Når dansen er bedst

Af Morten Eggert, solist ved Den Kongelige Ballet

De fem positioner er hjørnestenen i den klassiske balletdansers træning. Det er en akademisk og stringent gennemgang af øvelser ved barren helt ned i det mest minutiøse. Positionerne finpudser danserens teknik og muliggør dansens væsen, så danseren kan slippes fri på gulvet og med en balletmesters ord indtage det dagligt og helligt, som at gå i kirke.

Positionerne tog deres første form helt tilbage ved solkongen Ludvig den Fjortendes hof på Versailles i Frankrig. Man yndede at danse, og for at muliggøre små benløft og spring roterede man hofterne let, og attituden opstod, så damerne kunne løfte de lange kjoler, så de ikke kom i vejen ved de stadig sværere trinkombinationer. Siden blev de første professionelle dansere ansat ved hoffet, og moden spredte sig som en steppebrand til andre kongehuse. Den Kongelige Ballet er over 250 år gammel. Dansen var dengang som nu båret af eskapisme og en lyst til fest, en flugt langt væk fra den daglige trummerum.

Med den første position – hælene samlet og fødderne udaddrejede – tager danseren de første spæde skridt væk fra de almindelige dødeliges parallelle fodstilling og vender sig mod musikken. I anden position – benene spredt og fødder og knæ stærkt udaddrejede – opnås ynden, kun ved at røven (popoen) holdes inde, ryggen rankes og brystet løftes. Derfor er det da også nærmest obligatorisk og en tradition, at franske piger i barndomsårene går til ballet for at opnå holdning og klasse. Balletten er fransk og ofte en pige.

Når vi går i teatret og ser ballet, ønsker vi netop at blive løftet. Løftet over den klassiske musik, som bevæger de indre følelser. Derfor er vi siddende, parate til at tage imod, til forskel fra popmusikken, der opleves stående, og som spiller på de udvendige følelser. Henrykte bliver vi over, at det er menneskeligt muligt at betvinge kroppen så naturstridigt og graciøst, at det et øjeblik er, som om tiden står stille, og danseren bare hænger i luften med de reneste linjer og tegner rummet med en pils himmelflugt. Nu med musik og så ordløs! Det nærmer sig det guddommelige.

Derfor afbillede den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen da også altid sine statuer af guder stående i en let tredje position – den ene fod let foran den anden – inspireret af de kongelige dansere for at imitere det himmelske slægtskab. Ser man på hans berømte statue Jason med det gyldne skind, er dennes forreste fod som en gudesøns, mens den menneskelige bagerst er ved at træde i løveskindet, så han i næste nu må falde.

Danseren begynder helt ung fra seksårs-alderen at vie sit liv og sin krop til en evig finpudsning af teknik og skole. Der terpes dagligt i timevis, trin og øvelser presses fra den fjerde position – den ene fod parallelt foran den anden med afstand imellem – hvorfra vi drejer og sætter af, til endeløse pirouetter, og langsomt men sikkert slider knæ og hofter op for at nå selve målet: den femte position.

Femte position – fødderne nu helt tæt samlet, men i hver sin retning – er kraftcentret, hvorfra der springes og vendes tilbage til, i ét nu, igen og igen. Når den mestres og sidder, kan man sætte farten op eller ned. Men holder femte, falder centret ikke fra hinanden. Og når så tæppet går, og musikken spiller, sidder trin og teknik på rygraden. Hvis der er nogen, der så samtidig formår at frigøre deres sjæl og fortolke følelser og musik, så opstår kunsten.

Når dansen er bedst, afspejler den sjælens trængsler og lidelser, som når en ung fodboldspiller for første gang kommer ind i kampens overtid med års slavisk træning i bagagen. Når han modtager bolden, kan han så reagere instinktivt ved førstegangsberøringen og forstå at løfte sit potentiale? Eller fejler han og sendes direkte tilbage til de evige jagtmarker i røven af fjerde division? Helt eller skurk, det er den form for skueplads, vi er vidner til.

