NØGLEN - komponisten - værket - opsætningen
Charles Gounod
Gounod var Frankrigs førende komponist fra 1850erne til 1870erne. Hans musikalske talent viste sig allerede, da han var ganske lille og modtog klaverundervisning af sin mor, der selv var en fremragende pianist. Moren ville egentlig have foretrukket, at han læste jura, men han valgte musikken og blev tidligt optaget på konservatoriet i Paris, hvor han studerede komposition under Halévy.
Gounod skrev i alt tolv operaer, hvoraf to stadig er på repertoiret verden over. Den ene er gennembrudsværket Faust (1859), der bygger på første del af Goethes skuespil, den anden er Romeo og Julie (1867) efter Shakespeares drama. De to operaer har mange lighedspunkter: De er begge 5-aktere, begge bygger på klassikere bearbejdet af librettisterne Jules Barbier og Charles-Francois Carré og begge havde urpremiere på Théâtre Lyrique i Paris.
Romeo og Julie blev den største umiddelbare succes Gounod nogensinde kom til at opleve. Modtagelsen var overvældende, og en af forklaringerne på den enorme succes var nok også, at uropførelsen faldt sammen med verdensudstillingen i Paris; alverdens kulturinteresserede havde allerede indtaget byen, og de strømmede til den nye, romantiske operaudgave af det kendte skuespil. Gounods opera nåede endda en sådan grad af berømmelse, at man på Théâtre Déjazet satte en parodi op, der drilagtigt omdøbte den franske titel Roméo et Juliette til Rhum et eau en juillet (Rom og vand i juli).
Senere forlod Gounod operagenren til fordel for religiøs musik. Han skrev en række oratorier og religiøse sange, hvoraf den kendteste er sangen Ave Maria, som er en improvisation over Bachs Præludium i C-dur. Han skrev også en del små klaverstykker, og et af dem, Begravelsesmarch for en marionetdukke, har fået en helt ny betydning, idet den fra 1955 blev kendingsmelodien i TV-serien Alfred Hitchcock Presents.
Fra Shakespeare til Gounod
Handlingen i Gounods opera ligger meget tæt op ad handlingen i Shakespeares skuespil fra 1595. Og selv om der naturligvis er skåret i originalteksten – det tager trods alt længere tid at synge en frase end at sige den – er Shakespeares ord og vendinger så vidt muligt bibeholdt. Dramaturgisk var der heller ikke nogen grund til at lave de store ændringer: Maskeballet i første akt af Shakespeares drama passede perfekt til konventionen i de franske operaer, og det samme gjorde de to romantiske hovedroller samt rollen som den komiske amme.
Der er dog nogle få afvigelser: Romeos page spiller f.eks. en ny og fremtrædende rolle i operaen, da det er hans provokerende opførsel, der starter det slagsmål i tredje akt, som ender så fatalt med Mercutios og Tybalts død og Romeos forvisning. Og hvor Romeo og Julie hos Shakespeare døde i gravhvælvingen uden at have udvekslet et eneste afskedsord, giver Gounod og hans librettister de elskende tid til at synge en duet, inden de dør.
Gounods tonesprog er på ingen måde grænseoverskridende; det er overvejende dur-mol-tonalt, og titelparret nyder godt af hans særlige talent for det lyriske. Der er ikke mindre end fire melodisk smukke duetter mellem tenoren Romeo og sopranen Julie. Kærlighedsmotivet fra duetten i anden akt dukker desuden op flere gange senere som et letgenkendeligt erindringsmotiv, der binder hele operaen sammen på det personlige og følelsesmæssige plan.
Men Gounod kunne også skrive kraftfuld musik, når handlingen krævede det. Konfrontationen mellem de to slægter i tredje akt er et godt eksempel herpå. Her får musikken et voldsomt dramatisk udtryk, der sætter kærlighedsscenernes lyriske intimitet i relief.
Romeo og Julie var oprindelig med talt dialog mellem numrene, men Gounod ombestemte sig under prøverne og ændrede dialogerne til recitativer, ligesom korets prolog og Julies valsearie (fra 1. akt) også først blev indført under prøveforløbet, efter sigende fordi den sanger, der sang Julies parti, ikke kunne synge den mere dramatisk krævende arie senere i operaen.
Opera som film noir
”Romeo og Julie er en historie om kærlighed og død i en brændende by”, siger instruktøren af aftenens forestilling, Olivier Py. Handlingen er ikke bundet til 1500-tallets Verona, den kan udspille sig i en hvilken som helst europæisk by hærget af borgerkrig, af klaner, der bekriger hinanden, og af bittert nedarvet had. Mennesker, der befinder sig i krig, er imidlertid ikke altid desperate, de vil, som Olivier Py siger, ofte bare leve, ligesom Julie, hvis første arie netop er en hyldest til livet. ”Der er en hysterisk stemning over alle Gounods værker”, mener Py, og måske er det det, der har inspireret til hans film noir-agtige univers. Den stil som man dyrkede i amerikanske film i 40’erne og 50’erne havde noget af den samme kyniske og usympatiske melodramatiske stil som Gounods opera også har lige under overfladen.
Samtidig bliver der dog ikke lagt skjul på, at dette er teater; alt er synligt, og dekorationer og sangnumre er, hvad de er, dekorationer og sangnumre, ikke smukt udførte elementer af en underholdende virkelighedsflugt. Romeo og Julies tragiske endeligt er skæbnebestemt, de er som Shakespeare udtrykte det i sin prolog ”star-crossed”, eller som det hedder i den danske oversættelse: ”født under uheldsstjerner”. Og deres onde skæbne materialiserer sig efterhånden som et stjernebillede, der virker som et net af uigennemtrængelige linjer.