Elefantmanden er historien om den stærkt deforme John Merrick, der bliver udstillet på byens markedspladser af den griske og hårdtslående Bytes. Merrick bliver dog snart opdaget af mesterkirurgen Dr. Treves, der interesserer sig fagligt for hans sygdom, og tager ham i pleje på hospitalet. Fra at have været et snavset og umælende dyr lader Elefantmanden sig lydigt kultivere, og læser snart fejlfrit op af såvel Biblen som Shakespeare. Elefantmanden får et nyt liv i Londons overklasse, hvor han bliver venner med smukke skuespillere og fornemme grevinder. Treves har dog svært ved at holde nysgerrige blikke væk, og alle vegne står folk klar til at udnytte Merrick som plat pengemaskine og sensationel underholdning. Selv om Treves kalder sig Merricks ven, har han i forsøget på at vinde berømmelse og faglig ankerkendelse skabt en ny dresseret abe, nu i finere tøj og med bedre manerer, men stadig frataget basal menneskelig værdighed.
Baseret på filmmanuskript af David Lynch, Eric Bergren og Christopher De Vore.
Eventministeriet i Skuespilhuset står bag en række forestillinger med ultrakort prøvetid. Gennemsnitsprøvetiden på produktionerne er fire dage, og lys, lyd, rekvisitter og kostumer er markeringer, mens der spilles i de scenografier, der i forvejen befinder sig på scenen. Man kan kalde forestillingerne for iscenesatte readings eller et stadie i et prøveforløb. Fælles for forestillinger er, at de er langt mere improviserede og ufærdige end Det Kongelige Teaters ordinære forestillinger. Billetprisen og spilleperioden afspejler disse produktionsvilkår.
- Bikubenfonden støtter Eventministeriet