Anton Webern: Seks stykker for orkester, opus 6
Anton Webern er kendt som Arnold Schönbergs elev og dermed repræsentant for den anden wienerskole og den atonale
kompositionsmetode. Da Webern begyndte at studere musik ved universitetet i Wien i 1902 var det stadig i romantikkens ånd vigtigt at komponere orkestermusik så svulmende stort som muligt. Musikken skulle gerne indeholde elementer af national kulturarv,
en fængende historie eller illustrere komponistens indre følelsesliv. Sådanne værker blev skrevet til et stort publikum og for et enormt orkester.

Den anden wienerskole med Arnold Schönberg og hans elever Anton Webern og Alban Berg i spidsen mente, at den romantiske
orkestermusik havde nået sit maksimum. Som et eksperimenterende benspænd, opløste de det klassiske kompositionssystem baseret på tonal harmoni, og i stedet satte de tolvtoneteknikken, som Schönberg havde udviklet, og som tildeler alle 12 toner i den kromatiske skala lige høj vigtighed frem for – som traditionelt – at operere med et tonalt omdrejningspunkt. Teknikken destillerede romantikkens musikalske generøsitet, og den anden wienerskole håbede på denne måde – i tråd med samtidens ekspressionisme –
at kunne formidle en kompleks virkelighed mere loyalt ved at forvrænge den i stedet for at beskrive den med følelsesmæssig patos.

Seks stykker for orkester var den kun 26-årige Weberns første forsøg med at bruge den atonale metode i et værk for et stort ensemble, og selvom de seks stykker slet ikke er så kortfattede som hans senere værker, er de et medrivende eksempel på, hvor præcist og kortfattet – men stadig musikalsk rigt og komplekst – Webern ønskede sig orkestermusikken. Selvom titlen peger på seks separate kompositioner, kan de korte stykker let ses som ét enkelt værk, en minisymfoni.

Wolfgang Amadeus Mozart: Klaverkoncert nr. 20 i d-mol, K466
Mozart er for mange komponisten over alle. Historien om vidunderbarnet med de mere eller mindre excentriske personlighedstræk er allemandseje, og hans symfonier, operaer og ikke mindst hans klaverkoncerter er blandt de mest elskede og oftest spillede i det klassiske repertoire. Kun to af Mozarts klaverkoncerter er skrevet i mol, og Klaverkoncert nr. 20 er dramatisk, lidenskabelig og mørk og peger frem mod romantikken med sin buldrende kraft, voldsomme kontraster, rige orkestrering – som både lader os møde trompeter og pauker – og sin længselsfuldt legende klaverstemme. Man mærker næsten, hvordan oplysningstidens udfordringer
og den kommende revolution rumler under musikken som en insisterende klangbund.

Selv skrev Mozart ikke sine cadenzer ud til dette værk, eftersom nodeskriveren stadig arbejdede på at kopiere orkesterdelene, da publikum begyndte at tage plads, og Mozart derfor improviserede på stedet. Klaverkoncerten skabte begejstring dengang som nu; Joseph Haydn var et begejstret publikum til førsteopførelsen og kaldte efterfølgende Mozart for samtidens største komponist, mens
en inspireret Ludwig van Beethoven senere selv spillede koncerten og skrev sine egne cadenzaer ind i værket. Fortællingen om førsteopførelsen skriver sig ind i myten om det unge, energiske geni, ikke mindst fordi Mozarts far, Leopold Mozart, efter koncerten skrev til sin datter: ”Jeg hørte en enestående ny klaverkoncert af Wolfgang, på hvilken kopisten stadig arbejdede, da vi ankom, og din bror havde ikke engang tid til at spille sig igennem rondo’en, fordi han blev nødt til at overvåge kopioperationen”.

I aften vil I opleve Mozarts legendariske klaverkoncert med cadenzaer skrevet af Markus Schirmer.

Pjotr Tjajkovskij: Symfoni nr. 5, opus 64 i e-mol
Pjotr Tjajkovskij er en af romantikkens mest populære komponister. Fra 1877 til 1890 var han så privilegeret at blive økonomisk underholdt af den rige enke Nazedha von Meck, som han igennem alle disse år havde et intimt forhold til - dog udelukkende baseret på brevveksling. Tjajkovskij producerede indenfor alle genrer og nåede sit kunstneriske højdepunkt i sine sidste år, ikke mindst i den sidste del af de år, han kunne tillade sig udelukkende at komponere takket være Nazedha von Mecks økonomiske bidrag.

Tornerose(1889) og Nøddeknækkeren (1892) viste et hidtil uset højt niveau i forhold til balletmusik og ikke mindst hans tre sidste symfonier, Manfred-symfonien, Symfoni nr. 5 og Symfoni nr. 6, står tilbage for eftertiden som mesterværker. Denne succes lå dog ikke i kortene forinden kompositionen af Symfoni nr. 5 i 1888. Tjajkovskij var en komponist, hvis følelse af selvværd svingede i takt med modtagelsen af hans værker, og hans arbejde fra første halvdel af 1880’erne var ikke på niveau med hans tidligere. I hans breve kan man læse, hvordan han i denne periode var bange for ikke at have mere musik i sig. I forsommeren 1888 skriver han dog i et brev til Nazedha von Meck om, hvordan han igen har fattet papir og pen og nu igen energisk er klar til at vise sit værd som komponist.

Symfoni nr. 5 blev til henover sommeren, og han dirigerede selv ved førsteopførelsen i Skt. Petersborg i november 1888.
Førstesatsens hovedtema udgør den musikalske grundtanke, der gennemsyrer alle fire satser. Symfonien går fra mol til dur, fra melankoli til glæde, fra mørke til lys og forbinder den traditionelle symfoniske form med Tjajkovskijs og rapsodisk-dramatiske
og romantiske stil.