Turandot er et glædeligt gensyn! Både på grund af Melbyes smukke, enkle og alligevel meget smukke og symbolfyldte iscenesættelse og på grund af opsætningens fænomenale (med en enkelt undtagelse) solister. Ikke at hverken kor eller kapel af den grund bør glemmes, men når solister som Irene Théorin, Inger Dam-Jensen, Alexander Tsymbalyuk, Paevetalu, Henning-Jensen og Morgny, ja, John Lundgren i det lille-bitte parti som mandarin går på scenen, så blegner alt andet! Det er fremragende opera! Derfor er det så sørgeligt, at Frank Porrettas Calaf aldrig når ud over rampen, medmindre orkesteret ikke bruser, og selv da lyder han spag og stakåndet. Han lever kort sagt ikke op til den standard, som Den kongelige Opera – lykkeligvis – har i disse år, og når man er så forkælet med store stemmer, så er det svært ikke at være voldsomt skuffet over ham.
Melbyes iscenesættelse fortjener en afrundende bemærkning, nu hvor han er faldet i unåde hos den ambitiøse direktion, men belønnes af Reumert-kommiteen. Jeg havde glemt, hvor frisk, ægte og ærlig denne iscenesættelse er, og den kan i modsætning til mange andre opsætninger (f. eks. Radoks rædderlige Traviata, der er på plakaten igen i næste sæson) leve i mange, mange år – og det er ikke dårligt for en opera af Turandots kvaliteter. Så kan kommende genopsætninger endda veksle mellem Alfanos fejende festlige og Berios smukke og æteriske fuldførelse af tredje akt; man savner at gå fra Operaen med førstnævntes brusende kor i ørerne – og Berio citerer jo også ”Nessun dorma” i sin finale – men det lader jo kun et fromt ønske om mange fremtidige gensyn tilbage.
***** | Irene Theorin er suveræn. Det Kongelige Teater bør knibe sig i armen hver enestre dag over, at man får lov til at beholde en sopran af den klasse i sit ensemble. Irene Theorin har gjort det som få kan!
Rollen som Turandot er jo kendt for at være umådelig svær, og få har kunnet løfte arven fra store sopraner som Birgit Nilsson og Ghena Dimetrova. Endten har det været for små stemmer, for store eller for gamle. Irene Theorin formår dog at synge halsbrækkende passager i "In Questa Reggia" som var det leg, med søde pianissimi hvor de høre til, og højdramatiske sforzandoer på høje c'er, samtidig har hendes stemme stadig en rest af lyrisk sopran over sig, hvilket gør stemmen meget behaglig at høre på. En sand Turandot.
Som så mange andre må jeg desværre også tilslutte mig kritiken af Frank Poretta. Tenoren har simpelthen ikke volumen til at dække orkesteret, som bestemt ikke spiller for højt! Han knokler, og det går også ud over hans sceniske tilstædeværelse, hvor der mangler en del skuespil og passion. Til gengæld vinder han en lille stjerne i min bog ved at synge de, for en dramatisk tenor, besværlige høje Bb'er H'er og C'er med perfekt teknik. Han har tilmed overskud til at interpolere det famøse høje C i "Principessa Altera" gjort kendt af Bonisolli og Corelli og som få tør begive sig ud i.
Inger Dam Jensen som Liu er hjerteskærende smuk og hendes samspil med den dygtige og engagerede Bas Alexander Tsymbalyuk er lige som det skal være.
Ping Pang og Pong manglede noget farve synes jeg selv, ikke mindst for at lave den skærende kontrast mellem de spøjse ministre man først ser, efterfulgt af de mere sørgmodige med hjemve i start 2. akt. Kontrasten var for lile.
Fantastisk endelig at kunne komme til at se Turandot i en opsætning der leder hen til dens oprindelige tid. Fantastiske kostumer. Fantastisk arbejde Mikael Melbye. Som publikum føler man sig hensat til myternes Kina. I det store hele en af de bedste forestillinger jeg i mit unge liv af 22 har set med det kongelige teater. Desværre kunne Porretta ikke bære rollen som Calaf, han stemme druknede i orkesteret eller i koret. Resten af besætningen sang fremragende, men Calafs rolle er stor og derfor var der mange lunkne partier. Når Irene Theorin lukker op for sin stemmepragt, er der ikke mange der følger med - heller ikke tenoren. Hun sang som det hun var en iskold prinsesse - tnndrende og krystalklar stemme. Det kom ud over scenekanten med et overkskud. Og Liu, den følsomme og kærlige Liu - sunget a Inger Dam-Jensen fik folk til at synke en ekstra gang, så følsomt og smukt. At Calaf tog Is prinsessen og ikke hende - Tja - sådan er det. Nostalgisk at se og høre Poul Elming -det klarede han fint. Pragtfuld opsætning af Mikael Melbye. Farverigt og smukt. Ping, Pang og Pong - ufatteligt - og så en spagat med i det hele! Kan klart anbefales. Måske en mere rigtig musikalsk afslutning end tidligere - i alt fald anderledes! Frank Porretta var en stor skuffelse. Han kom slet ikke ud over rampen. Var han syg? Ellers var det korets store aften, og jeg glædede mig også over fint orkesterspil præcist ledet af den finske dirigent. |