Det kongelige Operakor debuterede i operaen med suverænt overskud, fra de heftigste optrin til den sarteste inderlighed. Og når selv verdens mest berømte operakorsats “Va, pensiero” kan bringes til at bevæge dybt, kan man i denne forbindelse ikke ønske sig mere. Musikalsk er det i det hele taget blevet en i sjælden grad helstøbt og virkningsfuld forestilling.

Nabucco’ er en fin operaaften med god musik. Der står nye sangere på spring i kulissen, og orkestret spillede søndag ved premieren stilsikker, frisk Verdi under den italienske maestro Morandi.

Musikalsk ganske fremragende 'Nabucco'.

En meget skøn italiensk Verdi fortolkning af dirigenten, et kapel i topform, et operakor, der er hele billetten værd, og solistpræstationer, der modtages af publikum med stor applaus. Seks stjerner til den koncertante del af Nabucco - luk øjnene og nyd det. Handlingen kan læses i programmet. Men nu må direktionen vedtage at holde en pause for opførelse af italiensk opera i amerikanske militæruniformer i en betongrå parkeringskælderkulisse. Hvis det bibringer en oplevelse, er det da som en skændsel mod de multi-scene-muligheder, der blev udbasuneret som den nye operas særpræg. Det er ikke nogen visuel oplevelse, at knap 200 højtuddannede kunstnere - når musikken tælles med - skal optræde i sæk og aske kostymer - eller for den sags skyld i 1. akts nattøj og selskabstøj, der hverken giver mening eller danner associationer - og da slet ikke til teksten. Skulle vi endelig - endnu en gang - undervises, må der da findes nogle originale forlæg fra Italien fra operaens tilblivelsestid. Hvordan operateater kán udleves, er opførelsen af Lulu jo et blændende eksempel på. Mere af det.

En helt igennem fantastisk opførelse af Nabucco. Kappellet er knivskarpt og alle roller er besat med eminente sangere. En af de bedste oplevelser, jeg har haft i operaen de seneste 20 år. En moderne og simplistisk scenografi lader historien og musikken være i fokus. En herlig fornyelse for alle os, der ikek synes at opera skal være et museum.

Vi var til forestillingen den 8. oktober, hvilket betød en perlerække af gode solister. Musikken er jo sublim, og både dirigenten og orkestret ydede det ypperste. Ligeledes sangerne og koret. Skønt at høre på. Hvordan kan det så være, at opsætningen er så dårlig. En gang anakronistisk ligegyldighed, som vi har været ude for det før, hvor tekst og handling overhovedet ikke passer sammen. Og så er scenografien så blottet for fantasi, at det gør ondt. Det hele blev indrammet af en særdeles dårlig instruktion, der ikke var særlig flatterende for sangerne. Med hensyn til undertøj på scenen, så er det set før, og det er stadig ikke særlig interessant i sig selv. Dagen efter var vi inde til en forpremiere på Mamma mia! i Tivoli. Må vi anbefale at "det kongelige" går ind og ser den forestilling. Så godt kan det gøres. Her er ingen medskuespillere der vimser forstyrrende frem og tilbage foran og bagved solisterne, når de synger. Både instruktion og scenografi er medrivende. Gå hen og lær!

Jeg var meget spændt på at skulle høre denne forestilling den 2 okt. Jeg kom i min bil fra Malmø i god tid og kunne næsten ikke finde nogen p plads men jeg har en lille bil så jeg fik klemt mig ind. Det værste var dog da vi alle skulle ud igen det tog meget lang tid og alle ville bare væk på samme tid og det kan jo være svært. Jeg høre meget opera og finder stor glæde ved det. Det er jo fantastisk at kunne se og høre på samme tid sammen med andre mennesker.Det er også et fantastisk rum at være i. Det var en fornøjelse at høre på sangere og musik helt fantastisk sammenspil og det var meget Italiensk der blev ikke sparet på følelserne. Så jeg tænkte det må jeg hjem og høre lidt mere til. Men hvad er det så for noget halløjs man sidder og ser på. Nogen gange kom jeg til at grine for man kan simpelt hen ikke føre vores tid kvinder tilbage en tid for så mange år siden. Det kom til virke meget komisk og det er både synd og trist når det kunne ha været en fuldendt fest aften til 6 stjerne. Nu er det sangen og musikken som det handler om. Det var fantastisk .. så 5 stjerner fra mig. :))

Hvoffor skal det altid være i kostymer og kulisser fra i dag,koldt og grimt,der manglede noget for øjet,men man kan ikke løbe fra,at musikken og sangene er i topform.6 stjerner for hele koret.

