Franz Joseph Haydn: Symfoni nr. 83, ‘Hønen’
Som den første store skikkelse indenfor wienerklassikken er Franz Joseph Haydn blevet kaldt for symfoniens fader. Sikkert er det, at Haydn havde stor indflydelse på udviklingen af symfonien med dens fire satser og sonateform, som vi kender den i dag. Og sikkert er det også, at han satte sit præg på udviklingen fra den musikalske senbarok i Østrig til den modne klassik, som vi hører den hos for eksempel Mozart, og at han banede vejen for den gryende romantik hos for eksempel Beethoven. Eftertiden har ofte set ensidigt på Haydn, og billedet af ’symfoniens fader’ er kommet til at pege mere på end traditionelt forankret komponist frem for på en reformator.

Haydn voksede op i en landsby i en provins i det Habsburgske rige. Han blev opdaget som kordreng i en alder af otte og flyttede som sådan til Wien. Her blev han uddannet musikalsk og kunne som ung mand leve af at undervise i klaver og som kirkemusiker. Han fik senere ansættelse hos den italienske komponist Nicola Porpora som pianist og blev her undervist i komposition. Haydn arbejdede freelance med så stor succes, at han i midten af det 18. århundrede blev tilbudt fast ansættelse som kapelmester hos Grev Karl Joseph Franz Morzin i Wien.

Haydn prøvede nu kræfter med den symfoniske instrumentalform, der var blevet populær i byen, og én af hans symfonier behagede Fyrst Nicolaus Esterházy i så høj en grad, at han og hans familie tilbød Haydn ansættelse, da Grev Morzin måtte opløse sit orkester på grund af økonomisk ruin. Haydn arbejdede for slægten Esterházy i godt tredive år og var bosat på deres landsteder uden for den musikalske smeltedigel i Wien. Dette gav ham en økonomisk tryghed, der var få komponister forundt – men det trygge liv havde også sine begrænsninger: Haydn savnede kolleger og inspiration og er ofte citeret for at have udtalt, at han med sin ufarlige og monotone livsførelse på Esterházy-godset var nødt til at udvikle sig i en original retning. Desuden havde fyrsten eneret på Haydns kompositioner.

Først ved udfærdigelsen af en ny kontrakt 1. januar 1779 fik Haydn lov til at komponere på andres bestilling. Og på dette tidspunkt var han så berømt, at opgaverne ikke lod vente på sig, heller ikke de udenlandske. De seks såkaldte Parisersymfonier, hvoraf Symfoni nr. 83 er nummer to i rækken, blev til på baggrund af en parisisk bestillingsopgave, og de er et godt eksempel på, hvordan Haydn formåede at udvikle sig ekspansivt og ekspressivt i denne periode og samtidig mestrede den nu modne klassiske symfoni uden at vakle stilistisk. I Symfoni nr. 83’s førstesats lyder en klukken som fra en hønsegård - ikke mindst den enlige obo leder tankerne hen på en hønes gang og kaglen, hvilket har givet symfonien tilnavnet ’Hønen’. De seks Parisersymfonier markerer et vendepunkt i Haydns karriere og fik pustet nyt liv i de symfoniske værker, som skulle blive den produktive gigant af en komponists varemærke.

Johannes Brahms: Variationer over et tema af Haydn og Dobbeltkoncert
Johannes Brahms voksede op som søn af en dansemusiker i et fattigt kvarter i Hamburg men arbejdede sig stædigt op til at blive en strålende pianist og kontrabasspiller ved Hamburger Stadttheater. Brahms ville dog mest af alt komponere, så han forlod sin stilling i en alder af tyve år og tog på en rejse for møde komponisterne Franz Liszt og Robert Schumann.

Schumann blev overvældet af det unge talent og roste ham i sit tidsskrift, Neue Zeitschrift für Musik, som en stor kommende komponist. Dette skabte en overvældende interesse for Brams, der ellers altid selv forholdt sig skeptisk til sit talent. Snart kunne han flytte til Wien og efter to år som ”Direktor der Gesellschaftskonzerte des Wiener Singvereins” var han i stand til at leve af udelukkende at komponere. Brahms knyttede en stærk forbindelse til Schumanns kone Clara, og deres omfangsrige brevveksling giver en enestående indsigt i personen Brahms.

Brahms anses ofte for at være en af den tyske romantiks største komponister, men hvor de fleste komponister fra den tid (Liszt, Wagner, Berlioz) med tiden arbejdede mod en opløsning af den musikalske form, så har de fleste af Brahms kompositioner en klar musikalsk struktur, ofte inspireret af den klassiske og barokke stil, som han mestrede til perfektion og forstod at fylde med romantiske følelser.

Variationer over et tema af Haydn fra 1873 illustrerer effektivt, hvordan Brahms formår et bruge et klassisk tema, nemlig Chorale St. Antoni fra et divertimento for blæsere af Haydn (eller – ironisk nok – måske nærmere af Haydns elev Ignaz Pleyel) og en meget klassisk struktur, nemlig den klassiske form ’tema og variationer’ og afslutningsvis den barokke ’passascaglia’-form, og fylde disse elementer med iderigdom og en dyb romantisk stemning.

Materialet til Dobbeltkoncert i a-mol var egentlig tiltænkt Brahms’ 5. symfoni, men Brahms ændrede mening og valgte i stedet at benytte sig af det allerede skrevne til at komponere en koncert for violin og cello. Han besluttede sig for at genoplive den klassiske ”Sinfonia Concertante”, som man også finder hos Mozart og endda i Beethovens Trippelkoncert, og som baserer sig på den barokke ”Concerti grosso”.

I et brev til Clara Schumann skriver Brahms: „Jeg skal fortælle dig noget sjovt om mig selv. Jeg har nemlig fået det lystige indfald at skrive en koncert for violin og cello”. Men Brahms havde også en anden grund til at skrive koncerten. Den berømte violinist Josef Joachim, som var en nær ven af Brahms igennem 30 år, og som rådede ham til at komponere for violin, og som havde uropført Brahms’ violinkoncert’ havde afsluttet sit og Brahms venskab, fordi han mente, at Brahms var blevet for tæt knyttet til hans kone.

I forsøg på at genetablere venskabet tilbød Brahms Josef Joachims uropførelsen på dobbeltkoncerten – og med succes. Koncerten blev uropført den 18. oktober 1887 med Josef Joachim og Robert Hausmann som solister. Clara Schu¬mann bemærkede i sin dagbog: „Dette er til en vis grad et forsoningsværk - Joachim og Brahms har talt sammen for første gang i årevis”. Dobbeltkoncerten er Brahms sidste store orkesterværk. Og på samme måde som i Schumanns koncerter er solopartierne en del af den symfoniske musikalske aktivitet og kræver, at solisterne i højere grad bidrager til den overordnede musikalske lyd end tager sig plads til solistisk virtuositet.