Det Kongelige Teater - Stuepigerne

I dette illusionsspil med kriminalistiske undertoner optræder Malene Schwartz som Madame og Birthe Neumann og Kirsten Olesen som de to stuepiger iscenesat af Staffan Valdemar Holm og i Bente Lykke Møllers scenografi. De to stod sammen bag Reumertvinderen, Richard III.

Søstrene Claire og Solange er i huset hos Madame. Når Madame ikke er hjemme, skiftes de til at indtage rollerne som herskerinde og slavinde i en leg, hvor magtforholdet sættes på spidsen og hvor ømhed og hengivenhed på ingen tid kan forvandles til hån og ydmygelse. Et had-kærlighedsforhold, som stuepigerne har til Madame, hvis voldelige død de har planlagt. Men tiden går alt for hurtigt, og planen tager en uventet drejning, da Madame dukker op.

Legen med identiteter, illusioner og køn kendetegner den franske dramatiker Jean Genets værker, også Stuepigerne. Da stykket blev uropført i 1947 vakte det åbenlyst seksuelle og fetichistiske indhold forargelse. I dag, hvor ungdomskulturen hersker, er vores reelle tabuer det kropslige forfald og den aldring, som alle forsøger at udskyde.

Stuepigerne tager på Danmarksturné fra 5. september. Se mere her

Staffan Valdemar Holms iscenesættelse af Stuepigerne er muliggjort med støtte fra Bikubenfonden.

Medvirkende

Genets piger som moderne teater

Medvirkende

Solange

Claire

Madame

Rolleliste

- Forbehold for ændringer

Birthe Neumann, Solange

Kirsten Olesen, Claire

Malene Schwartz, Madame

(statist) Nanna Friis

(statist) Simone Bundgaard Lauritzen

(statist) Charlotte Schibler Reim

Scenografi og kostumer Bente Lykke Møller

Oversættelse Francois-Eric Grodin

Iscenesættelse Staffan Valdemar Holm

Lysdesign Torben Lendorph

Genets piger som moderne teater

Interview med instruktør Staffan Valdemar-Holm
- Af dramaturg Benedikte Hammershøy Nielsen

Da den franske dramatiker Jean Genets debutstykke, Stuepigerne, havde urpremiere i 1947, var det på mange måder banebrydende. Som en af de første stykker inden for den nye absurdistiske og eksistentielle bølge i europæisk teater introducerede det et formsprog med flere illusionslag, og så vakte den sadomasochistiske og fetichistiske leg, stykket lagde op til, tillige forargelse. Det blev hurtigt en teaterkonvention at lade rollerne som Madame og de to stuepiger Claire og Solange spille af mænd i kvindetøj. Det, der var nyt dengang, er i vore dage blevet til konventioner, så hvordan griber man en tekst som Stuepigerne an? Det fortæller instruktør Staffan Valdemar Holm om.

Staffan: Det er i dag ikke længere grænseoverskridende at spille på kønslegen i Stuepigerne. Der er sket en kæmpe forandring i samfundet siden dengang, og ideen om at skifte køn, gender bending, er derfor ikke længere tabuiseret og dermed så interessant lige netop i forhold til dette stykke. Det ville være langt mere interessant at gøre med et stykke af Strindberg og f.eks. lade Dødsdansen spille udelukkende af mænd.
Mens vi stadig finder Genets undersøgelse af og leg med den patriarkalske struktur aktuel i dag, er den forkvaklede katolske tanke om den kriminelle og den hellige, som stuepigerne også bruger i deres fantasi, fuldstændig uinteressant. Så det har vi valgt at nedtone helt. I stedet er vægten lagt på en teaterleg, som beskriver en kamp for magt og frihed inden for et system, som figurerne aldrig kan tale eller bevæge sig uden for. Det er en vigtig erkendelse, at vi tror, vi kan tale uden for det system, vi vil gøre op med, men det lader sig ikke gøre. Selv da de beskriver deres flugtmuligheder, afslører stuepigerne, at de er underlagt systemet.
Det interessante ved den måde teksten beskriver den dominerende patriarkalske struktur, er, at den udelader mændenes tilstedeværelse rent fysisk. Det patriarkalske system er dog i høj grad til stede, ligesom manden er det: i fantasien og i kvindernes længsel er det manden, der fylder det hele, repræsenteret ved den ikonografiske mand – Monsieur, mælkemanden, kammertjeneren, sømanden, politimanden, fængselsbetjenten. Det vil sige mænd i uniform, hvilket giver den åbenlyse homo-erotiske og fetichistiske reference, som er årsagen til den nævnte opførelsespraksis. Det homo-erotiske forstærkes af hentydningerne til den halvnøgne mælkemand, til Monsieurs lår og så videre.