"Kulisen" minder minder mest af alt om en nedslidt pakeringskælder og kunstnernes mangel på kostumer giver en fornemmelse af en discount forestilling. Det arme publikum skal nok indbildes at der er tale om genial minimalisme, men mon ikke de fleste kan gennemskue, at der er tale om et fif, som blot har til hensigt at holde omkostningerne nede! Desværre giver dette mådehold sig ikke udslag i billetpriserne men blot i en uskøn forestilling. Udenfor operaen er der til gengæld ikke meget som minder om en parkeringskælder. Her er der en himmelråbende mangel på parkeringspladser, som gør det til et mareridt at ankomme til forestillingen i eget køretøj!

När man går på opera idag måste man vara beredd på att det kan vara en nyinscenering. Det är det nästan alltid och jag blir bara så trött på att det är på det viset. Jag anser att man skall följa kompositörens anvisningar och följa dem till punkt och pricka. Men om man konstaterar detta så måste man samtidigt också ha klart för sig att då blir det nog inte många operabesök. Varför det är på det här viset vet jag inte men jag tror mig veta att minst hälften av operapubliken vill se operan som det en gång var tänkt. Den halva som alltså inte får sitt önskemål tillgodosett väljer istället att fortsätta lyssna på opera hemma eller hyr eller köper en dvd som visar operan som den egentligen skulle visas dvs enligt kompositörens önskemål. Jag såg föreställningen den fjärde oktober och jag vill trots scenografin ändå konstatera att det var en ren succéföreställning åtminstone vad det gäller sångarnas insatser. Jag har till exempel aldrig hört John Lundgren så bra som han var i går. Även övriga solister gjorde en toppeninsats och Det Kongelige Kapel och Den Kongelige Operakor gjorde en helt fantastisk prestation och på dirigentens insatser kan man inte heller klaga på trots den olyckliga incidenten som inträffade. Visst jag har sett Nabucco i Verona och visst är det en enorm skillnad i upplevelse, men jag anser ändå att det var en mycket bra upplevelse. Regissörens läsning av verket var ju inte orimlig bara ovanlig.

Att Verdi - för så länge sedan - så väl kunde formulera det som händer i vårt samhälle idag! Det tycks mig som om väldigt många har retat sig på att scenen inte ser ut som den "ska" det vill säga som den alltid har gjort i dessa storslagna operaföreställningar. Här får vi se en "mänsklig" förställning som tvingar oss - genom avsaknad av överdriven utsmyckning i sceneri och klädsel - att rannsaka oss själva när det gäller hur vi möter människor som är olika oss, i utseende, religion och kulturell hemvist. Nabucco, Zaccaria, Abigaille och de andra ser ju faktiskt ut som vi. De skulle kunna vara vi - och är det väl också egentligen? De eviga stora frågorna: kärlek - hat, vi - dom, makt - hämnd, högmod - ödmjukhet, allt får vi möta och relatera till. Assyrier och hebréer i all ära - handlar det inte egentligen om oss och våra grannar? Om hur vi beter oss mot varandra? Den storslagna musiken, de underbara sångarna och orkestern så fantastiskt inspirerande ledd av maestro Morandi ger oss också en skönhetsupplevelse som vi bär med oss länge, länge!

Smag kan og bør naturligvis diskuteres. For mig personligt er Verdi ikke det store dyr i åbenbaringen: lidt røvballe og lidt umpa. Men hans operaer inviterer til og bæres ofte af en smuk scenografi. Jeg så en opførelse af Nabucco i den tyrkiske nationalopera (af alle steder) for nogle år siden, og til trods for selve stykkets mangler var det en stor oplevelse. Kostumer, scenografi og umpamusik gik op i en højere enhed og gav en mavepuster i opleveren. Assyriske paladsrelieffer (dem fra Nineve), smukke tekstiler af den type Bellini malede, vilde frisurer og tyk sort øjensminke. Det var skide godt. Sådan er et ikke i Kbh. Jeg vil føje mig til klagekoret, der mener at Operaen giver sin tilskuer en (i bedste fald) fesen oplevelse. En smuk arie leveret fra lædersofa med kostumer fra Armani giver ikke den rigtige Schwum. Det er synd, siden det nu er første gang, de opfører den.

