Puccinis sidste mesterværk

Puccini var en mand i begyndelsen af 60’erne, da han begyndte på arbejdet med Turandot. Han valgte historien, fordi den kunne bruges til at kombinere en eventyrhandling ned realistiske personskildringer. Arbejdet med Turandot var langt fra problemfrit for Puccini. Han begyndte i 1920, og i de sidste fire år af sit liv kæmpede han med den; undervejs var han flere gange ved at opgive projektet helt. Efter en del forhandlinger frem og tilbage med librettisterne Adami og Simoni gik Puccini i gang med at komponere musikken i januar 1921, og i løbet af de næste tre år blev handlingen hele tiden justeret. Især slutningen fik de stakkels tekstforfattere smidt i hovedet igen og igen. Puccini skrev i et brev:

Jeg arbejder, instrumenterer, komponerer, men jeg mangler den store finaleduet i tredje akt, som jeg har ladet lave om for fjerde gang! Jeg venter på den, men digterne svigter mig.

Men det var ikke kun dem, der svigtede. Puccinis helbred skrantede også. Den 3. november 1924 skriver han til en nær ven:

Jeg tager til Bruxelles for at få nogle radiumbehandlinger… jeg er alvorligt syg! Du kan forestille dig min sindstilstand… og Turandot? Tja! At jeg ikke har afsluttet denne opera, smerter mig. Mon jeg bliver rask? Vil jeg kunne afslutte den i tide?

Dagen efter tager Puccini af sted. Hans tilstand er forværret, og under rejsen bliver han ramt af flere blodstyrtninger. Den 7. november bliver han indlagt på klinikken. De første radiumbehandlinger ser ud til at virke, og blødningen standser. Men en operation er uundgåelig. Puccini skriver til Adami:

Indtil nu er kurven ikke så slem. Udvendige behandlinger. Men på mandag må Gud vide, hvad de vil gøre ved mig for at trænge ind under strubelåget. De forsikrer mig om, at det ikke vil være smertefuldt, og de siger også, at jeg bliver rask igen. Nu begynder jeg at håbe. For nogle dage siden havde jeg mistet ethvert håb om helbredelse …og sikke timer, sikke … jeg er parat til alt …

Puccini bliver opereret 24. november, og det hele varer 3 timer og 40 minutter. Hans læge er optimistisk; det lader til, at operationen er en succes i første omgang. Men Puccini har fået lavet et hul ned gennem halsen, der bliver holdt åbent med et rør, så han ikke kan tale. Han svarer på spørgsmål ved at skrive på et stykke papir. I de første fire dage går det fremad, som det skal. Men så svigter hans hjerte. Dødskampen går i gang. Han skriver på papiret:

Jeg har hele helvede nede i halsen …det er forbi …Hvor er det trist at dø med så meget musik i mit hjerte! …

Puccini udåndede 29. november 1924 kl. 11.30. Ved siden af ham lå 36 siders skitser til sidste akt af Turandot.

Partituret var altså stadigvæk ufuldendt, og den sidste scene blev skrevet færdig af Puccinis elev Franco Alfano på baggrund af de efterladte skitser. Det er stadigvæk den slutning operaen som regel bliver opført med i dag, men ved førsteopførelsen på La Scala i Milano sluttede Turandot der, hvor Puccini selv var nået til. Dirigenten den aften var ingen ringere end Arturo Toscanini, og da han kom til det sted, vendte han sig om og sagde: ’Her slutter mesterens arbejde’. Toscanini insisterede på at ære Puccini – Alfanos slutning blev først brugt ved den næste opførelse.

Af Henrik Engelbrecht

Citaterne i artiklen er oversat af Mirella Cristofoli