På grund af massiv interesse for forestillingen er der nu arrangeret en række ekstra forestillinger i januar. Køb billetter nedenfor.

Interview med instruktør Elisa Kragerup
Af dramaturg Solveig Gade

Den unge Werthers lidelser foreligger fra Goethes hånd som en brevroman, hvor Werther betror sig til sin ven Wilhelm. Kan du sige lidt om dels de overvejelser, du har gjort dig i forbindelse med at omsætte romanformatet til scenen. Dels om de valg, der i bearbejdelsen er blevet truffet med hensyn til Lotte og Albert, der i Goethes roman jo kun kommer indirekte til orde.

Samtidig med at det har været en udfordring at arbejde med brevroman-formatet, har det været en kæmpe gave! Det fantastiske ved brevromanen som genre er jo, at den henvender sig direkte til en modtager, som i forestillingen her altså er blevet til publikum i stedet for Wilhelm. I forhold til Lotte og Albert er der i den sceniske version af Den unge Werthers lidelser (v. Jan Bosse og Andreas Koschwitz, red.), som vi har arbejdet med, desuden sket det, at Lotte og Albert får lov til at tale direkte til publikum. Dels siger de nogle af de replikker, som Werther gengiver i romanen, dels er nogle af Werthers replikker blevet fordelt mellem dem. Imidlertid er der ikke særlig meget reel dialog mellem de tre karakterer. De taler snarere om hinanden end til hinanden, og man kan sige, at de i stedet for at rette deres replikker til hinanden, benytter publikum som deres fortrolige i en serie af monologer. I den forstand er historien ikke helt så eksklusivt centreret om Werther, som den er i romanen – den bliver også historien om tre isolerede individer, der ikke, eller kun meget sjældent, er i stand til at nå hinanden.

Da Den unge Werthers lidelser udkom i 1774 var det nye og kontroversielle ved romanen dens minutiøse kortlægning af hovedpersonens indre følelsesliv. I nutidens bekendelses- og selviscenesættelseskultur kan man imidlertid ikke just sige at det at udkrænge sit indre sjæleliv er særlig kontroversielt. Hvilke tanker har du gjort dig om det?

Først og fremmest vil jeg sige, at det, som ramte mig i hjertekulen første gang jeg læste Den unge Werthers lidelser – og som bliver ved med at ramme mig – er Werthers ubetingede og kompromisløse kærlighed. En kærlighed, som i løbet af historien forvandler sig til besættelse og til sidst afgrundsdyb ulykke. Dén historie, mener jeg, er universel, og jeg synes, det er dybt fascinerende, hvordan den har ramt og kan blive ved med at ramme mennesker på tværs af tidsaldre. Men for at svare på dit spørgsmål så kan man sige, at vi lever i en bekendelseskultur, hvor alle har enormt travlt med – på facebook, twitter, via mobiltelefonen osv. – at kommunikere til omverdenen, hvad de laver, hvad de tænker, og hvordan de har det lige nu. Ikke desto mindre kan jeg, når jeg læser ned over en facebook-side, få den samme fornemmelse, som jeg gør, når Werther, Lotte og Albert i munden på hinanden betror publikum deres inderste følelser. Vi kommunikerer og kommunikerer, men når vi hinanden med det? Og hvem er egentlig modtageren? Man kan sige, at på trods af al den tid vi bruger på at kommunikere, så er vi i sidste instans alligevel henvist til en grundlæggende eksistentiel ensomhed, og ligegyldigt, hvor meget vi end forsøger at udtrykke os, vil der aldrig være nogen, der er i stand til at forstå os fuldt ud. Samtidig med dette, eller måske netop pga. dette, tror jeg, der eksisterer en almenmenneskelig længsel efter at blive hørt og efter at tilhøre et fællesskab. Og i forhold til Goethes tid er den længsel måske blevet endnu mere skærpet i dag, hvor vi ikke længere har så fast definerede fællesskaber. På den måde synes jeg, at det behov for hele tiden at kommunikere sine inderste følelser ud til en omverden, som vi ser i Den unge Werthers lidelser, sætter en central tendens i tiden på spidsen. Vi lever i en verden, hvor alle råber som Werther – vi er alle sammen Werther! Det betyder så ikke, at man kommer til at se facebook-opdateringer eller noget i den stil i min forestilling – det, ville jeg synes, var for firkantet. I stedet har jeg tilstræbt at skabe et tidløst rum, hvor bekendelsen ligger i den direkte relation mellem skuespillerne og publikum.

I Goethes roman er det en vigtig pointe, at Werther er utilpasset i forhold til det borgerlige samfund omkring ham, og at han som den originale ener ikke kan tilpasse sig dets snærende normer. Hvordan rimer det med i dag, hvor den samfundsmæssige norm – i hvert fald i de velstillede sociale lag – vel nærmest kan siges at være, at man skal være en ener, der skiller sig ud fra mængden?

I bearbejdelsen og iscenesættelsen er der blevet skrællet nogle egenskaber af Werther, fx at han er – eller gerne vil være – kunstner. Det gjorde ham måske til en ener på Goethes tid, men i dag, hvor alle jo er en lille smule kunstnere og har enormt travlt med at realisere sig selv, er det ikke længere særlig kontroversielt. Det er altså ikke så meget det, at han er kunstner, som det at han er utilpasset – at han nærmest ikke kan ånde i det samfund, han lever i – der for mig har været det afgørende. Werther er et menneske, der spørger til, hvad frihed er, og for mig at se, er det dét, der gør ham aktuel i dag. Jeg bliver ramt af hans manglende lyst til at tilpasse sig samfundets krav, og i lyset af Werthers oplevelse af sin tids normer som kvælende, synes jeg, det er interessant at spørge til, om vi i dag føler os mere fri end Werther. På papiret har vi, i hvert fald os i den velstillede del af verden, tilsyneladende alle muligheder for at realisere os selv. Vi kan gøre lige, hvad vi vil, og jo mere vi gør det på vores helt egen måde, jo bedre. Samtidig med dette ligger vi under for en masse uudtalte normer om, at man skal få sig en uddannelse, en karriere, en familie osv, og man kan sige, at friheden til selvrealisering er blevet til et krav om selvrealisering. I den forstand er Werthers oprør lige så relevant i dag, som det var på Goethes tid: Han melder sig ud, og i stedet for at forfølge den karrierebane, som er blevet ham udstukket, tager han væk fra byen, ud i naturen og funderer over tilværelsens store spørgsmål. Samtidig kan man sige, at hvis alle var som Werther, så var der jo intet her i verden, der bevægede sig. For hans projekt rækker jo ikke så meget længere end ham selv. Men det er nok lige præcis den dobbelthed, der drager mig ved Werther – at lige så uudholdelig og selvoptaget, han er, lige så meget elsker jeg ham for hans kompromisløshed og for hans vilje til at gå planken ud i forhold til sin kærlighed og sine længsler.