Det er farligt, når drifterne slippes fri i den mørke skov. Og, selvom det er en komedie, er det ikke kun for sjov. En skærsommernatsdrøm instrueres af den talentfulde, unge norske instruktør Runar Hodne.

Shakespeare gør leg til alvor, når han i denne kærlighedsforviklingshistorie sætter drifterne fri for ung som for gammel, der alle lader sig forføre under devisen: if you can’t be with the one you love, love the one you’re with.

Et kongeligt bryllup sætter gang i drifterne hos unge par, som søger tilflugt med deres forbudte elskov i den skov, hvor alferne bor.

 

Her skaber drillepinden og alfen Puk uorden med sin tryllesaft og gør kærlighedslegen til blodig alvor. I den mørke skov bliver også en af de håndværkere, der står for underholdningen til bryllupsfesten, forvandlet. Som æsel bliver han genstand for alfedronningens pludselige begær. Der skal større kræfter til for at skabe orden i det kaos, og spørgsmålet er, om det nogensinde lykkes.

Montana er eksklusiv forestillingssponsor på En skærsommernatsdrøm.

Medvirkende
Theseus/Oberon
Puk
Egeus
Helena
Alfer
Rumpe (Pyramus)
Plyster (Thisbe)
Rolleliste
- Forbehold for ændringer
-
Morten Suurballe, Theseus/Oberon
Meike Bahnsen, Hippolyta/Titania
Peter Plaugborg, Demetrius
Ole Lemmeke, Kvæde (Prolog, Måne)
Søren Sætter-Lassen, Rumpe (Pyramus)
Peter Gilsfort, Plyster (Thisbe)
Ulver Skuli Abildgaard, Bøsning (Løve)
Anders Heinrichsen, Tryne (Mur)
Iscenesættelse Runar Hodne
Scenografi  Serge von Arx
Oversættelse Niels Brunse
Lysdesign Jesper Kongshaug
Teater som transformation

Dette interview med instruktør Runar Hodne og scenograf Serge von Arx er som en bevægelse, hvor først Runar Hodne alene besvarer spørgsmål, derefter støder Serge von Arx til for til slut at besvare det sidste spørgsmål alene. En bevægelse, som mimer forestillingens koncept.

Af Benedikte Hammershøy Nielsen

I En skærsommernatsdrøm sættes handlingen i gang ved, at Hertugen af Athen, Theseus, i stykkets første replik proklamerer sit bryllup med amazonernes dronning Hippolyta, som han har overvundet ved magt. Samtidig pålægges han af sin hofmand Egeus at tvinge dennes datter Hermia til at gifte sig med en mand, hun ikke elsker. Og lystrer hun ikke, er dommen klar – enten må hun gå i kloster eller dø.

Shakespeare har valgt en voldsom begyndelse på sit stykke. Hvordan læser du den som instruktør?

