Programnoter, Takkelkoncert #1

Wolfgang Amadeus Mozart (1756 – 1791): Klarinetkvintet i A-dur, K.581
Samme sommer som det franske folk stormede Bastillen i Paris, nemlig sommeren 1789, skrev Wolfgang Amadeus Mozart sin kvintet for klarinet og strygere. Det var også i slutningen af denne sommer, at samme komponist modtog Kejser Joseph II’s bestilling på en ny opera, en bestilling som var hårdt tiltrængt på et tidspunkt, der for Mozart var præget af ekstraordinær dårlig økonomi. Således er Mozarts klarinetkvintet i A-dur komponeret i en periode, hvorfra også operaen Così fan tutte har sit udspring. Det fornemmer man i den varme, bløde stemning som kendetegner både opera og kvintet. En skitse til kvintettens finale går til og med igen som Ferrandos arie Ah lo veggio i operaens anden akt.

I kvintettens førstesats, allegroen, er alle fem instrumenter i spil og her fornemmes en bevægende tristhed. Herefter - i den efterfølgende larghetto - får klarinetten fokus. I tredje sats møder vi både en menuet og hele to trioer, den første for strygerne alene, den anden med en klarinetsolo henover disse. Den sidste sats udgøres af fem avancerede variationer over den slags fine, legesyge temaer, som Mozarts mere end nogen anden var mester i at skrive, og som giver klarinettisten masser af plads at udfolde sig på. Den første klarinettist, der fik lov at udforske dette rum var Anton Stadler, en virtuos musiker, som Mozart skrev flere kammermusikværker til, og altså ikke mindst denne klarinetkvintet, der anses for at være ét af Mozarts mest populære kammermusikværker.

Per Nørgård (født 1932): Strygekvartet nr. 1, Quartetto Breve
Eftermiddagens strygekvartet af Per Nørgård er fra 1952, en periode hvor komponisten var stærkt inspireret af den nordiske tradition som den kommer til udtryk i værker af hans lærer Vagn Holmbro og hos Jean Sibelius. Nørgård har altid næret en dyb fascination af strygere, af selve strengenes natur, hvilket er kommet til udtryk i en perlerække af strygekvartetter, koncerter med strygesolister samt kammer- og soloværker for strygere. Han fortæller selv, at interessen stammer tilbage fra hans skoletid, hvor han fik mulighed for at komponere små stykker til sin skolekammerat, som spillede cello.

I 1960’erne rettede Nørgård opmærksomheden mod den centraleuropæiske modernisme for derefter at vende harmonien ryggen og søge ubalancen og irrationaliteten i 1980’erne. Op igennem 90’erne var det de sofistikerede, musikalske lag og interferensen, der optog ham, og på denne måde har Nørgård konstant afsøgt nye former, musikalske systemer og udtryk igennem sit imponerende, foreløbige livsværk.

Ludwig van Beethoven ( 1770 – 1827): Strygekvartet nr. 3 i D-dur, op. 18, nr. 3
Beethovens enorme livsværk rummer i alt 16 kvartetter. De seks kvartetter i hans op. 18 var hans til dato mest ambitiøse værk og et godt eksempel på, hvordan han beherskede at lade det klassiske møde det nye, hans egen stemme, i en komplet balance. Og netop disse kvartetter er kendt for at vise, hvordan Beethoven til punkt og prikke mestrede den klassiske strygekvartet, som han kendte den fra Haydn og Mozart. De seks kvartetter er skrevet mellem 1798 og 1800 under det som er blevet kaldt for Beethovens ’første periode’.

I denne periode var Beethoven ved at finde sig til rette i Wien, hvor han imellem enkle klaverstykker, dansestykker, syngespilsarier og patriotiske marchmelodier forsøgte at udvikle sit eget udtryk. De seks kvartetter blev skrevet på bestilling fra grev Lichnowsky og førstegangsopført i dennes saloner dirigeret af Beethovens gode ven, Ignaz Schuppanzigh. Den af kvartetterne, som Kroger Kvartetten vil fremføre i dag, nemlig den tredje, er egentlig den først komponerede og er blevet kaldt for den blideste og mest lyriske af alle seks kvartetter i opus 18.