Til så flot musisk opera, manglede der noget for øjet, at se skuspillerer i almindeligt tøj er en skam for de musikerer og de fantastiske sangere. det var en kæmpe oplevelse den 2 oktober 2o10 men det var en stor stor skuffelse at der ikke skulle være noget for øjet.musikerne var fantastiske operasangerne var fantastiske men opsætningen var maget ringe, det er for ringe at deet skal være på den måde. næste gang jeg skal i operaen vil jeg se nærmere på om det er en moderne udgave og så vil jeg blive hjemme og høre det på mit eegen anlæg og lukke øjnene og selv "lave mine kulliser" jeg vil ikke lave stjerner da det vil give et forkert indtryk af det jeg og mine venner har oplevet.

Verdi – hvad skal man med Verdi? Da Den jyske Opera i fjor tournerede med Mozarts fantastiske ”Idomeneo” i en kongenial iscenesættelse af Klaus Hoffmeyer, var anmelderne ude med riven; det var ikke Figaro, der var ingen ørehængere, det var ikke den modne Mozart o.s.v. Anmeldere må være fordomsfulde og københavnersnobbede grænsende til det stupide, når de nu kan rose Det kgl. Teater for at have sat Verdis første succes, ”Nabucco”, på plakaten, for mere formålsløst valsende og messingdundrende meningsløshed skal man da lede længe efter. Mens Mozart subtile musikalitet lodder psykologiske dybder, skøjter Verdi hen over det store, gammeltestamentlige drama i taktarter for militærorkestre og balsale. Bevares, Verdi forbinder musikhistorisk bel canto med verismen (den sene Verdi er fantastisk) og er således uomgængelig, og fangekorets enkelhed er en genistreg, men derudover er der intet argument for at vælge denne opera frem for andre endnu ikke opførte. Ikke medmindre iscenesættelsen kan begrunde opsætningen, og det er – desværre – heller ikke tilfældet: Der er langt fra Elisabeth Lintons fantastiske ”Eugen Onegin” (igen søreme på DJO!) til dette holtenske mareridt af krigsaktualitet, for både program og introduktrice understreger, at Linton har været assistent for Kasper Holten – som om det skulle være et adelsmærke. Det er det ikke! Tværtimod synes ”Nabucco” at være en kedelig gentagelse af Holtens mildest talt kedelige ”Don Carlos”: Scenografien er domineret af store, flisebeklædte flader, betonstøbninger, der kommer ind fra kulissen, kostumerne har et umiskendeligt 60’er-snit, og selvom vi oplyses om, at symboler er fravalgt for at give publikum plads, så strømmer blodet ned ad væggene, og den babyloniske kongekrone er sat til skue i et krybdyrsterrarium. Hvordan dét er mere eviggyldigt end f. eks. en historisk kulisse, hvor der havde været noget at se på (sic!), dét er mig komplet ubegribeligt. Jeg er åbenbart ikke den gennemsnitlige opera-publikummer, for Linton har tydeligvis lært, at publikum ikke selv har fantasi og ikke selv kan tænke sig til, at krig er lige afskyelig, hvornår den end foregår. Det er så, hvad det er, hvis blot iscenesættelsen havde afhjulpet operaens pinlige plot. Personerne dukker helt ubegrundet op – ned ad en trappe, ind fra kulissen – når de skal ifølge handlingen, men hvorfor og hvordan de nu er, hvor de er, det oplyses ikke. Vi skal tro, at vi på et øjeblik kommer fra templet i Jerusalem til Abigailles ungpigekammer, bare fordi et hvidt gardin falder fra kulissen, og efter pausen skal samme betongitter så forestille Babylon, hvor Nabucco pludselig kommer ned ad trappen, selvom vi har fået at vide, at han igen var i krigstogt. Måske det hele er noget, de medvirkende forestiller sig, måske de alle er spærret inde på samme sindssygeanstalt og fantaserer det hele, gennemlever krigstraumer igen og igen? Intet peger herpå, men dét havde dog været en interessant tolkning. I stedet lades vi i stikken med tilfældighedernes usandsynlige rækkefølge. Én ting formår Linton at gøre gribende, nemlig figuren Abigaille, hvis hævngerrighed ikke skyldes hendes uægte slaveherkomst, men at hun altid er blevet forfordelt af far Nabucco. Det er ikke i kraft af den indledende sekvens under ouverturen, hvor farmand giver lillesøster Fenena mere opmærksomhed end storesøster, nej, det skyldes primært Mlada Khudoleys dramatiske talent; ingen nuance lades uberørt i hendes enorme vokale register, og man gribes af hendes sorg og afmagt, såvel som man skræmmes af hendes raseriudbrud. Hun alene er aftenens store trækplaster, og vi er igen ude i den situation, at operaen burde kaldes op efter hende – uanset hvor velsyngende Boris Statsenko er i titelrollen. Scenen mellem de to er ubestridt den bedste, for selvom koret vælter en bagover af musikalsk begejstring, så lades også koret i stikken af Linton, når det står formålsløst foran muren eller indhyllet i tæpper. Der synges flot i alle øvrige partier, dog presser Bengt-Ola Morgny sig på for at blive nævnt, for han bliver kun bedre og bedre uanset partiets størrelse eller beskaffenhed. Vokalt bæres forestillingen altså hjem. Musikalsk er den også en skuffelse, for Pier Georgio Morandi dirigerer Det kgl. Kapel med en sendrægtig gumpetunghed, der aldrig viser sig frugtbar. Så er der mere schwung over Riccardo Mutis indspilning for EMI; her hjælpes Verdis umbaba-umbaba-tonerækker på gled med en fyrighed og et tempo, så et musikalsk drama forløses. Dramaet udebliver i Operaen. Det er kun hos Mlada Khudoley, og hun stikkes brutalt ned til sidst, så et hvert håb om forløsning fra dvaletilstanden på tredje balkon ignoreres.

