godt som ham. Han har selv, gravet sig helt ned i rollen. Han kommer helt ud over scenekanten da han begynder at beskylde publikum for, at de har taget hans penge. Harpagon’s datter Élise og hans søn Cléante bliver godt spillet af Özlem Saglanmak og Anders Juul. Deres typiske komediekærlighed til henholdsvis Valére (Nicolai Jandorf Klok) og Mariane (Sicilia Gadborg Høegh) sidder lige i skabet. Sicilia håber jeg personligt, at vi ser mere til i fremtiden. Til det kommer Frosine (Bodil Jørgensen) hæmorideramte popo der nærmest gør rollen til det, den nu er. Nemlig morsom i et commedia dell´arte stykke. Steen Stig Lommer som tjener, kok, kusk og ung pige i huset kunne lige så godt være spillet uden at han sagde noget. Det var nemlig skiftene mellem hattene der var virkemidlet som gjorde, at jeg syntes det var morsomt. Men ellers også flot præstation af ham som pædagogisk konfliktsløser. Kender vi ikke alle en, som er lige lovlig glad for noget hvor man tænker det bliver en overdrivelse? Og at det så går hen og bliver sjovt? Jeg kan da komme på flere hvor enten deres bil, motorcykel eller deres computer for dens sags skyld er blevet en besættelse for dem. Nu kalder vi det bare en hobby i stedet. Og det syntes jeg er lidt morsomt. Ligeså morsomt som folk, der føler sig forfulgt fordi de har en last. Ryger eksempelvis. Sådan en har Hapagon også. Det er bare penge istedet. Og han føler ligesom rygerne, at han bliver forfulgt. Hele den besættelse gør at vi griner af ham, fordi vi godt kan se at det er sygt overdrevet. Men… vi kan også se os selv, som besatte nærigrøve.