Det er netop dette drama, vi som tilskuere også er vidner til, når vi ser ballet. Som altid kommer talent nedefra og betvinger sig plads blandt stjernerne – nogle lykkes, mens andre forbliver fortabte evighedstalenter. Ikke for ingenting er den spanske fodboldklub Real Madrid ofte blevet kaldt ”den hvide ballet”. De største spillere og dansere formår, ud over at brillere teknisk, også at suge vores opmærksomhed til sig ved at brænde igennem med deres karakter og personlighed. Blandingen af maskulin urkraft og narcissistisk selvdyrkelse samt et touch af kvindelig ømhed giver dem en aura af noget verdensfjernt, der tangerer de klassiske musketerdyder. Fra Figo til Beckham. Fra Nurejev til Bruhn.

Den danske verdensdanser Erik Bruhn var en af de tre store B’er – Karen Blixen, Niels Bohr og Erik Bruhn – og de satte Danmark på verdenskortet i midten af det 20. århundrede. Bruhn mente selv, at han kun nåede det sublime to måske tre gange i sin 25 år lange karriere. Der hvor alting går op en højere enhed, og man føler sig fri af sin teknik og bare svæver i ét med sin rolle og sin dans. Men han var også buddhist, og da han blev spurgt til, hvordan han havde det i sine sidste år som danser, svarede han eftertænksomt: ”I’m the same, only more ...”

Pigerne danser på tåspidssko (træsko beklædt med silke), som forlænger deres højde, ben og balance og kroner dem på en piedestal, sexede bondage-alfer. Men til gengæld også tilfører dem smerte og berøver deres tid. Skoene slides op på et par dage, og det tager timevis at sy nye til.

Det siges, at til forskel fra den moderne danser, jager den klassiske danser et ideal, hun eller han aldrig kan nå, og det er jo hele den romantiske længsels væsen, at vi griber efter noget, vi ikke kan holde fast. Og i takt med at danserens kunstneriske udtryk vokser, forfalder det fysiske. Karrieren er kort og stopper ved 40 år. Dansere har ofte egoer så store som katedraler, men de er samtidig de mest skrøbelige mennesker. De er deres egen hårdeste kritiker, når det kommer til deres præstationer. Her scores ikke mål, men sables nådesløst ned for igen at genopbygge sig selv til den næste forestilling.

Og der sidder vi så som publikum i plyssæderne i teatret og venter på den stumme kunstart. Nye unge skal prøve kræfter med den fatale første kærlighed i Romeo og Julie, ældre danseres lidenskab skal langsomt brændes op som de elskende par i Onegin, og et sandt tæppebombardement af ballerinaer skal beruse os i skønhed til strygerne fra Tjajkovskijs Svanesøen.

Og vi vil spejle os i danseren, som danseren spejler sig i os, velvidende at vi kun eksisterer sammen i dette øjeblik, i denne parallelle verden, hvor det er op til os selv at tolke det, vi ser. Som i George Balanchines pas des deux’er, hvor en mand passerer en kvinde, ryg mod ryg, abstrakt og uden handling. Men tolkningen varierer altid alt efter, hvad vi som beskuer bringer med os, og hvor i livet vi er. Dette er ikke film, men nuets kunst, Og værket forandres og ændrer sig, i takt med at det fortolkes af nye dansere, og i takt med at vi ændrer os.

Og der er ingen økonomi i at holde ballerinaer. De koster lige så meget at uddanne og holde som arabiske fuldblodsheste eller jagerpiloter. Men de har linjer, som var de arkitekttegnede modsvar til en Jaguar E-type, og deres stiletter er de højeste i byen. Det er ødselt og unikt, at vi har mulighed for at nyde Den Kongelige Ballet, Pariser Operaen, Bolsjoj Balletten, Royal Ballet og New York City Ballet. Det er de fem grundsten og positioner i international ballet.

Igennem århundreder har det været forbeholdt zarer og konger at holde et balletkompagni, hvor åndseliten og samfundets spidser kunne mødes, og aftaler kunne indgås, og lobbyismen herskede i teaterets korridorer. Sådan er det stadig, men i dag kan vi alle gå ind at se de smukke mennesker. I teatret går vi til et øjebliks hyldest. Til det, der kræver en scene, en pige i hånden, fuld musik og et forventningsfuldt publikum, som er åbent for indtryk og vil røres.

Vi ses til dans i teatret!