SBcswB , [url=http://kbxqqcljweew.com/]kbxqqcljweew[/url], [link=http://beapizamhiee.com/]beapizamhiee[/link], http://jmbrtorcmawb.com/ **** | DObHXp <a href="http://kzfqkicvrbwa.com/">kzfqkicvrbwa</a> Great common sense here. Wish Id thoghut of that. EGXhFV , [url=http://zigxdfejhzca.com/]zigxdfejhzca[/url], [link=http://frcfenzyrdch.com/]frcfenzyrdch[/link], http://jlymbwcoihol.com/ Tankevækkende, at radiotransmissionen leverede et meget skønt fokus på musik og sang, og dermed leverede en større musikalsk oplevelse end at være til stede og blive udsat for iscenesættelsens selvpineri.
Tak til debattørerne for alle synspunkter! 1.
Angående Bent Børresens Anmeldelse
Jeg skal være den sidste til at bebrejde operaledelsen for at benytte en klassisk opera til” råt og usødet at beskrive den verden vi lever i.” Hvis det altså er det den gør. Eller til at opponere mod en kras og provokerende opsætning, der ikke ”stryger publikum med hårene”
Og jeg vil gerne være den første til at bidrage til at fylde de tomme pladser i Operaen ved at indgå i den debat som Børresens ”anmeldelse” provokerer til. Det gør jeg så.
Opsætningen er et utilsløret eksempel på, hvad der efter bolchevik-revolutionen hed agitprop: agiterende propaganda for de ”vedtagne sandheder” – dem som Bent Børresen bøjer i neon for det uskyldige operapublikum, hvis de ikke fatter det umiddelbart ved at se forestillingen. Disse ”vedtagne sandheder” om Putins Rusland er imidlertid stærkt problematiske og har en baggrund som Bent Børresen og også teaterledelsen tilsyneladende ikke er vidende om – eller opmærksom på. Derfor dette angreb på ”den herskende mening”.
Centret for udbredelsen af denne specielle agitprop ligger i den russiske koloni i London. Den er uideologisk og personligt motiveret og har kun eet formål: at skade Vladimir Putin. Det er ”ophavsmandens” eget udsagn, ikke noget han påduttes. Hans navn er Boris Berezovsky. Hans utrolige magt over verdensopinionen inklusive København og omegn - stammer dels fra de milliarder han i 90erne tilranede sig og placerede i skattely uden for Rusland, hvor han kan nå dem i dag Han var i en årrække Ruslands mægtigste mand i kraft af sin position som dominerende medlem af den dybt korrupte ”familie” der omgav præsident Jeltsin i hans sidste periode.
Dels fra hans unikke personlige egenskaber som vel nok en af verdens bedst udrustede ”spinmagere” – der alstå har haft en kæmpe pengetank til rådighed.
Sandheden ligger som bekendt i detaljen, men det væld af samstemmende detaljer, som udgør et forbløffende klart billede af et totalt samvittighedsløst magtmenneske lader sig ikke gengive her. Et par ord om hans baggrund og udvikling, samt citat fra en er, har været tæt på ham, får være nok:
Han fik den bedste uddannelse USSR i 60erne kunne give nogen videnskabsmand. Hans første ansættelse var i det hemmelige rumforskningsinstitut (det der udviklede Sputnikken). Senere studerede han kommunikation med beslutningsstrategi som speciale, og dernæst skrev han en Ph.D i anvendt matematik, blev leder af en afdeling der udviklede computersystemer til industrielt brug. Han var simpelthen en stjerne blandt USSRs unge videnskabstalenter.
Disse evner og kunddskaber gjorde ham i løbet af ca 3 år 1995 til 1998 til en af Ruslands rigeste og mægtigste mænd. En ligemand i begavelse og rigdom milliardæren George Soro betegner ham imidlertid som” An evil Genius”
Hans karriere fandt sted da den berygtede gangster-kapitalisme huserede i Rusland. Mord og vold var dagens ret, og han var flere gange anklaget eller mistænkt for mord på magtfulde modstandere samt finansiel kriminalitet. Hver gang fik han snoet sig fri – indtil han år 2000 måtte tage flugten til London.
