Hun kommer til os og Det Kgl. med et ry for at være afsindig præcis og nøjeregnende i sin jagt på naturalisme, en rendyrket fan af russeren Stanislavskij, som for tre generationer siden bragte naturalismen til teatret som metode og evangelium. Det kunne med andre ord blive meget perfekt. Og nemt så dræbende som en søndagsprædiken. Men hun gør nærmest det stik modsatte af, hvad andre – også Stanislavskij-dyrkere – gør. Hun speeder stykket op. Handlingen. Replikkerne. Skuespillerne. Ikke konstant, for hun har en mesterlig timing af det koncentrerede forløb, vi oplever med den arme familie og deres tjenestefolk. Netop derfor virker de statiske situationer stærkt. Det er den vanvittige geskæftighed og næsten paniske fortravlethed, som fortæller disse fortabte menneskers situation.

Livet går stærkt, ja, det nærmest styrter af sted i denne begavede bearbejdelse af Tjekhovs eksistentielle komedie. Blot syv kvarter i strakt galop, så er vi færdige. Men vi er mere end det. Vi er mætte og tilfredse. For denne invasion på nationalscenen af britiske teaterfolk – dramatiker, instruktør, scenograf, kostumedesigner og lysmand – er en veritabel genistreg. Sammen med en perfekt udvalgt flok skuespillere forløser de dramaet om de stille eksistenser med de store drømme og udlængsler, der aldrig kommer nogen vegne, med en sjælden musikalitet, scenisk skønhed og eminent sans for den store komik i det lille format.

Så er ’Mågen’ landet, styrtdykket lige ned i vores tid. Tjekhovs fugl med al dens indestængte længsel og drømme i frit fald. Som en mørk destroyer slår den ned på det forspildte liv. Direkte og nøgent. Ikke noget med at pakke den store russiske klassiker ind i samovarnostalgi, sværmerisk vemod og dvælende langsomhed med anæmiske skæbner, der ikke rokker sig ud af stedet. En befrielse. Robust menneskelige toner Tjekhovs skikkelser frem på det store landsted i gulnende, muggent forfald – med en egen sort humor og lethed. Dagslyset svinder, mens de render rundt efter det liv, der hele tiden løber ud mellem fingrene på dem.

Glimrende forestilling, dog lidt svært at høre alt (for tunghøre ). Et pragtfuldt teaterrum.

Teatret har forud markeret i feltet med 5 stjerner - og det kan jeg godt forstå nu. Jeg glemte nemlig også at markere min vurdering. Den kommer her, men skulle selvfølgelig ha' hængt sammen med min tekst. Mvh Karen Sørensen

Jeg må desværre tilslutte mig den massive kritik af forestillingen. Med stor skuffelse forlod jeg teatret, og med stor undren har jeg set forestillingen blive udnævnt som den bedste. Det er ikke første gang, jeg oplever at "store udenlandske instruktører" - uden held - er blevet indkaldt for at løfte kvaliteten. Danske instruktører er fremragende - de kan deres Stanislavskij, og de kan meget mere. Jeg er glad for, at min teatertur også indbefattede "Det gode menneske fra Sezuan" - Elisa Kragerup og hele holdet var fremragende. I disse nedskæringstider er der ingen grund til at poste store summer ud i såkaldte "kendte udenlandske instruktører" med mindre det er en gevinst. Skatten ligger ofte lige om hjørnet. Mvh Karen Sørensen

Så er man lige taget hele vejen fra Århus til København for at se Mågen på det kongelige teater, og så får man at vide, ikke engang 4 timer før forestillingen skulle starte, at den er aflyst, og selvfølgelig får man sine billetter refunderet, men hvad så med de dyre togbilletter man har købt, og den tid man har sat af? Hvordan bliver det refunderet? Vi havde glædet os meget til at se den forestilling, og hvis de da bare havde aflyst den i tide, så man kunne have fået en billet til en anden forestilling ville det måske have bødet lidt for det, men ikke engang det kunne de finde ud af. Håber bestemt ikke det kongeliges besparelser går ud over deres billetservice, som er ringe nok som den er.

