Nebukadnesar, historien om en fjende

Af Merete Arnoldi

I Bibelen møder vi Nabucco som Nebukadnesar, imperialisten der besatte Jerusalem og ødelagde Salomons tempel. Den babylonske konge har sat dybe religions- og kulturhistoriske aftryk, og selvom han kultiverede Mesopotamien, fremstilles han oftest som et uciviliseret fjendebillede, et modbilledetil den civiliserede jøde- og kristendom.

”Kong Nebukadnesar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat mig til side som et tomt kar. Som en drage har han slugt mig, fyldt sin vom med mine lækkerbiskener og drevet mig bort”, sådan taler byen Jerusalem i Jeremias’ bog i Det gamle testamente, og Gud er ikke sen til at love Jerusalem retfærdighed: ”Se, jeg fører din sag og giver dig hævn, jeg lægger dets hav tørt og udtørrer dets kilde. Babel skal blive en grushob, sjakalers bolig, til rædsel og spot, så ingen bor der”. Så oprevet profeterer Jeremias igennem to kapitler om Nebukadnesars belejring af Jerusalem og om Guds afstraffelse af Babel eller Babylon, som byen hedder i græsk form.

Nebukadnesar II regerede fra 605 – 562 f.Kr og er den absolut vigtigste hersker i det nybabylonske riges historie. Arkæologiske fund viser, at der i Mesopotamien på dette tidspunkt fandt en imponerende kulturel opblomstring sted: Der blev opfundet vandingsanlæg, som udnyttede floderne Eufrat og Tigris i reformerende grad, store monumenter blev rejst og legenden fortæller, at Nebukadnesar ved hjælp af store konstruktioner med kunstvanding skabte de hængende haver til sin hustru, som savnede sit hjemlands frugtbare bjerge. Skatterne fra provinserne strømmede ind, imperiet var rigt og i sin storhedstid dækkede det nybabylonske
rige det nuværende Jordan, Israel, Libanon, Syrien, Irak og det nordvestlige Saudi Arabien.

Det har krævet sin mand at passe et så stort imperium, og det foregik naturligvis ikke uden blodsudgydelse. Flere gange prøvede Jerusalems konger at gøre oprør mod deres overmagt, men det mislykkedes, og i 597 f.Kr. belejrede Nebukadnesar byen og deporterede både den unge kong Jojakin og Jerusalems vigtigste familier til Babylon og indsatte selv kong Zedekias i et forsøg på at handlingslamme de tilbageblivende indbyggere. Herefter kunne Nebukadnesar fokusere på andre kampe, indtil han i 587 f.Kr. igen måtte drage med sine tropper til Jerusalem for at slå et oprør ned. Nebukadnesar belejrede byen i halvandet år, og angrebet førte til byens fald, ødelæggelsen af Salomons tempel og deportation af tusindvis af byens indbyggere til Babylon. I Jeremias’ Bog kan vi læse, hvordan Nebukadnesar slår kongen af Jerusalems prinser ihjel for øjnene af deres far, inden kongen selv får stukket øjnene ud og trækkes blind mod Babylon, mens templet plyndres og ødelægges.

Historien om Nebukadnesars omvendelse finder vi i Daniels bog, hvori Daniel under eksiltilværelsen i Babylon – og med Guds hjælp - tyder Nebukadnesars drømme. Daniel forudser, at Nebukadnesar skal leve udstødt som et dyr, indtil han erkender at ”den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det til hvem han vil”, og at ”dit rige atter skal blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har magten.” Da kongen ser ud over sit rige og betvivler Daniels ord, går de i opfyldelse: ”hans hår blev langt som ørnefjer og hans negle som kløer”. Han spiser tilmed græs, og som Daniel har forudset, får han først sin forstand igen, da han erkender, at ”Himmelens konge” regerer, og at denne kan ”ydmyge den, som vandrer i hovmod”.

Forbrydelsen i Daniels bog handler ikke så meget om uretten mod Jerusalem og om tvangseksileringen af dens indbyggere som om Nebukadnesars hovmod, det at han tror sig større – eller i hvert fald på højde med - Gud. Karakteren Nabucco i Verdis opera er både nådesløs, impulsstyret og ikke bleg for at håne hebræernes Gud. Faktisk vælger han at udslette templet for at vise, at barmhjertighed ikke betaler sig, efter at den hebræiske Ismaele har frelst Fenena, Nabuccos elskede datter. Som i Daniels bog bliver også operaens Nabucco først menneskeliggjort, da han efter at have mistet sin forstand indser sin ydmyghed overfor Gud. Det at tro sig højere end Gud, straffes altid benhårdt i Det gamle testamente.

Et af de ti bud lyder som bekendt: ’Du må ikke have andre guder end mig’, og det betyder også, at man som menneske, konge eller ej, ikke må sætte sig i Guds sted. Dogmet skabte samtidig et konkurrenceforhold til de frugtbarhedsguder, som de gammeltestamentlige patriarker mødte under udbredelsen af jødedommen: Den babylonske Bel og den kana’anæiske Baal får hårde ord med på vejen i Det Gamle Testamente, så ingen skulle fristes ud i tilbedelsen af en afgud. Sidstnævnte antog op igennem den kristne kulturhistorie tilmed karakter af dæmon, hans tilbedere af nådesløse barnemordere, og navnet Baal er blevet brugt som betegnelse for Djævelen.

Da Verdi begyndte at sætte noder til fangekoret Va Pensiero, var det hverken Jerusalems belejring eller det nybabylonske rige, der interesserede ham, selvom de bibelske historier ganske givet har været en del af hans børnelærdom. Om end Verdi var stærkt religionskritisk, hvilket han blandt andet viser i en besk kritik af kirken i operaen Don Carlos, var han højst sandsynligt mere nationalist end religionskritiker, da han endelig accepterede La Scalas tilbudom Soleras libretto. Med Nabucco fik han serveret en velkendt fjende på et sølvfad samtidig med, at historien var tilpas abstrakt i forhold til hans samtids Norditalien til, at den kunne bruges som camouflage i en kritik af den østrigske besættelse.

At de franske dramatikere Anicet-Bourgeois og Francis Cornue i deres skuespil Nabucodonosor fra 1836 havde tilsat den blodige gammeltestamentlige historie en Romeo og Julie- kærlighedsintrige samt en forsmået, vred og uægte datter, gjorde kun historien til endnu bedre operamateriale. Operamediet gav Verdi chancen for at lade materialet handle mindre om folk og mere om et folk.: Ved at give koret så stor en plads i værket fik han rig mulighed for at lade det hebræiske, landflygtige folk på scenen synge storslået bragende og direkte ind i det besatte norditalienske folks længsel efter selvstændighed.

Operaen Nabucco handler også om noget så tidsløst som to kvinders kamp for fars anerkendelse, om en hersker der må navigere imellem intrigante embedsmænd og som - midt i den forførende magtrus møder den totale afmagt i sin datters afvisning. Ser man udover fjendebilledet viser titelpartiet sig som en ganske kompleks figur. Samtidig er det at bruge religiøs eller anden værdipolitisk retorik for at skabe nationalt sammenhold og lægge afstand til sine fjender stadig gældende praksis på verdensplan, og somme tider kan være svært at vurdere om de egentlige bevæggrunde for krigshandlinger i virkeligheden er kulturelt, religiøst-ideologisk eller politisk-territorialt betingede. Det er ikke uden grund, at den gammeltestamentlige historie og dens vold, spot, hævnkataloger og klagesange pakket ind i Verdis forløsende musikalske fortolkning stadig kan sige os noget den dag i dag.