Disse tre musikere er legendariske – og Keith Jarrett’s trio har i snart 20 år udgivet en lang række indspilninger, der alle at være i såvel musikalsk, klanglig som teknisk topkvalitet. Det var derfor med store forventninger, jeg mødte op i Københavns vel nok dyreste kulturbygning – Operaen – for at høre CPH Jazz-festival 2011’s største navn. Ja – forventningerne kunne vel næppe blive større – og med en billetpris på tæt ved 1000,- kr. stykket var der ligesom signaleret ”State of the art” over hele linjen. Det blev – desværre – en noget blandet oplevelse. Der skal ikke herske tvivl om, at musikerne i trioen er af allerhøjeste klasse. Navnlig Jarrett og bassisten Gary Peacock ligger godt for hinanden – Peacocks’s solide og nuancerede bas lægger et godt fundament for Jarrett’s (ind imellem lange) soli. Det hænger godt sammen – og Peacock kan bestemt også selv, når han er på som solist. Jack DeJohnette’s trommespil er – indrømmet – ikke altid min livret. Ofte virker det som om han prøver lidt for meget forskelligt undervejs i numrene (også mens Jarrett er i gang med variationer over temaerne). Andre gange falder DeJohnette bedre ind og det er faktisk når han holder igen på eksperimenterne undervejs, at trioen fungerer bedst. Så lang så godt… Men inden vi i lørdagens koncert kom så langt, skulle vi igennem et første (af to) sæt, hvor lyden ikke fungerede. I salen – første balkon midtfor – stod flyglet ikke helt skarpt (men dog rimeligt), Peacocks’s kontrabas var alt for svag – og trommerne alt for fremtrædende. Ikke mindst DeJohnette’s hi-hat, der nærmest skar igennem den øvrige lyd (dette var tilsyneladende også et problem, da trioen var her i 2004 – se http://www.soundvenue.com/live-anmeldelser/2004/07/08/jazz-keith-jarrett--sublimt-skuffende). To gange i første sæt stoppede Jarret musikken midt i et nummer – den ene gang for at fortsætte nummeret med en mindre justering af bassen – den anden gang for at opgive nummeret helt og starte på et andet. Der faldt også nogle kritiske ord om akustikken i salen – den var iflg. Jarrett ”død” (selv den megen applaus) og en dyb, rungende tone generede musikerne. Det kan godt være at Jarrett er lidt af en ”krukke”, men når alle tre musikere har problemer med lyden er den gal! Ikke alene falder magien og oplevelsen fra hinanden, når musikerne pludselig afbryder koncerten og laver lydprøver undervejs. Men man bliver som (dyrt betalende) publikum også ærgerlig, vred og skuffet: Hvorfor er den slags bare ikke i orden inden man slipper publikum ind og lader koncerten begynde. Med den hype der har været op til festivalens top-koncert – og i et milliard-kultur-palads er det simpelt hen for dårligt, at halvdelen af sådan en koncert trækkes langt ned af manglende tjek på lyden. Det kan hverken Copenhagen Jazzfestival eller det Kgl. Teater/Operaen være bekendt! Efter pausen – hvor nogle må have haft meget travlt med at gøre det arbejde de skulle have gjort før koncerten – blev lyden langt bedre. Flyglet stod nu helt skarpt, bassen var markant forbedret, så man nu kunne høre Peacock’s fine akkompagnement og soli. Ja selv bækkener og high-hat var tæmmet noget (om end ikke helt). Herfra gik det godt – ikke flere afbrydelse, kun dejlig musik, der faktisk i en stor del af tiden nåede op i nærheden af, hvor forventningerne var. De øjeblikke var ”pengene værd” – blot ærgerligt at de kom så vanskeligt og sent. Samlet ses var publikum tilsyneladende meget tilfredse: Stående applaus straks fra afslutningen af koncerten – og under fremkaldelserne til de 2 x ekstranumre det blev til. Fint nok – det kunne og burde bare have været endnu bedre