Herfra udgår det ensidigt negative billede, der i dag behersker hele den vestlige offentlighed. Hans maniske had til Putin skyldes, at det var ham, der banede vejen for Putin, først som chef for KGB/FSB, så som premierminister, og til sidst som præsident. Ved hvert trin på vejen brugte han Putin som værn mod de alvorlige anklager der efterhånden havde tårnet sig op mod ham, og Putin fulgte ham og hans intriger så længe det var nødvendigt. Putin lod sig bære frem til magten af Berezovsky og heri ligger hans syndefald, der har gjort ham sårbar overfor Berezovskys undergravende virksomhed. Berezovskys traumatiske øjeblik var, da det gik op for ham, at Putin mente det alvorligt, da han få måneder efter sin tiltrædelse som Præsident erklærede oligarkerne krig og slog hånden af ham, som han trods alt skyldte sit præsidentembede.. Et svimlende fald fra magens tinde. Den ondskab Soros tillægger ham stammer herfra, og hans geni udfoldede sig efter ankomsten til London gennem et intenst samarbejde med to næsten ligemænd hvad angår rænkespil og kommunikationsevne: Alexander Litvinenko og Alex Goldfarb.
Sidstnævnte administrerede tidligere George Soros milliardfonde - men blev fyret af Soro fordi han havde hjulpet Litvinenko til flugt, da denne havde gjort sig til Berezovskys redskab ved at medvirke i en TV-udsendelse, der vel-instrueret af Berezovsky, gav ham løsnet til at få politisk asyl i London: tre FSB-folk anført af Litvinenko hævde de havde kendskab til en ordre fra højeste sted i KGB om at myrde Berezovsky. Det er vist efterhånden alment anerkendt blandt Ruslandsforskere, at dette var et falsum.
Litvinenko havde kva sin fortid som angiver af kolleger i KGB (helt professionel og statsansat) samlet bunker af materiale mod folk inden for KGB og statsapparatet. Ifølge hans første kone var han nærmest manisk opsat på at få folk i fedtefadet, så han derved fik magt over dem. Hen var den ideelle partner for Berezovskys projekt, at vælte Putin med alle midler.
Til at udføre den operation var Alex Goldfarb, fremragende videnskabsmand, begavet skribent, og erfaren administrator af milliardfonde lige hvad Berezovsky kunne bruge – også fordi han netop havde gjort sig afhængig af Berezovsky og derfor ligesom Litvinenko var i hans magt.
I løbet af få år er det lykkedes dette triumvirat at forføre størstedelen den vestlige medie- og presseverden i en sådan grad at de kunne ride på den anti-Putin bølge de selv havde skabt, ved elegant udnyttelse af understrømmen fra den kolde krigs anti-kommunisme, at de helt åbent pralede med deres undergravende virksomhed.