Hvad kan den fetich erstattes med i dag?

Staffan: Ungdommen er en af vore dages dominerende fetichismer, og den har også nogle strukturelle forudsætninger, som afføder en kæmpemæssig modeindustri. Man kan ikke længere finde en slagterbutik i byen, men masser af tøj- og kosmetikbutikker. Folk forandrer rask væk deres kroppe og deres udseende, uden at det egentlig gør nogen forskel. I denne ungdomsfikserede kultur, vi lever i lige nu, konsumerer vi ungdomskulturen så at sige. Ingen gamle ’68’ere kan for alvor forestille sig at blive gamle. I vores fortolkning accentuerer vi dette tema ved at lade stuepigerne og Madame spejle sig i tre unge piger, som for at understrege det ekshibitionistiske i ungdomskulturen, tilmed fremstår afklædte. De tre unge kvinder eksisterer for det meste kun som en projektion på et lærred, og de tre ældre kvindelige skuespillere lægger stemmer til de tre unge kvinder. Helt banalt giver vi den unge krop en moden stemme. Det er også en måde at tydeliggøre replikken og lade det være op til publikum at vælge en synsvinkel.

Legen med rollerne ’ung-gammel’ skaber en forbindelse tilbage til små piger, der leger ubehjælpsomme rollespilslege. Til forskel fra drenge leger piger sociale spil, når de er små. Det er svært at se, at det skulle være genetisk betinget, nok snarere miljømæssigt. Med kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret opstod der i 70’erne ideen om unisex og kønnenes lige muligheder, men de seneste 15-20 har år vist et tilbageslag for kvinderne, idet hele barbie-kulturen har skabt en meget kønsspecifik kultur. Det vil vi gerne problematisere.

I har valgt at lægge flere fortællende lag ind i forestillingen?

Staffan: Den grundlæggende leg, som stykket introducerer, regner publikum ud på 10 minutter. Derfor har vi valgt at forstærke denne leg ved at fordoble den flere gange.
Et stykke som handler om rollespil og illusion handler også om teater, og om hvad teksten kan. Vi kan ikke blive ved med at benytte Ibsens borgerlige forklaringsmodeller og spille Gengangere for pålydende. Det kan ikke hjælpe nogen mennesker. Man kan ikke spille disse stykker, hvis ikke man vrider på dem, ser dem gennem et nutidigt filter og tager dem et andet sted hen.
Derfor har scenograf Bente Lykke Møller skabt et rum, som ikke er en dekoration, som skriften på den ene væg også gør opmærksom ved at citere frit efter Magritte - Ceci n’est pas un décor. Vi er i et udstillingslokale med en catwalk, der også er en scene, som forstærker spillet i spillet i spillet. I rummet eksponeres skuespillerne, så vægten lægges på selve skuespillet. Samme princip gælder for Bentes kostumedesign, hvor kostumer og parykker er ens for henholdsvis de tre skuespillere og de tre unge piger. Det gør det svært at skelne mellem figurerne. De to søstre Solange og Claire har i stykket også svært ved at skelne sig selv fra den anden. Der er en stærk ømhed og forbindelse mellem dem på grund af den situation, de er i, og når de kærtegner den anden er det som om de berører sig selv.

Vil du karakterisere stykket som værende politisk?

Staffan: Der ligger jo en Ibsen-reference i stykket – stuepigerne kunne jo bare gå, men det kan de så netop ikke. Og det er en afgørende erkendelse, som også findes hos eksistentialisterne Beckett og Sartre, der er Genets samtidige. Stuepigerne er meget mere politisk end Sartres Lukkede døre og Becketts Vi venter på Godot. Her findes den politiske mulighed for at gå. Stuepigerne taler om at tage nogle af Madames penge for at kunne stikke af, men de gør det ikke og bliver dermed de banale ofre for et moralsk system.
Vi skal med forestillingen ikke vise vejen men vise, at hvis man ikke er parat til at udfordre det eksisterende, så sker der intet andet end selvødelæggelse. Samfundsstrukturen lægger ikke op til det, men har i sin indbyggede logik opstillet foranstaltninger, så man kan fungere inden for systemet, f.eks. med tilbud om en række forskellige terapiformer.
Den måde stuepigerne prøver at komme ud af situationen på er ved at gennemspille den, på linje med gestaltterapeutiske metoder. Genet vælger helt bevidst Marie Antoinette som reference-figur i deres spil, og hun er om nogen forbundet med den franske revolution og dermed en politisk markør. Der er desuden et sted i stykket, der synliggør den marxistiske tankegang, hvor alle samfundets tjenende ånder bliver synlige på gaden ved ’henrettelsen’. Selvom disse beskrivelser kan virke gammeldags og læses som en form for revolutionsromantik, så findes stuepigerne den dag i dag, de kommer bare fra tredje verdens lande. Vi har jo indført et globaliseret slaveri.