Jeg var igår den 30 september 2010 inde og høre, men desværre også at se ovennævnte opera. Hvorfor jeg skriver desværre er, at jeg bestemt ikke syntes om opsætningen af operaen, og hvorfor nu det. Jo, selve handlingen foregår før Babylons fald, men selve operaen var vist i modernet udgave, som slet ikke står mål med handlingen. Jeg kunne ligeså godt have købt en billigbillet, og sidde helt oppe under taget, for musikken og sangene var der overhovedet ikke noget i vejen med, men kuliserne, uha, uha. Jeg er selvfølgelig bekendt med, at sparekiven også har ramt teatrene, men lad vær med at gå på kompromi m.h.t. til tøjet, det skal svare til operaen, ellers virke den ikke efter hensigten. En ros skal I dog have, og det var, at I til slutningen brugte Guds navn, for det er noget der går gennem hele Jeremias profeti, så tak for det. Jeg vil gerne se La Boheme, men hvis den ikke svare til datiden, så nej.

Jeg så opførelsen i søndags. Jeg var bekendt med handlingen og store dele af operaen. Det er fint med handslingsreferater, men jeg vil gerne stifte nærmere bekendtskab med psykologien/psykiatrien i operaen. Er der ikke nogen, der kan komme med bud på disse forhold ? Asger Ringgaard Møller.

Fremragende orkester og sangere - og et formidabelt kor, formentligt blandt verdenstoppen løfter opgaven med Nabucco. Operaen må spare tusindvis af kroner på manglende kostumer og kulisser, at instruktøren åbenbart blev syg og ikke fik færdiggjort sit arbejde har ikke ødelagt Verdis musik. Skal vi lukke øjnene og lytte - eller se på og græmmes? Lad os få en koncertopførelse i stedet - det er jeg så var under al kritik! For 20 -25 år siden ville instruktøren blive fulgt til psykolog for den slags "arbejde!"

Premieren var en storslået oplevelse - jeg har blot en enkelt kommentar til de danske tekster: hedder det ikke "hvor vover han/hun" i stedet for "hvad vover han/hun"? Det forekommer mindst to gange ......