Den Kgl. Ballet og John Neumeiers koreografier har altid matchet hinanden som fod i hose. Det gælder også Neumeiers En skærsommernatsdrøm, der havde danmarkspremiere for nu 30 år siden, og som til repremieren fortsat fascinerede med sin klare fremstilling af Shakespeares komplekse komedie, sit opfindsomme bevægelsessprog og sit forunderlige karaktergalleri, excellent gestaltet af danserne i Den Kgl. Ballet. (Ved premieren i feb. 2010)

Tak for to helt vidunderlige forestillinger. Premieren var ovenud fænomenal, og middagsforestillingen lørdag en fint afbalanceret genfortælling. Efter at have gået og glædet mig til at opleve John Neumeiers koreografi i samspil med Den Kongelige Ballet, blev jeg sandelig ikke skuffet. Corps de ballet var top-trænet og klarede den komplicerede opgave med bravur, ledet smukt og stærkt af Susanne Grinders henrivende forelskede Hippolyta og hendes overjordiske, men dog sanselige Titania, perfekt i samspil med og modspil til Gregory Dean's helt fænomenale Oberon. Scenografien var uden sidestykke - et overflødighedshorn af farver og teksturer der fik mig til at miste pusten flere gange, både i alfernes flaskegrønne skov og i Athen, på Hippolytas værelse først og senere til brylluppet med det guld-klare lys og de overvældende kostumer. Til sidst, da Grinders Hippolyta endelig fik sin Theseus og strålede som en klar stjerne i koreografiens lethed med de imponerende løft, var jeg lige ved at knibe et par tårer af glæde på hendes vegne. En anbefalelsesværdig ballet på alle områder som jeg med glæde kan sige at jeg vender tilbage til i Februar. Med denne forestilling viser Det Kongelige Teater virkelig at stjerner ER det der lyser i mørket, om det så er vinterens kulde eller sindets støvede afkroge.