Den aktuelle opsætning af Boris Godunov er et blandt en lang række storstilede agitprop- events mod Putins styre. Her følger et par citater fra Alex Goldfarbs bog ”Litvinenko, Mordet på Ruslands Demokrati” (udkom på dansk 2007) som ifølge senieforsker Karsten J Møller fra DIIS, tidligere militærattache i Moskva, er et partsindlæg imod Putin,” hvis troværdighed skal tages med et stort gran salt”. Men den løgnagtige frejdighed fejler intet. Her finder vi følgende passage på side 233, der handler om Boris Godunov:
”I en fremragende analyse i magasinet Time's Mosva-korrespondent Yuri zarakhovich i forbindelse med filmen (The Assassination of Russia) sammenligner han boligbloksprængningerne med en kendt begivenhed i russisk historie , nemlig da Boris Godunov lederen af Moskvas hemmelige politi (på den tid) - blev valgt af boyarerne (adelen )til at skulle efterfølge den barnløse zar Fyodor, Ivan den Grusommes søn. Gudonovs triumf blev skæmmet af beskyldninger om at han skulle have banet vejen til tronen ved at myrde Fyodors nyfødte nevø, og tronarving. Beskyldningerne hjemsøgte Godunov gennem hele hans regeringstid på trods af at han gjorde en hårdnakket indsats for at komme dem til livs(…) Med tiden forværredes den økonomske situation, og myten om det myrdede spædbarn blev en drivende kraft bag en folkeopstand.” (…) ”det forholder sig stadig sådan, at jo værre tingene bliver, jo mere snakker folk. Måske vil snakken en dag vokse sig stor og endnu en gang blive et brøl”
Ang. tv-”dokumentarfilmen” The Assassination of Russia (der beskylder Putin for at stå bag terrorbombningen af et boligkompleks), fortæller Goldfarb S 238
”23.april ankom Sergei Yushenkov (russisk politiker, som samarbejdede med Berezovsky) til Washington med en stor kasse fyldt med exemplarer af filmen. Hans tidsplan arrangeret af IFCL (den fond Goldfarb administrerede for Berezovsky) - var den som alle, der ville forsøge at påvirke lovgiverne indenfor udenrigspolitik: Udenrigsministeriet, Kongressen, topjournalister og eksperterne. Sergei var iikke bekymret over at han ikke kunne komme med beviser som sådan. ’Jeg behøver ikke bevise noget - Ruslands regering er anklaget for massemord på befolk ningen – og halvdelen tror på det - det er nok for mig’”
Et sidste eksempel på Goldfarbs utrolige åbenhjertighed(s.285 -286)
”Orangerevolutionen (i Ukraine) udgjorde i sig selv en model for regimeskifte i Rusland (….) Siden starten af 2004 havde Ukraine været det primære omdrejningspunkt for de aktiviteter Boris, Saha (Litvinenko) og jeg satte i gang. I perioden umiddelbart før opstanden i Kiev, overførte Berezovsky i det skjute mere end 40 mil. dollars (2-300 millioner kr) til Orange-gruppen”…..
”Da den demokratiske modkandidat til Moskva-kandidaten Yuchenko blev offer for en mystisk forgiftning sept 2004 tabte vi modet – men til alt held overlevede han” (red.: der blev vist billeder af hans arrede ansigt på TV over hele verden, men på ”mystisk vis” var den alvorlige forgiftning alligevel ikke så alvorlig!) ”Efter orangesejren oprettede Berezovsky’s IFCL et kontor i Kiev – med henblik på at bruge det som et brohoved for en lignende fredelig revolution i Rusland.”
”I perioden, der gik forud for den orange revolution brugte Sasha, Boris og jeg megen energi på at opklare(….) mordet på den kritiske journalist Georgy Gongadaze i september 2000. Mordet gav næring til en konspirationsteori som vækkede det ukrainske samfund ,og blev Orangefløjens mærkesag. Efter revolutionen afgav Sasha, Felshttinsky og jeg vidneudsagn i sagen ” som i lighed med forgiftningen af Yuchenko aldrig blev opklaret. ”Da Anna Politkovskaya blev skudt… 7.okt 2007 – var ligheden med situationen i Ukraine slående. Hun var nok denn mest uforbeholdne Putin-kritiker i Rusland. Kunne Anna mon komme til at spille den same matyrrolle som Gongaze spillede i Ukraine? Kunne mordet på hende blive den gnist, der antændte folket og måske ville føre til FSB-regimets undergang under valgkammppen i 2008?” (Her har propagandamaskinen jo kørt på højeste gir, og med sor effekt)
Måske er det ikke så sært, at en hel del forskere og journalister også uden for Rusland, har antydet, at Berezovsky var den mystiske skjulte hånd bag mordene på Anna Politskovkaja og Litvinenko – foruden de adskillige andre mord han er mistænkt og anklaget for i Rusland. At de aldrig er opklaret, er måske et af resultaterne af Berezovskys virtuositet i spillet om penge og magt.
