Det er en moderne klassiker, siger aftenens instruktør Emmet Feigenberg. Den handler om os, og den handler om i dag

- Det er et fantastisk stykke, siger Emmet Feigenberg, og det skal man vel sige, når man er instruktør og oven i købet chef på det teater, som spiller forestillingen. Det kan lyde som sales talk, men det er det nu ikke bare. Enhver der kender ham, ved, at han er mand, der er omhyggelig med sine ord. Han plejer at mene det, han siger.

- Jeg forsøger altid at skabe mig en grundig og heldækkende forståelse af et stykke, før jeg går i gang med prøverne. Det lægger jeg stor vægt på som instruktør, men sådan har det ikke været med Tilbage til ørkenen. Stykket er blevet ved med at overraske mig. Længe efter prøverne er gået i gang, har jeg opdaget nye nuancer i scenerne og nye farver hos disse sjove og rørende, stædige og troskyldige og ofte meget brutale mennesker, som bebor historien. 

- Stykket er en herlig komedie og en lystrejse i sproget, siger han. Det er en kulørt familiesaga og en spøgelseshistorie. Men det er også en kritisk samfundsskildring og en feberdrøm om vores kulturs mulige undergang - og det rummer en antydning af håb om nye tider. Og mere end det: denne historie fra en lille provinsby i det østlige Frankrig for 50 år siden handler om os, og den handler om i dag.

Tilbage til faget

Der er små tre uger til forestillingens premiere, og Emmet Feigenberg har travlt, for han må også passe sit job som skuespilchef på Det Kongelige Teater midt i en turbulent tid for teatret. Han debuterede som instruktør for 35 år siden, blot 21 år gammel, og det er blevet til mere end 150 produktioner på scenen og i radio og TV. Da han blev udnævnt til skuespilchef i 2008, betød det et afbræk i strømmen af instruktøropgaver.

- Jeg gik i cølibat, siger han.

De første to sæsoner som chef holdt han sin instruktør-lyst i ave, men sidste år vendte han tilbage til sit fag og høstede en anmelder- og publikumssucces med Ingmar Bergmans store episke fortælling om familien Ekdahl Fanny og Alexander.

- Tilbage til ørkenen har jeg haft i tankerne gennem flere sæsoner, og nu kom muligheden for at sætte det på repertoiret. Stykkets forfatter, Bernard-Marie Koltès, blev spillet vældigt meget i 80’erne og 90’erne over hele Europa, men jeg mener, han er mindst lige så interessant nu som dengang.

Civilisationernes sammenstød

- Stykket er simpelthen aktuelt! Bl.a. i skildringen af sammenstødet mellem europæerne og de muslimske indvandrere. Efter Koltès skrev stykket er der dukket et begreb op i den offentlige debat om civilisationernes sammenstød. Hos Koltés bliver det sammenstød til et regulært bombeattentat mod en arabisk café – gennemført af den lille bys notabiliteter med vores mandlige hovedperson, fabrikanten Adrien, i spidsen.

- Men Tilbage til ørkenen er ikke kun aktuelt, fordi det fremstiller konflikten mellem etniske europæere og muslimske indvandrere – det er kun et sidemotiv i historien. Det er først og fremmest aktuelt, fordi de mennesker, som Koltès har skabt, ligner os!

Søskendeparret Adrien og Mathilde er stykkets hovedpersoner, og de er som hund og kat. Mathilde er vendt hjem til sin fødeby for at gøre krav på det hus, hun har arvet, men Adrien bor i huset. Han er bestemt ikke indstillet på at flytte, og de to søskendes skænderi udvikler sig til et fysisk håndgemæng. I det hele taget opfører hverken Adrien eller Mathilde sig på en facon, som man kan kalde civiliseret. Adrien uddeler flittigt lussinger til sin voksne søn for at få ham til at makke ret. Mathilde hævner sig på byens politidirektør ved at rage håret af ham, og til sidst, da hendes datter føder tvillinger med en mørk hudfarve, vælger hun simpelthen at forlade hende. Kan man virkelig sige, at disse mennesker ligner os – de moderne og civiliserede europæere og danskere?

- Tilbage til ørkenen er ikke nogen tør og bitter samfunds kritik, og det peger ikke fingre af de personer, som det fortæller om. Tværtimod, det er simpelthen en meget, meget underholdende historie. Koltès beviser, at spraglet underholdning, skarp samfundsbeskrivelse og dyb menneskeskildring ikke udelukker hinanden – hvis der nu er nogen, der tror det!

Vi – de skrupelløse

- Det siges, at Koltès så Spielberg Jagten på den forsvundne skat 5 gange, og man ved, at han elskede at se 80’ernes amerikanske familiesoaps som Dallas og Dollars. Hvis man har set Dallas, den uendelige Tv-serie om den rige oliefamilie Ewing i Texas, så husker man også den umådeligt magtbegærlige og ondskabsfulde hovedperson JR. Folk elskede at se JR, fordi han var så skrupelløs. Det er lidt på samme måde med Mathilde og Adrien, de forfølger altid deres egne interesser, de er skrupelløse, og det er en ren fornøjelse at se på! For er vi egentlig bedre?

- Hvis en almindelig dansker føler sig truet på sin ejendom, så går han – eller hun – da til kamp. Måske ikke så korporligt som Mathilde og Adrien, men alligevel. En almindelig god dansk familiefar uddeler ikke lussinger til sin søn – men hvor mange gange har han ikke lyst til at få sønnen til at makke ret? Tilbage til ørkenen fortæller om os i dag, som vi er, når vi forfølger vores interesser og lyster, helt og aldeles uden skrupler. Det er da et gyldigt billede af Danmark og Europa i dag. Tilbage til ørkenen gør det, som teater kan og skal – det holder et spejl op for os, og vi ser et billede, som vi ikke venter, og som vi ikke kender på forhånd. Men vi kan alligevel godt se, at det er vores selvportræt!