Den kolde lille hånd og succesens lange vej
- scener fra operalivet

Af Wenzel de Neergaard

En forårsdag i marts 1893 sidder de to komponistkolleger (og konkurrenter) Leoncavallo og Puccini på en café i Milano og taler om livet og kunsten. Leoncavallo har året før oplevet sin store triumf med Bajadser, hvor han selv har skrevet både tekst og musik. Han har også brugt sine litterære evner til at give en hånd med ved udarbejdelsen af librettoen til Puccinis tredje opera, Manon Lescaut, der netop ved premieren 1. februar 1893 er blevet den afgørende succes, der ikke blot fastslår den 35-årige Puccinis position som den yngre musikergenerations store navn, men også bliver hans internationale gennembrud med opførelser i 15 lande i løbet af de følgende tre år.

I samtalens løb nævner Puccini, at han arbejder på en ny opera med tekst efter Henri Murgers Scènes de la vie de bohème. Leoncavallo farer rasende op: ”Husker du ikke, at det var mig, der foreslog dig Bohème og kom med et librettoudkast, som du sagde, at du ikke var interesseret i? Så besluttede jeg at bruge teksten selv, og nu er det mig, der komponerer Bohème, ikke dig!” ”Nuvel”, svarer Puccini, ”så bliver der to Bohèmer!” De stridende parter går straks til pressen.

Allerede dagen efter meddeler Il secolo (som tilhører Leoncavallos forlægger Sonzogno), at maestro Leoncavallo arbejder på en opera over Murgers fortællinger, og eftermiddagsavisen Corriere della sera (hvor Puccinis forlægger Ricordi har interesser) kan underrette sine læsere om, at Puccini arbejder på en ny opera med titlen La Bohème. Puccini erklærer: ”Lad Leoncavallo skrive sin opera, og jeg vil skrive min, så kan publikum træffe afgørelsen.” Og sådan gik det. Leoncavallos opera fik premiere året efter Puccinis, og trods udmærkede kvaliteter blev den snart totalt overskygget af Puccinis mesterværk. Leoncavallo tilgav ham aldrig.

Bohemeliv i Paris - og Milano.
Henri Murger (eller Henry Mürger, som han selvskrev for at være interessant) levede sit korte digterliv i Paris fra 1822 til 1861. Hans melankolske ungdomspoesi vakte ikke den store genklang hos det læsende publikum, så for at få brød på bordet begyndte han i 1845 at skrive små scener fra bohemelivet som føljeton i det litterære tidsskrift Le Corsaire. De delvis selvbiografiske skitser af unge studenters og kunstneres glæder og sorger indfanger med liv og farver stemningen i Paris’ latinerkvarter, og for samtiden blev det ikke mindre pikant af, at de fleste af personerne var tegnet efter levende model.

Opmuntret af succesen bearbejdede han med bistand af dramatikeren Théodore Barrière nogle af fortællingerne til et femakts skuespil, La vie de bohème, som ved premieren i 1849 på Théâtre des Variétés blev en forrygende sejr for den 27-årige forfatter. Forestillingen gik i næsten to år og indbragte ham et fanbrev fra hans store idol Victor Hugo, Æreslegionens ridderkors, samt
ikke mindst forfatterhonorarer, der sikrede ham den solide, borgerlige tilværelse, med ordentlig rødvin, som han også lod sin Marcello og Rodolfo nyde godt af efter bohemelivets trængsler. I 1851 samlede Murger sine Scènes de la vie de bohème til
en bog, der straks blev vidt udbredt og oversat til flere sprog.

Hvem der nu end har henledt Puccinis opmærksomhed på bogen, var det i hvert fald et lykketræf. Komponisten har selv senere berettet: ”Murgers fortællinger vandt mig med ét slag. Jeg følte mig straks hjemme i deres atmosfære. Jeg behøver situationer med følelser, der taler til hjertet. Så kan jeg synge! Denne bog rummer alt, hvad jeg søger og elsker: Friskhed, ungdom, lidenskab, munterhed, stille tårer, kærlighed, der skaber glæde og kval. Der er menneskelighed, følelse og hjerte i bogen, og frem for alt poesi.” Puccini havde stadig det fattige studenterliv i konservatorieårene i Milano i frisk erindring, og anekdoterne herfra er som taget ud af Murgers fortællinger: Hvordan han og værelseskammeraten Mascagni skiftevis gemmer sig i klædeskabet, mens den anden afviser kreditorerne, eller da Puccini pantsætter sin eneste frakke for at kunne invitere en ung balletpige fra La Scala ud til middag…

Disse personlige oplevelser har utvivlsomt medvirket til at give Puccinis opera farve, men når nogle biografier her vil finde årsagen til værkets kvaliteter, er det nok for enkelt. Som Ernest Newman bemærker: ”Shakespeare behøvede ikke at kvæle sin kone for at forstå Othellos følelser efter mordet på Desdemona - og Puccini havde ingen førstehånds erfaringer med politiets forhørsmetoder, da han skrev torturscenen i Tosca, ej heller var nogen af hans kvindelige slægtninge blevet forført af en amerikansk flådeofficer, før han kunne skildre sin hjerteknuste Butterfly.”

