| Dr. Caligaris Kabinet er en af verdens mest indflydelsesrige stumfilm med sit helt særlige ekspressionistiske udtryk. Nu bliver filmen til udendørs teater, lige til at sætte tænderne i. Byen Holstenwal forbereder sit årlige marked og Francis og Alan beslutter sig for at undersøge, hvad det har at byde på. Det første der møder dem er Dr. Caligaris Kabinet. Her fremviser en gammel kroget mand sin søvngænger Cesare, der er klar til at stå ud af sin dødsstivhed for at besvare alle spørgsmål. Alan spørger hvor længe han skal leve og Cesare siger: ”Til morgengry”. Alan og Francis går rystede ud i byens gader, hvor de møder Jane, som de begge bedyrer deres kærlighed til. Den selvsamme nat myrdes Alan. Francis er knust og mistænker Cesare, men da han senere opsøger Dr. Caligaris Kabinet, er søvngængeren væk. Det samme er Jane… I tusmørket udenfor Portscenen i Skuespilhusets udfolder forestillingen sig i en ekspressionistisk ghetto skabt af pap og skygger. Her bringes de døde til live igen gennem levendegjorte tegninger, stumme figurer, frygtindgydende toner og bizarre tableauer. Produceret af Eventministeriet i Skuespilhuset v/ Rikke Hedeager Matthiesen Eventministeriet i Skuespilhuset står bag en række forestillinger med ultrakort prøvetid. Gennemsnitsprøvetiden på produktionerne er fire dage, og lys, lyd, rekvisitter og kostumer er markeringer, mens der spilles i de scenografier, der i forvejen befinder sig på scenen. Man kan kalde forestillingerne for iscenesatte readings eller et stadie i et prøveforløb. Fælles for forestillinger er, at de er langt mere improviserede og ufærdige end Det Kongelige Teaters ordinære forestillinger. Billetprisen og spilleperioden afspejler disse produktionsvilkår.
Originalfilm fra 1920: Manuskript: Hans Janowitz & Carl Mayer Instruktion: Robert Wiene Scenografi: Hermann Warm, Walter Reimann & Walter Röhrig |