Hvis nogen skulle få den tanke, at det måske ville være godt for Rusland –og verden – hvis et geni som Berezovsky overtog styret af Rusland, er her et citat fra epilogen i ”Godfather of the Kremlin” af den mand, der nok mest intensivt har fulgt hans karriere, redaktøren af den russiske udgave af Forbes, Pauil Klebnikov, som måtte bøde med sit liv, og som vidste hvor farligt det var.
s. 318” Berezovskys mest destruktive arv var at han plyndrede staten til egen private fordel.I andre lande påvirker magtfulde forretningsmænd staten til deres fordel. Berezovsky overtog kontrollen med regeringen og tvang staten til at fodre sit forretningsimperium. (…) der blev ikke skabt ny velstand for hverken borgere, industrier eller staten under hans ledelse.”
”
Jeg har tidligere anmeldt forestillingen, så det skal jeg ikke gøre igen. Blot vil jeg med dette indlæg gerne understrege, at selvom det er fantastisk, at man har mulighed for at anmelde forestillingerne som publikum, så mangler vi endnu muligheden for at debattere dem. Og jeg vil gerne have lov til både at rose Bent Børresen for hans anmeldelse, men samtidig også påpege, at det, han anmelder, det er foregået i hans eget hoved. Jo, der er bunker af paralleller til nutidens Rusland, men det kan man slå op og læse i aviserne om. I teatret vil man gribes, røres, rives med, og det bliver man ikke af "Boris Godunov", fordi Tcherniakov udover at opdatere handlingens fysiske rum træder vande rent dramatisk. Der sker intet! Vil man virkelig gribes over de horrible russiske tilstande i 1598, 1848, 1998 og 2011, så skulle man have set "Forbrydelse og straf" på den anden side af Københavns havn. Dér blev man revet med, ganske som man blev det af "Lulu" tidligere, og dét må være målet for enhver operaopsætning. Det er slet ikke et spørgsmål om traditionalisme. Det er svært ikke at beundre den russiske instruktør Dimitri Tcherniakov for modet i hans iscenesættelse af Boris Godunov. Han har ikke valgt de lette løsninger.
For det første vælger Tcherniakov ikke at stryge det konservative danske operapublikum med hårene, et valg som medfører, at Operaen er tommere end når der opføres 12-toner opera. I disse sparetider kan det være livsfarligt for Operaen.
Den lette løsning ville være at skrue en tandløs og ufarlig forestilling sammen med massere af Zar-romantik og ortodoks kloster-røgelse, til stor jubel hos traditionalisterne. Fuldt hus og jubel hos både publikum og økonomiafdeling.
Nu er det bare sådan, at hvis man lytter sig ind i Musorgskijs musik, så vil man finde et totalt upoleret univers som fuldstændig råt og usødet beskriver den verden vi lever i. Hvorfor så ikke bruge scenen til at beskrive den verden vi lever i - i dag?
Tcherniakov er russer og har derfor laver en meget russisk opsætning med massere af henvisninger til livet i Rusland anno 2011, som sikkert stryger hen over hovedet på mange danskere, fordi de ikke kender og forstår referencerammen.
Det er bevægende at se Johan Reuter som zar Boris, når han, som den russiske præsident Medvedev, ser sig fanget i et spil, han ikke kan gennemskue, alt imens den virkelige bagmand fyrst Sjujskij, som Vladimir Putin, trækker i trådene og får det som han vil have det, mens Boris/Medvedev betaler prisen.
Når den falske Dimitrij og fyrst Sjujskij spiser grimt, stanger/børster tænder, vasker sig og skifter tøj på scenen er det blot for at vise, at det er dem, som er de virkelige grove plumpe mennesker. Helt uden samvittighed skifter de ham og går målrettet efter magten.