. . . er jo en forudsætning for at opleve skuespillet. Og jeg må desværre slutte mig til de der har kritiseret 'lyden'. Jeg forsøgte både med fuld styrke på mine ganske udmærkede høreapparater og med telespole: lige meget hjalp det. Det var uendelig svært at forstå hvad der blev sagt. Bortset fra Benedikte Hansen. Det havde været skønt at opleve MÅGEN på en lille intimscene.

Kære alle, Har set Mågen i London og været totalt opslugt. Her gik jeg irriteret og tom ud. Er det virkelig meningen, at vi publikum (og jeg sad på 4. række) i den grad skal snydes for replikker. Alle undtagen Benedikte Hansen og Preben Kristensen og også Mikael Birkkjær taler alt for hurtigt og uartikuleret. Cecilie Stenspil så sjusket og hurtigt. Ja og ofte inkl. helten Sætter Lassen taler de oven i købet med ryggen til. Er så ked af at være negativ, men bliver nød til at få en forklaring. ER det fordi alting skal gå så hurtigt?? ved godt det er instruktørens ide, at disse stakkels mennesker jager efter livet og lykken etc. men vi vil så gerne kunne høre, hvad de siger. Mange hilsener Hanne Wheadon

Kære alle, Har set Mågen i London og været totalt opslugt. Her gik jeg irriteret og tom ud. Er det virkelig meningen, at vi publikum (og jeg sad på 4. række) i den grad skal snydes for replikker. Alle undtagen Benedikte Hansen og Preben Kristensen og også Mikael Birkkjær taler alt for hurtigt og uartikuleret. Cecilie Stenspil så sjusket og hurtigt. Ja og ofte inkl. helten Sætter Lassen taler de oven i købet med ryggen til. Er så ked af at være negativ, men bliver nød til at få en forklaring. ER det fordi alting skal gå så hurtigt?? ved godt det er instruktørens ide, at disse stakkels mennesker jager efter livet og lykken etc. men vi vil så gerne kunne høre, hvad de siger. Mange hilsener Hanne Wheadon

Hurra for det der overrasker - jeg blev både rørt, vred, glad og trist, da jeg så "Mågen" - jeg er ikke kendt med Tjekovs opsætninger, og måske derfor oplevede jeg ikke døre/afbrydelser som ...afbrydelser, men som brikker i livets (u)mulige pudslespil. Jeg tager, efter nytår, ind igen og ser dette dejlige stykke - nu på dyrere pladser - da jeg denne gang vil kunne se deres mimik. Tak for den gode oplevelse - glæder mig til den:11.1.2012.

Hurra for det der overrasker - jeg blev både rørt, vred, glad og trist, da jeg så "Mågen" - jeg er ikke kendt med Tjekovs opsætninger, og måske derfor oplevede jeg ikke døre/afbrydelser som ...afbrydelser, men som brikker i livets (u)mulige pudslespil. Jeg tager, efter nytår, ind igen og ser dette dejlige stykke - nu på dyrere pladser - da jeg denne gang vil kunne se deres mimik. Tak for den gode oplevelse - glæder mig til den:11.1.2012.