Galleri

Foto | Stuepigerne

Billedmaterialet kan alene anvendes af pressen til brug for teaterorientering eller i forbindelse med pr-aktiviteter for teatret. Enhver form for anvendelse af billedmateriale m.m. på teatrets hjemmeside i strid med ovennævnte sker helt og aldeles på brugerens eget ansvar.Billederne må således ikke anvendes kommercielt, herunder til pr- og/eller øvrig markedsføring af virksomheder medmindre skriftlig aftale foreligger. Ophavsretten tilhører Det Kongelige Teater samt den pågældende fotograf og forbliver uindskrænket. Det Kongelige Teaters fotos må ikke manipuleres, og det er endvidere ikke tilladt at videresælge billederne. Den pågældende fotograf skal altid krediteres i forbindelse med billedet.

Publikums oplevelser

JmYeHefjrWs
Skrevet af: kmXUZBoqoQ

22. april, kl. 16:05

S0MkhN , [url=http://dnnnikbscyqw.com/]dnnnikbscyqw[/url], [link=http://cbsrxeheqgik.com/]cbsrxeheqgik[/link], http://lkivpytqlukd.com/

pfGTSCcQyl
Skrevet af: cUwjaqIWWjtR

21. april, kl. 14:26

3nvraj , [url=http://mijycxhvcajb.com/]mijycxhvcajb[/url], [link=http://ykyyopogjhfc.com/]ykyyopogjhfc[/link], http://uwilmvolyaxm.com/

pjdacWmYCChU
Skrevet af: nupcuWysDVv

21. april, kl. 10:49

qrI5qD <a href="http://xfglovxbvznl.com/">xfglovxbvznl</a>

MTRhqIfNDD
Skrevet af: ACpDXpUVKAsw

21. april, kl. 04:02

Liria ger en ovanligt nnersayad bild och beskriver pe5 ett mycket bra se4tt te4nkbara konsekvenser av att pe5tvinga ne5gon ett ff6re4ldarskap.Nu har naturen ordnat det se5 att det e4r kvinnan som e4r den som ff6der barnet ( om man nu inte som Thomas Beatie ve4ljer att korrigera sitt kf6n och behe5lla ff6rme5gan att ff6da barn-transexuella korrigerar sitt kf6n och byter inte kf6n som me5nga slarvigt uttrycker sig) och det e4r ett faktum vi e4r tvingade att ff6rhe5lla oss till.Dagens regnbe5ge av familjekonstellationer och floran av kf6nstillhf6righeter ste4ller var och ens tolerans och mognad pe5 prov.Ange5ende skribentens situation kommer ne5gon att ste4llas inff6r en situation mot sin vilja med de te4nkbara konsekvenser som Liria beskriver.Jag e4r tve4rse4ker pe5 att det i samhe4llet finns massor av barn med fre5nvarande fe4der som blivit det mot sin vilja.Hur ska man tvinga en man att knyta an till ett barn han inte har ke4nslor ff6r ?Med det inte sagt att me4nnen e4r utan ansvar men det spelar ingen roll i den situation som skribenten beskriver ff6r barnet e4r redan pe5 ve4g.

Del din oplevelse >

Vis flere ...

Dine oplysninger | Indtast data

Dit navn
Din e-mail
Antal stjerner	123456

Din oplevelse | Indtast data

Overskrift
Min oplevelse ...
Indtast sikkerhedskode:

Spilleperiode

Samtlige spilledatoer
Fra dags dato

December

M	T	O	T	F	L	S

Skuespilhuset Lille Scene	Det Kongelige Skuespil 2011 / 2012 forrige \| næste
Skuespil Stuepigerne	Spilleperiode 10. okt. - 05. nov. 2011 Pris 245kr Varighed 1 time og 40 min. uden pause. Køb billet Tip en ven