Runar: Fra starten af stykket varsles fire temaer - magt-køn-identitet og myte – som for mig hænger tydeligt sammen. Kønnet defineres ud fra et magtperspektiv, og fra begyndelsen er amazonernes dronning Hippolyta underkastet Hertugen af Athen, Theseus. Det er som vinder af deres indbyrdes magtkamp, at Theseus fører Hippolyta ind i ægteskabet. En tilsvarende konflikt introduceres, da Theseus og Egeus vil tvinge Hermia til at gifte sig med Demetrius, selvom hun elsker Lysander. Begge kvinder repræsenterer naturen - Hippolyta er amazonernes dronning fra skoven, og den unge Hermia følger sin natur og søger tilflugt i skoven. De står begge i skarp kontrast til den ’såkaldte’ civilisation, som Theseus og Egeus fra deres patriarkalske magtposition er eksponenter for.
Alle figurerne undergår en forvandling og en udvikling undervejs og oplever det, man kan kalde en identitetskrise. Med inspiration fra Freud grundlagde den britiske instruktør Peter Brook en ofte benyttet praksis: at bruge den samme spiller i rollerne som Theseus og Oberon, og tilsvarende Hippolyta og Titania. Denne praksis er med til at skærpe identitetstemaet og skaber en sammenhæng mellem dagens rationelle identitet, Theseus, og nattens irrationelle, Oberon. Theseus’ udvikling knyttes til Oberons oplevelser. Oberons hævn over Titania ved at lade hende forelske sig i et æsel tager en overraskende drejning, idet Titania sammen med æslet pludselig oplever noget helt nyt, som Oberon aldrig har kunnet give hende. Æsler blev på Shakespeares tid betragtet som et dyr med særlig seksuel kraft, så der er ingen tvivl om, at æslet giver Titania en seksuel oplevelse ud over det sædvanlige. Oberons erkendelse af dette smitter af på Theseus, der efterfølgende slækker på sin magtfuldkommenhed. Hippolyta har netop brug for at opleve nogle kvindelige sider af Theseus, hvor hans rationalitet rystes, for at kunne indgå ægteskab med ham til slut. Jeg oplever, at de identitetskriser, som figurerne sættes i, giver dem et mere komplekst forhold til verden, så de ikke længere oplever den som enten sort eller hvid. Myten bliver i dette perspektiv det kalejdoskop, som virkeligheden læses igennem. Et klargørende men også fordrejet perspektiv som ligner kunstens blik på verden.

Alvoren modsvares af en humor blandt andet i kærlighedsforviklingerne, som skovalfen Puk er ophavskvinde til. Kan du fortælle om den måde Puk fortolkes på her?

Runar: Puk spilles af Ghita Nørby og repræsenterer i vores forestilling bl.a. erfaringen. Jo sjovere hun synes det er, jo mere ballade laver hun. Puk tilfører de unge en livserfaring, som er smertefuld for dem. Jo mere umoralsk og dystert Puks verdensbillede er, jo mere komisk er det for os som tilskuere. Kærlighedsforviklingens brutalitet bliver komedien. Puk ligner en Mefisto eller Jokeren fra Batman, men hun er ikke enøjet, som de er, men ser sin funktion som værende både at sætte verden i scene, men også at skabe menneskelig erfaring gennem eros.
Puk er mere tredimensionel end alle andre figurer og eksisterer også på publikums side. Hun kan gå i dialog med publikum til slut og udviser en nærmest ’pukiansk’ ironisk indsigt, som på sin kierkegaardske måde også kan siges at være meget dansk.

Hvordan ser du håndværkernes rolle i stykket?

Runar: Håndværkerne spejler alle temaerne. De har en kunstnerisk konflikt og magtkamp om, hvordan teater skal opføres. I de poetiske modsigelser, der findes i det stykke håndværkerene opfører, er det muligt at kunsten, som de repræsenterer, er med til at skabe en bro mellem den rationelle verden og drømmeverdenen.
Stykket, de opfører, er Ovids ulykkelige kærlighedshistorie om Pyramus og Thisbe, og selvom bryllupsselskabet hos hertugen er meget kritiske tilskuere til dette spil, tror jeg de alligevel bliver mærkede af at se disse amatører spille røven ud af bukserne. I løbet af stykket får hertugen og hans folk en erfaring og en erkendelse fra kunsten, natten og irrationaliteten, og det bringer dem videre.

Ser du nogen forskel i at arbejde med en klassiker frem for et nyskrevet stykke?

Runar: Ja. Jeg prøver at betragter en klassiker som var det et nyskrevet stykke, og et nyskrevet stykke som var det en klassiker. Det betyder i praksis, at jeg går til et nyskrevet stykke som om det var en potentiel klassiker. Og da klassikerne i sagens natur har bevist deres værd, må de behandles som om de er helt nyskrevne og handler om nu. I forhold til En skærsommernatsdrøm har det været vigtig at insistere på det som sker på scenen er her og nu. Stykket består af mange henvisninger til mytologien, og referencer til en kontekst, det er besværligt at relatere sig til som publikum, med mindre den foregår på scenen her og nu. Derfor har skuespillernes fysik været den vigtigste ressource i arbejdet med at skabe tilstedeværelse.

