Jeg er for en gangs skyld lodret uenig med Thomas Michelsen i hans anmeldelse af ”Dancer in the Dark”. Takket være hovedrolleindehaverne og Poul Ruders’ smukke musik havde jeg i hvert fald ikke svært ved at få tårerne frem, og jeg var ikke den eneste. Derimod har jeg svært ved at tage de ældre operaers ”svælgende eksponering af store følelser” som TM efterlyser, særligt alvorligt, og jeg savnede heller ikke yderligere musicalnumre. Det ene der var må være hvad en opera på 70 minutter kan bære. Den ”hysterisk karikerede retssag” og ”urealistisk ondskabsfulde anklager” opfattede jeg som en vidunderlig parodi på USAs brug af dødsstraf, helt ned til de ofte skabede og selvhøjtidelige advokater.
Måske er det fordi jeg ikke har set filmen at jeg synes TM hænger sig alt for meget i forskellene mellem den og operaen. Det var jo netop blevet sagt og skrevet højt og lavt at holdet bag opsætningen havde valgt at se historien fra en ny vinkel, nemlig sønnens, og i øvrigt at gå lige til sagen. I øvrigt med Lars von Triers velsignelse, så vidt jeg har forstået. Det blev senest understreget af Kasper Holten da han med vanlig, smittende begejstring holdt tale i foyeren efter forestillingen, tydeligt lettet, og glad for publikums klapsalver.
Smag og behag er jo heldigvis forskellig, men man kan faktisk godt få den mistanke, at Kasper Holten, med sin karakteristiske entusiasme, denne dag blev anmelderne en tand for kæphøj og at der derfor gik lidt Jante i omtalerne. Så meget desto mere grund er der til at ønske KH held og lykke nu hvor han er begyndt at vende blikket ud over Danmarks snævre grænser.
Med venlig hilsen
Helle Møller
**** | Når mann er til enn opera forestilling, hvor luften er tyk af bevægelse hos publikum. Hvor der er helt stille, bortset fra enkelte snøft fra publikum, somm ikke er i stand til at holde tårerne tilbage. Så er det super opera. Så er man der henne hvor musik, sang, scenografi, lys og skuespil går op i en højere enhed, og fører os hen til nogle følelser som ingen anden kunstart kan føre os hen til.
Synd for de stakkels anmeldere, at de ikke oplevede det. Lige som man i dag kan grine af premiere anmeldelserne af f. eks Carmen, kan man måske more sig over anmeldelserne af premieren. Skægt som historien gentager sig. I Schepelerens bog om operaens historie i Danmark, beskriver han hvordan anmelderne i starten gik helt galt af operakunsten, fordi de tog udgangspunkt i det talte teater. Prøv at se hvor mange af anmelderne der har siddet med filmen på nethinden, i setdet for at opleve operaen på sine egne præmisser. For en førstegangsoperatilskuer som undertegnede var der en kamel at sluge, i og med replikker på sang kan synes en anelse komiske på en novice udi Den Kgl. Scenes sangkreationer. Imidlertid skulle der ikke tilbagelægges mange passager - sådan set kun en sangs tid, før dyret var sunket, og karakterernes udtryksform accepteret. Der kunne nydes!
Det kan ske, jeg savnede et glitrende musicalglimt (blot et glimt), det kan være, jeg ikke helt forstod hvad hende den meget høje dame lavede inde på scenen, og det er muligt, ham dommeren måske skulle have haft et ekstra engelskkursus; men jeg kan li' Poul Ruders' fortolkning af Dancer in the Dark, fordi den er lille og fin, og fordi sangernes, især Ylva Kihlbergs - sprøde stemmer upåklageligt jamrer derudaf. Derfor vil jeg på det allermest bestemte anbefale stykket til alle og enhver; om ikke andet så for at opleve Christian Lemmerz' STORSLÅEDE scenografi. Tak! Dancer in the Dark er en dramatisk fortælling om en mor, der viger sit liv til sin søn. I et fantastisk musiks arbejde af Poul Ruders, får man virkelig lov til at tænke over hvad det er der sker på scenen, og hvad mon der bliver det næste. Et rigtig godt hold af kun 6 operasanger og få statister drager os ind i Selma’s magiske univers og ødelægger det også i nogen grå og kedelige farver, der virkelig giver én kuldegysninger. Og oven i købet har man fundet en dreng der nærmest er skab til rollen, som søn af Selma. Jeg kunne ikke finde ud af om det var godt at operaen blev sunget på engelsk. Librettoen af Henrik Engelbrecht var sådan set fint nok og hang sammen gennem hele historien, men der var bare et eller andet der fik det til at lyde dumt.
Man kunne helt klart mærke at rollen som Selma var skrevet til Ylva Kihlberg. Hun levede sig så meget ind i det, at man var glad når hun var glad og man græd med hende når hun græd.
Det er en gyser i verdensklasse!!!!! Jeg fik både kuldegysninger og fløj 4 meter op af stolen da hun ....
Tag ind og se den.
Den er fed ;)
M.V.H Lau Holmgaard Ibsen (18 år)
Det var en fantastisk oplevelse at overvære verdenspremieren i dag. Det gøres ikke bedre. Jeg synes Lars von Triers film er fantastisk, og er ret spændt på at se, hvordan den kommer til at fungere som opera. Det tegner i hvert fald interessant med scenografi af Christian Lemmerz - mon der er rådne dyr på scenen? Jeg er fuldstændig ligeglad med hvor meget snot hun har i næsen, og hvor meget lipgloss hendes læber kan bære, jeg vil bare gerne have et indryk, af hvad det er jeg skal ind og høre. |