Pimen bliver skudt, som journalisten Anna Politkovskaja blev det, og bomberne springer i Metroen lige som i det sker i Rusland i dag. Utryghed skabt af KGB’s efterfølger.
Hen mod slutningen er borgerne interneret i en gymnastiksal, med madrasser og det hele, præcis som Putin gøre det med borgerne i den kaukasiske del af Rusland.
At vise disse sammenhænge så åbent, som Tcherniakov gør det her, er livsfarligt i Rusland. Folk bliver skudt for mindre. Forbløffende at han stadigvæk er i live.
Operakoret – borgerne i et samfund (som vi er det), bruger tilskuerrummet til at hylde zaren fra. Boris, Stalin, Putin? Var det nu 1598, 1998 eller 2011? Folket er til alle tider, ligesom Moskvas gader er det, blot kulissen for magthavernes spil.
Tilbage står Johan Reuters fantastiske portræt af Boris. Han er ikke en operafigur (selvom han synger vidunderligt), men et rigtigt menneske i total mental opløsning, fanget af sin egen samvittighed og til sidst af spændetrøjen på lukket afdeling. Budskabet er klart: Har du samvittighed, så hold dig fra magten.
Dette er ikke blot honning til øregangen – det er sylespids samfundskritik af den mest vedkommende slags – det er opera når det er aller aller bedst!
En på mange måder livsfarlig fantastisk opførelse hvor kabalen med fremskrivningen til vor tid går fuldstændig op, og 6 stjerner ikke er nok.
1000 1000 tak til Tcherniakov, Reuter og Operaen for jeres store mod og for det fremragende resultat!
Jeg synes at Boris Godunov er en fantastisk forestilling. Sangerne synger stort og flot, og der er en vild detaljerigdom i instruktionen. Og scenografien er en oplevelse i sig selv med den næsten filmiske dybdevirkning. Det var en meget intens oplevelse, og man bliver helt fejet bagover, når operakoret i begyndelsen synger for fuld kraft ude blandt pulikum. Sangere – kor og orkester er som sædvanligt i topform. Vi bør være lykkelige for at have solister og kor i verdensklasse – og vi bør værdsætte dem for det enorme stykke arbejde de lægger i at opføre en opera for os. Derfor er det synd når man sætter dem til at børste tænder – kaste vand på hinanden og skifte tøj midt på scenen – for slet ikke at tale om at stå og kaste med papir. Få den slags over på Charlottenborg eller andre steder for kulturelle happenings. Det er ikke smukt i en opera med rødder tilbage til Zartidens Rusland.
Var det nødvendigt? – Havde det en værdi for forestillingen? Næppe – i alt fald fattede jeg det ikke. Det er bare en instruktør der har misforstået sin opgave – nemlig at formidle en opera ud til et publikum på bedst tænkelige måde. Musik og sang kan sagtens holde til det – men fordi det kan holde til det behøver man det jo ikke at gøre det, og slet ikke når det ikke giver mening. Skal vi næste gang se sangerne foretage toiletbesøg på scenen – eller skulle vi have haft ægte samleje i Lulu? Muligheder er der jo nok af, hvis man bare vil ødelægge en forestilling. Når jeg ser sådan en gang makværk – foretrækker jeg så absolut det minimalistiske – men kunne man ikke finde noget midt imellem?
Synd for vore sangere – en stok tak til dem og kor samt orkester for eminente forestillinger gennem tiden – også i Boris er de fantastiske. TAK! De mange stjerner er for sang og musik.
For en gangs skyld er der virkelig spændvidde og gode synspunkter hos de professionelle anmeldere, de giver en meget forskellig samlet vurdering af forestillingen, og de er virkelig værd at læse.
Det kunstneriske operaniveau her i byen er på topniveau. Men teatret skylder et svar på, hvorfor man indkøber tåbelige opsætninger fra Tyskland, hvor dumsmarte provokationer på scenen åbenbart anses som kunst og noget man udsætter tidens bedste sangere for.