Her træder scenograf Serge von Arx ind i interviewet:

En skærsommernatsdrøm er jeres fjerde forestilling sammen. Hvordan samarbejder I om at skabe forestillingens koncept?


Serge: Jeg ser det som et holistisk arbejde, hvor vi forsøger at skabe en enhed som består af en masse dele, der er afhængige af hinanden. Til at begynde med læser vi stykket og diskuterer referencer og de tanker vi får - for at skabe et essentielt godt udgangspunkt. Intet er givet på forhånd. Hvordan læser vi denne tekst? Referencerne henter vi fra filosofi, film og billeder. Men det gælder om at holde det konkrete billede væk så længe som muligt, indtil fundamentet er skabt.
Rummet er for mig en medspiller. Der må være en dialog mellem alt det, der er til stede på scenen. Scenografi virker ikke uden aktion i rummet eller uden lys, det er en enhed. Scenografien skal være et potentiale, den skal berige den handling, der skal foregå dér på scenen, og som ville være noget andet i et andet rum.
Jeg forstår netop scenografien til En skærsommernatsdrøm som et potentiale for at få noget til at ske i rummet. Her er nat, dag, natur, fiktion, virkelighed – noget andet end bare at drømme. Hvad er drøm? Hvad er virkeligt? Det er et spørgsmål om definition. Det behøver ikke være to forskellige steder, det ene kan være til stede i det andet. Det ene kan udvikles af det andet.

Runar: Ovid blev vigtig i vores diskussion, og for os ligger potentialet i forvandlingen som proces. Det er meget vigtigere end stedet, hvor du kommer fra, eller stedet hvor du havner. Det er selve forvandlingen, som er teater for os. Vi begynder derfor stykket med noget vi kender, og som derfor skaber et godt udgangspunkt for forvandlingen - Mies van der Rohes Barcelona-pavillon fra 1929.

Serge: Vi valgte Barcelona-pavillonen, fordi den repræsenterer arkitekturens grundlæggende essens, nemlig det øjeblik, hvor arkitektur og forestilling mødes. Rummene er ikke længere udelukkende funktionelle repræsentationer; de er fortsatte, overlappende rum, og som sådan er de dramaturgiske muligheder, der står i direkte forhold til den menneskelige skala. Når man bevæger sig frit gennem pavillonen, folder arkitekturen sig ud som en forestilling; som hver enkelt besøgendes egen historie i et flydende rum, som kommer til syne gennem dagslyset.
Det er et rationelt univers, den modernistiske Barcelona-pavillon repræsenterer. Undervejs vendes det på hovedet indtil det lyse, tredje rum opstår til slut og indikerer, at noget er ændret radikalt. Ved at bruge Barcelona-pavillonen fordobler vi forvandlingstemaet, idet selve huset med sine horisontale linjer og bevægelser hos os også bliver til vertikale bevægelser, som huset forsvinder i. Undervejs i disse to bevægelsesretninger opløses huset til en form for labyrintisk struktur. Et sted, hvor man kan fare vild, som de unge elskende i skoven gør i stykkets midterste del.

Her forlader Runar Hodne interviewet.

Med din baggrund som arkitekt, hvordan betragter du, Serge, scenografi i forhold til arkitektur?


Serge: Kernen er den samme. Jeg er interesseret i den arkitektoniske komposition af rum og af bevægelse i rum. Som teatertilskuer får man en todimensionel oplevelse af et tredimensionelt rum. Med film er det omvendt – dér oplever man et todimensionelt rum tredimensionelt. I udstillingsdesign kan man bringe de to positioner fra film og teater sammen. Jeg er interesseret i mødet mellem arkitektur og teater, den performative arkitektur, den historiefortællende arkitektur – dvs. af rum og ikke af billeder.
Det er for mig det, der er imellem, inden i og bag objekterne, der er det mest interessante. Rammerne er vigtige at skabe, for det dem, der skaber det imellem, inden i og bag.
Som hos Ovid er det selve transformationen, der er interessant, frem for den første og den sidste tilstand. For mig går arbejdet som scenograf ud på at skabe potentialer og indramme, men samtidig at holde det åbent. Spørgsmålet er, hvor stramt man kan skabe rammen for at åbne for rummets fantasi.