Tre års slid
Det skulle vise sig at være et overordentligt krævende arbejde at få en brugbar operatekst ud af Murgers løst sammenfattede episoder med deres væld af personer og hændelser, men uden egentlig handling. Efter de succesrige erfaringer med Manon Lescaut var det naturligt for Puccini (og projektets utrættelige bagmand, musikforlæggeren Giulio Ricordi) at betro opgaven til det samme team, Giuseppe Giacosa og Luigi Illica, der begge var betydelige dramatikere og væsentlige figurer på tidens litterære scene. De to
mænd var diametrale modsætninger og komplementerede netop derfor hinanden så glimrende. Illica udarbejdede handlingsforløb og scener med sprudlende fantasi og dramaturgisk overblik, mens den langsomt arbejdende Giacosa tog sig af de lyriske passager og satte det hele på formfuldendte vers under endeløs finpudsning.

Trods undertiden alarmerende op- og nedture (der hovedsagelig skyldtes Puccinis ubærlige kombination af vankelmod og uhyre præcise krav), fortsattes deres samarbejde et tiår med La Bohème (1896), Tosca (1900) og Madame Butterfly (1904), og afsluttedes først ved Giacosas død. Illicas oprindelige scenarium tog udgangspunkt i såvel Murgers fortællinger som skuespilversionen. Men hvilke af de talrige situationer og den brogede flok af personer var bedst egnede til en operatekst? Hans første udkast løb op i ikke færre end tyve scener, og før disse var reduceret til de endelige fire akter og det hele sat på anvendelige vers, skulle der gå tre år. Giacosa hævdede, at han havde brugt mere papir på nogle få scener af Bohème end på nogen af sine andre dramatiske værker. Illica fortalte senere: ”Disse konferencer om Bohème! Det var en slagmark, hvor hele akter blev flået i småstykker, scene efter scene blev ofret, idéer, som det ene øjeblik syntes lyse og strålende, blev forkastet det næste; på minutter blev måneders lange og tunge arbejde tilintetgjort … Og efter hvert møde måtte Puccini til manicure, fordi hans fingernegle var bidt helt ned.”

Flere gange truede både Giacosa og Illica med helt at opgive, og Giulio Ricordi måtte anvende al sin diplomatiske takt og overtalelsesevne. I juli 1894 skriver Ricordi til Puccini: ”Jeg har haft en lang samtale med Illica, han beklager sig over at have brugt så meget arbejde og tid til ingen nytte… men det lykkedes mig at få ham tilbage til arbejdet med 2. akten. Men jeg skulle sige, at han kun gør det af agtelse for mig!” Puccini svarer: ”Jeg er overrasket over Illicas irritation. Da jeg talte med ham, var vi helt enige. Jeg ønsker bare, at værket bliver, hvad det skal være: Logisk, præcist, interessant og velafbalanceret. Men for øjeblikket er det ingen af delene. Skal jeg blindt acceptere Illicas mening? Jeg har min opfattelse af Bohème, og den omfatter Momusakten, sådan som vi diskuterede den sidst med Illica, med Musettas scene, som var min idé. Jeg ønsker Mimis dødsscene, som jeg har forestillet mig den, og jeg er sikker på at kunne præstere et originalt og vitalt arbejde. Med hensyn til 3. akt er jeg stadig ikke begejstret. Der er meget lidt musikalsk i den, kun dramaet kommer videre, og det er ikke nok. Jeg ville gerne have mere anledning til musik. Vi må ikke glemme, at der er masser af handling i de andre akter. I denne ønskede jeg et lærred, som ville lade mig sprede farverne lidt mere lyrisk … Jeg håber, at Illica kommer ned på jorden, så vi kan arbejde videre. Men jeg vil også have et ord at sige, når det er nødvendigt, og jeg accepterer ikke nogens diktat.”

Arbejdet blev genoptaget. En måned senere skriver Ricordi: ”Illica læste hele teksten til Bohème for mig i går. Det synes mig, at nu er det virkelig lykkedes for os. Den sidste akt og især Mimis død burde fremkalde strømme af tårer. Jeg var selv meget, meget bevæget. Illica fortalte, at første del allerede er komponeret. Jeg er spændt på at høre duetten …” På mindre end seks måneder komponerede Puccini1. og 2. akt. Så opstår der nye vanskeligheder, og denne gang vil Giacosa ikke mere. Igen træder den snarrådige Ricordi til og viser ham musikken til de to første akter.