Her er fire links:
Gregers D.H: http://gregersdh.dk/?p=3219;
JP: http://kpn.dk/klassisk/koncert/article2314674.ece; Berlingske: http://www.berlingske.dk/scene/fortids-fremtid;
Politiken:http://ibyen.dk/scene/anmeldelser/ECE1176166/russisk-opera-faar-for-meget-fastfood-og-sprut;
Opfattelsen af magtdistance og autoritet er jo væsensforskellig i Danmark og Tyskland. Om det tyske publikum får det bedre af dette selvpineri, ved jeg ikke. Men et dansk publikum ser intet motiv i at sætte Stig Fogh Andersen eller andre til at vaske sig midt på scenen.
Den østrigske Don Juan havde væsentligt mere vid og Lulu opsætningen viste, at der findes eminent dygtige iscenesættere. Hvorfor køber teatret grimme forestillinger, hvad er formålet? Er der noget helt grundlæggende galt med ledelse af innovation i operaverdenen? Operastampublikummet skal selvfølgelig tage over og høre Boris Godunov, forestillingen er klangligt, kunstnerisk og teknisk vellykket og af høj kvalitet, flotte kor- og solistpræstationer. Opsætningen fordrer et stort intellektuelt engagement hos tilskueren - det du ser modsvarer ikke historien umiddelbart - og den kan næppe anbefales til opera-startere. Det synes ikke som om Mussorgskijs musik rammer hjertekulen for alvor - men så er der jo heller ikke lovet bel canto. På trods af talrige scenografiske tricks undervejs virker det (også denne gang) meget langtrukkent, at den primære betongrå bykulisse bliver stående i over 2 timer uden pause - den være i sig selv nok så flot udført. Om det skyldes samarbejdet med andre operahuse, besparelser eller idéfattigdom, at man ikke her udnytter Holmenoperaens scenetekniske formåen er ikke til at vide.
Nå, det kan jo ikke være Puccini hver gang, så lær handlingen, mød veludhvilet og tag over og døm selv. Det er svært at være kritisk, når man – trods alt – er overrumplet og betaget. På den anden side efterlader opsætningen af ”Boris Godunov” netop én med den fornemmelse af, at man trods det storslåede ikke er blevet rigtig grebet. Da tæppet går, er scenografien jo vidunderlig – wauw – hvornår har man sidst set Det kgl. Teater kaster sig ud i en så overdådig scenografi? Desværre bliver den så stående, og det er både søgt og alt for fortænkt, når den nyvalgte zars skrivebord rykkes ud midt på pladsen; så havde en minimalistisk scenografi været meget, meget bedre. Tcherniakovs iscenesættelse er bedst, hvor den forsøger at binde de mange underligt løsrevne billeder sammen, som operaen nu engang består af, sammen med en eksplosion i metroen, et strømsvigt og en sultende menneskemængde. Det er bare ikke nok, når den enkelte scene står stille omkring Boris’ skrivebord. Det er muligvis meget russisk, at både den falske Dmitrij og Stig Fogh Andersens fyrst Sjuskij klæ’r sig om og vasker sig midt på scenen, men dramatisk giver den slags afledningsmanøvrer ikke points hos undertegnede – så kan det være aldrig så russisk, som det måtte være. Musikalsk er forestillingen også en blandet fornøjelse: Koret er PRAGTFULDT, og det samme gælder Johan Reuters retfærdigt tiljublede præstation – både scenisk og vokalt. Det gælder for alle solister, at de spiller og synger smukt, men operaen er nu engang af en sådan beskaffenhed, at en enkelt entre på scenen ikke rigtig betager – lige med undtagelse af Oscar Flensborg Svanes smukke, smukke sopran. Det kgl. Kapel spiller som altid med en krystallisk klarhed, men Jakub Hrusas direktion mangler nerve, og Musorgskijs partitur afslører aldrig sine dybder helt. |