Galleri


Videodagbog


#5



#4



#3



#2



#1
Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.
Pressen skrev
Shakespeare i drillehjørnet
Skrevet af: Frederiksborg Amtsavis
19. marts
William Shakespeare og hans kække danske oversætter får både Det Kgl. Teater og publikum i godt humør med »En skærsommernatsdrøm«
Sygt underholdende
Skrevet af: Politiken
19. marts
Norske Runar Hodnes udgave af Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ er anarkistisk, farligt pjattet og sygt underholdende.
Publikums oplevelser
Ikke meget Shakespear'sk
Skrevet af: Anne Danielsen
07. maj, kl. 10:43
Rimene/sproget var - med nogle modifikationer - bibeholdt. Men de få 'nutidige' sprogfornyelser var ikke gennemgribende nok til at følge den noget mere moderne (noget kedelige) opsætning. Githa Nørby er en vidunderlig skuespillerinde, men passede ligesom ikke ind i denne opsætning, hvor Lisbeth Dahl ville have været mere 'rapkæftet' til at give lidt mere modstykke til Søren Sætter Lassen hvis rolle kom med absolut de fleste morsomme replikker. Ikke moderne nok - eller ikke klassik nok. Lidt midt imellem kedelig.
Herlig oplevelse
Skrevet af: Elo Nisted
16. april, kl. 09:58
Vi havde en dejlig aften i skuespilhuset, hvor skuespillerne virkelig gav den gas, jeg vil sent glemme Søren Sætter-Lassen og Ole Lemmekes skuespillertrup. Tak for en herlig aften, vi nød Shakespeares stykke i fulde drag. Kan varmt anbefales
Jævnt
Skrevet af: Schneider
22. marts, kl. 14:10
Uinteressant opsætning uden særlig sammenhæng til originalteksten Dialogen gjorde stykket utrolig tungt og det virkede lidt som om at skuespillerne også havde problemer med alle de rim og remser. Stjernespækket stykke med velspillende skuespillere, men historien var lidt for meget et usammenhængende syretrip, fremfor en drøm.
Rumpen på komedie
Skrevet af: Brian Bo Jensen
20. marts, kl. 23:04
Komedie er en alvorlig sag. For det første er der spørgsmålet om, hvad man ler af, for det andet, hvorfor man ler; latteren er antiautoritær, revolutionær og anarkistisk (er det os, der bliver gjort til grin, og griner vi så af eller med os selv, eller griner man af samfundet og dets normer?), og netop derfor forstås den bedst, når den går hånd i hånd med alvoren, så man kan rubricere den og holde den vilde latter fast. Det ved vi fra Umberto Ecos ”Rosens navn”, hvor Aristoteles’ sagnomspundne teori om komedien er årsag til det ene mere bestialske mord efter det andet. I morderens øjne ler man nemlig ikke af Gud, det guddommelige eller livets store spørgsmål, og den holdning gælder stadig, hvilket tydeligt ses af avisernes anmeldelser af ”En Skærsommernatsdrøm”: Der er for meget farce og slapstick, der er ingen rød tråd, og Søren Sætter-Lassen stjæler billedet fra de andre. Ingen forstod bedre end Shakespeare at accentuere komedien med alvorens kontrast og vice versa. Tænk blot på den fordrukne portners entre umiddelbart efter kongemordet i ”Macbeth”! I ”En Skærsommernatsdrøm” er blandingsforholdet det modsatte, for her er rammen dødelig alvor med dens trusler om tvangsægteskaber og mord, men netop denne ramme er i Runar Hodnes iscenesættelse det svageste led i kæden af optrin. Det er svært at tro på Morten Suurballes Theseus, for han virker snarere langsom i optrækket end dæmonisk og farlig, og modsat er Meike Bahnsens Hippolyta