Fuldstændig grebet beslutter Giacosa at fortsætte: ”Puccini har overgået alle mine forventninger, og nu forstår jeg hans tyranni med vers og betoninger.” Af notater i originalpartituret fremgår, at Puccini brugte det første halve år af 1895 til at orkestrere første-akten, 2. akt var færdig 19. juli, 3. akt den 18. september. Men endnu i november, kun to en halv måned før premieren, venter Ricordi noget nervøs på sidste akt: ”Lad mig nu høre nyt. Har vores stakkels Mimi endelig udåndet? Jeg har mavekrampe af nysgerrighed …” Endelig, den 10. december ved midnatstid, kan Puccini sætte den sidste dobbeltstreg efter Mimis dødsscene: ”Jeg måtte rejse mig op, og stod dér midt i mit arbejdsværelse, alene i nattens stilhed, og jeg græd som et barn. Det var som at se mit eget barn dø.”

Et halvt nederlag - og en hel triumf
Verdenspremieren på La Bohème fandt sted på Teatro Regio i Torino den 1. februar 1896. Det var her Manon Lescaut var bragt til succes præcis tre år forinden, og Ricordi mente, at det måtte være et godt varsel. En anden grund var, at Torino ikke var længere fra Milano, end at man kunne komme dertil uden for store vanskeligheder, men langt nok, håbede han, til at undgå demonstrationer og tilråb arrangeret af den rivaliserende musikforlægger på deres komponisters vegne - en af dem var Leoncavallo. Puccini beklagede sig over Teatro Regios kedelige akustik, den blev forbedret. Han ønskede dirigenten Leopoldo Mugnone og en stjernebesætning; nej, sagde Ricordi, dette værk kræver et ungt hold entusiastiske sangere, der kan spille intelligent komedie. Og dirigenten skulle være Teatro Regios nye musikchef, han var kun 29 år og havde allerede gjort sig bemærket som en nådesløs despot, der ikke accepterede det mindste sjusk fra hverken sangere eller orkester: Arturo Toscanini.

Endelig oprandt premieren - og hvor utroligt det end kan lyde i dag - trods sangernes og dirigentens anstrengelser blev La Bohème modtaget med behersket begejstring. Puccini beskrev nogle år senere aftenen sådan: ”Publikum tog vel imod værket. Kritikerne næste dag talte dårligt om det. På selve aftenen, i korridorerne og bag scenen, hørte jeg hvisken omkring mig: ”Stakkels Puccini! Denne gang er han på gal vej. Det er en opera, der ikke vil få noget langt liv … Jeg, som lagde hele min sjæl i Bohème og elskede disse personer mere end jeg kan sige, gik tilbage til mit hotel aldeles knust. Jeg følte en tristhed, melankoli, trang til at græde … jeg tilbragte en elendig nat. Og om morgenen blev jeg hilst af kritikernes ondskabsfulde salut.” Trods kritikken gik La Bohème dog 24 gange for udsolgte huse i Torino.

Tre uger senere fulgte Teatro Argentina i Rom, hvor modtagelsen også var halvlunken, i Napoli gik det bedre, og endelig i april 1896 kom den triumferende sejr i Palermo. Dirigenten her var Leopoldo Mugnone (som Puccini oprindelig havde ønsket), og datoen var fredag den 13., hvad der fik den overtroiske Mugnone til at frygte, at noget forfærdeligt ville ske. Umiddelbart før forestillingen opdagede man, at orkesterets oboist ikke var dukket op. Mugnone ventede en halv time, mens publikum viste sin utålmodighed med vrede sicilianske pift og tilråb, endelig kom oboisten, og operaen begyndte. Allerede fra midten af 1. akt var begejstringen og bifaldet stormende, og med talrige fremkaldelser til sangerne efter hver akt varede forestillingen til klokken et om natten. Men publikum nægtede at gå hjem, og selv om halvdelen af musikerne havde forladt orkestergraven, og sangerne allerede var omklædt, besluttede Mugnone at give hele sidste scene da capo fra Mimis entré.

Fra den aften gik La Bohème sin sejrsgang over alverdens operascener og figurerer i stort set alle statistikker blandt de tre mest opførte værker. I Danmark kom operaen op på Det Kongelige Teater i 1908. Frederik Rung dirigerede, Vilhelm Herold var Rodolfo, Emilie Ulrich sang Mimi, Albert Høeberg var Marcello og Musetta blev sunget af den kun 23-årige Tenna Frederiksen (Kraft). I 1939 kom Poul Kanneworffs iscenesættelse og dekorationer, der siden har gjort trofast tjeneste ved flere genopsætninger af blandt andre Kai Wilton, Holger Boland og Folke Abenius. Ved repremieren på Mikael Melbyes Bohème har værket fået langt over 500 opførelser på Det Kongelige Teater og overgås således kun af Mozarts Figaros bryllup (med over 700 opførelser).