"Mågen" d. 26. november: En vidunderligt, opløftende oplevelse! Jeg er bange for at blive grov, hvis jeg kommenterer Marie Bernard og Mogens Bernard Clausens indlæg (selvom jeg naturligvis føler med ham p.g.a. hans manglende hørelse), men så negative anmeldelser burde ikke være at finde her, for de har tydeligvis ikke begrebet et muk! Af Tjekhov, for Katie Mitchells iscenesættelse og Martin Crimps bearbejdelse er så diskret, så elegant og dybfølt, at man intet mangler, og det er Tjekhov i syvende potens! Tjekhov ville ikke have grædt over denne iscenesættelse, han ville have elsket den! Den er ikke for tjekhovsk, som Berlingskes anmelder skrev, den er Tjekhov kogt ind til kraftig, styrkende bouillon, som man slubrer i sig! Kan man føle med Tjekhovs skæbner, der alle er så grundstødt på grund af manglende vind (læs: vilje), at man krummer tæer af græmmelse? De er skræmmende realistiske spejlbilleder af os selv, vores bristede drømme og af det fangenskab, som menneskeligt samvær kan være. Der løbes ikke spor stærkt i denne forestilling, tværtimod er der massevis af stille stunder for to, som hele tiden afbrydes, fordi nogen kommer ind ad en dør, og tragisk opstår nærheden eller muligheden for et brud aldrig, fordi der altid er nogen tilstede. Scenografiens mange døre er et element hentet fra farcen, og det understreger fint den underliggende strøm af komik, der er i Tjekhovs dramaer (han kaldte dem selv komedier!), når man overraskes i en pinlig situation eller er opslugt af et ligegyldigt tallotteri, mens verden står i flammer. Aldrig er man i fred for det helvede, som de andre ifølge Sartre er, og man ved ikke, om man skal grine eller græde. I særdeleshed ikke når rollerne er lagt i hænderne på så gudbenådede skuespillere som de, der fylder rollelisten. Alle fortjente de at druknes i roser, men den største buket går alligevel til Benedikte Hansen og Jens Frederik Sætter-Lassen; tænk, at være så høj af sin egen status, at man kan tro på hende som ægte, følende menneske, og tænk, at man kan græde på en scene, så man røres dybt og ægte af hans hamletske selvføleri? Åh, det er STORT! Mine damer og herrer: Dette er årets forestilling! Se den, mens det endnu kan nås!

Jeg ville meget gerne kunne anmaelde "Mågen", men som jeg har skrevet i kontaktformularen på jeres hjemmeside d. 6. oktober og d. 30. oktober uden at få svar kunne jeg ikke høre, og når I ikke svarer, kan det jo også være ligemeget. Her er kopi af, hvad jeg skrev de 2 gange: Kære Kgl. Teater. Jeg er glad for dig. Tænk (nej det kan jeg ikke)hvis du ikke var der. Men jeg er ked af det, fordi jeg nu igen i går aftes ikke kunne høre, hvad du siger. Det var til "Mågen" 1. balkon 4. rk. nr. 6 og 8. Jeg er hørehæmmet og bruger sidste nye superapparater med telespole. Min kone er normalthørende og havde også meget svært ved at høre. Det er som om der er lidt ekko på. Og helt galt, når der råbes, hvad de gør meget. Jeg har prøvet det før i skuespilhusets store scene til Misantropen også med meget dårligt resultat. Jeg er bestyrelsesmedlem af Høreforeningen på Frederiksberg og ret godt med i teknologien og indstillingsmulighederne på mine apparater. Mvh Mogens

Det var noget ligegyldigt forjaget bix -'biddet' i replikkerne er døde under den tåbelige, nye bearbejdelse, og 'suset' er ganske tabt. Jeg havde glædet mig til at gense Tjekovs 'Mågen' - kald stykket noget andet, når I vil ødelægge det sådan her. Jeg blev ked. Tjekov ville have grædt.

yderst vellykket forkortelse. man blev rusket igennem den ene ensomme historie efter den anden. flere gange komisk - hvilket var rart. benedikte hansen og preben kristensen leverer utroligt skuespil (det gør resten af holdet faktisk også) og så var scenografien var helt igennem FANTASTISK!!!

Jeg følte mig totalt snydt for indhold og dybde med denne opsætning. Forkortelsen af stykket, sproget og al så denne renden frem og tilbage, der virkede irriterende og forstyrrende og forhindrede en reel indlevelse i personerne. Skønt skuespillerne sled bravt, blev de aldrig vedkommende for mig, deres smerte ikke virkelig. Jeg gik virkelig frustreret derfra.