kun forstilt trodsig over for det ægteskab, hun skal indgå med Athens kong Træmand. På den baggrund bliver Henrik Jandorfs Egeus (det udtales ’Egøvs’, ikke ’Egéus’) ligeså bidsk en terrier, som han på det seneste har været i dagspressen; han mangler troværdighed og indlevelse. Meget bedre bliver det, da vi kommer helt ud i skoven – i overført betydning. (Bogstaveligt kommer scenografien desværre aldrig ud i skoven. Trods stor poesi i scenografien, så bliver det aldrig klart, hvorfor Serge von Arx lige vælger Mies van der Rohes Barcelona-pavillon som kulisse i ti minutter, for havde dens stramt civiliserede og funktionalistiske linier ikke stået i større kontrast til vild, utæmmet frodighed end til det åbne scenerum? Man kunne ønske, at scenografien var blevet lige så vildtblomstrende som skuespillet, så komediens røde tråd var holdt fast frem for overlegent intellektuelt at påpege teatrets kunstighed; dét klarer skuespillet formidabelt alene!) De fire unge mennesker, Rikke Lylloff, Karin Bang Heinemeier, Nicolai Dahl Hamilton og Peter Plaugborg, er skønne som disciple i kærlighedens og livets store skole; de leger tagfat eller mobber hinanden som i skolegården med virtuost artisteri. I kontrast hertil er Ghita Nørby en vidunderligt allestedsnærværende, livsklog Puk, men nogen glansrolle for en med hendes store talent er rollen ikke, og selvom parret Suurballe og Bahnsen liver betragteligt op, når de får lov til at skændes og drille hinanden som deres alter ego, alfernes konge og dronning, så er det klart Søren Sætter-Lassen i spidsen for Ole Lemmekes lille skuespiltrup af hjælpeløse, men hjertensgode håndværkere, der udgør opsætningens epicenter. Fra ham lyser i en blændende stråleglans af gags og hittepåsomheder komedieuniversets sol: legen med drøm og virkelighed. Hans spil siger til os: Le blot af autoriteterne, af livets store, eksistentielle spørgsmål om liv, død og kærlighed, for det hele er bare noget, vi leger! Et kærligt og ærligt oprigtigt ønske om et frikvarter fra hverdagen, som enhver trods sure anmeldere og oldermænd bør onde sig selv at gå ind at se – til trods for, at latteren ikke rigtig får alvoren som spejl. P.S. Vibeke Møller må have været med dødbiderholdet inde at se forestillingen; lørdag d. 17. marts var humøret højt, og latteren rungede lige så taktfast som applausen.
Der var ikke ret mange, der lo
Skrevet af: Vibeke Møller
20. marts, kl. 10:57
Jeg håber virkelig, at man lo meget under prøverne, for der var ikke ret mange, der lo i går. Vel er Ghita Nørby en stor skuespiller, men Puk mangler "puk-charme", især når hun futter rundt på scenen og Søren Sætter-Lassens sang kunne jeg godt have undværet. Endelig lidt smålighed: Er det virkelig nødvendigt, at Hippolyta går rundt i sko med røde såler (jeg kan ikke huske, hvad skomageren hedder)? De andre medvirkende var udmærkede. Især de fire unge mennesker.
Forygende underholdende
Skrevet af: Michael Eirup
19. marts, kl. 12:51
Flot senografi og godt skuespil danner rammen og et godt stykke skuespil, hvor Søren Sætter-Lassen sætter prikken over i'et. Man kan kun tage hatten af for Githa Nørby, som stadig kan skuespillet og når ud over scenen. Jeg var godt underholdt, tak for det
Spilleperiode
Samtlige spilledatoer
Fra dags dato

 
<
December
>
M T O T F L S



Kommende forestillinger
Se også ...