Rune David Grues kongeniale iscenesættelse er så krystallinsk klar og med en så dybtfølt nerve af højspændt, psykologisk drama, at man aldrig ville ane, at forlægget var en gigantisk roman på 700 sider. Muligvis inddrager han ikke Raskolnikovs religiøse omvendelse, men Thure Lindhardt spiller hudløst ærligt, og man er slet ikke i tvivl om, at angeren må komme. Hans formidable præstation stiller næsten alle andre på scenen i skyggen, om end der ikke er en finger at sætte på nogen eller noget. Tina Gylling Mortensens spil opsummerer på én gang, hvad alle andre på scenen formår at fremstille for os, for hun er så afskyelig som pantelånersken, at man sidder tilbage med følelsen af selv at kunne have slået hende ihjel, og dog vækker hun ens medlidenhed: Ægte, levende, lidende mennesker ser vi for os. Det er seksstjernet drama. Som bevis herfor kan jeg fortælle, at min medbragte 3.g-klasse også var voldsomt begejstret. ***** | At bringe Dostojevskijs store værk på scenen må være en udfordring i sig selv, men Rune David Grue har kastet sig over opgaven, og heldigvis for det. Resultatet er i sandhed blevet STORT teater. Hjulpet af Palle Steen Cristensens minimalistiske scenografi og et stærkt skuespillerhold med Thure Lindhardt i spidsen formidles den vanskelige beretning om, hvorvidt man har ret til at dræbe. Mange tanker sættes i gang og man holder ikke op med at tænke længe efter at forestillingen er slut. BRAVO til Det kgl. Teater! Flot iscenasat og strålende spillet - især af Thure Lindhardt.
Meget vedkommende også idag, hvor både stater, religioner og enkeltpersoner ser sig berettigede til at sætte sig ud over loven og begå forbrydelser. Det er normalt, at morderen Raskolnikov bliver vanvittig - ja det er nærmest et sympatisk træk.
Tænk på de mange kendte danskere, der på grund af griskhed har begået f.eks. økonomisk kriminalitet. De fleste af dem angrer ikke. Det burde jo være lovligt for netop dem, i en større sags tjeneste.
Det var en fantastisk oplevelse at se stykket. Genialt stykke. Kan ikke siges meget anderledes. Vil klart anbefale det til alle. Både unge såvel som gamle. Og man behøver ikke have læst bogen. Alle kan være med.
Det er genialt. Meget meget stort teater! Sublimt skuespil. Overraskende scenografi. Og en fabelagtig historie. Se den! Også selv om du ikke har læst bogen. Den er ingenlunde kun for nørder, men for alle, der vil have en på opleveren. Den unge mand Rodion Raskolnikov slår ihjel. Brutalt og ude af sig selv, afprøver han sin egen idé om retten til at dræbe. Men i de følgende dage efter drabet på en pantelånerske og hendes søster, går det op for ham, at han samtidigt har slået sig selv ihjel. I Rune David Grues opsætning af Fjodor Dostojevskijs ”Forbrydelse og Straf” på Det Kongelige Teater, er indgangen til frygten og modbydeligheden uundgåelig i de gentagne skift mellem lys og sortlagt mørke, hvor Rodion (Thure Lindhardt) jages af en fremstormende sygelighed. Første akts sceniske omrids er udfoldet som en minimalistisk bygningsramme gennem scenerummet og fungerer med flydende overgange fra scene til scene. En afgrund kommer til syne i andet akt, hvor scenen bevæger sig mod et tomrum. De scenografiske detaljer rammer præcist og udtryksfuldt, i en sammenhængende komposition med lys og lyd. Stykkets audiovisuelle effekter dominerer og tydeliggør det narrative forløb, uden at fjerne fokus fra et utroligt nærværende og dynamisk skuespil af blandt andet Thure Lindhardt, Mikkel Arndt og Rasmus Bjerg. Særligt det talte ord; både Rodions dialog med sig selv og med de andre personer, sætter sig som et ubehag i kroppen og virker tankevækkende. En ny Dostojevskij-læser tager denne opsætnings ’filmiske’ billeder med sig ind i romanens verden.
Tak for en fantastisk oplevelse. Regi og scenografi er i verdensklasse. Thure Lindhardt imponerer og det samme gør Rasmus Berg og Mikkel Arndt. Kan varmt anbefales Rune David Grue iscenesætter 'Forbrydelse og straf' eminent, grænsende til det helt igennem dybt fantastiske. Scenografien er enkelt, rå, tom, dyster og skræmmende på en og samme tid. Han formår at få scenografi, lys, lyd og det sagte ord til at gå op i en højere enhed, så iscenesættelsen nærmest får et filmisk udtryk, især med brugen af lysglimt, formørkelse, "zoom" og lydspor, der er med til at gøre denne forestilling til en helhedoplevelse udover det sædvanelige.
Forestillingens bærende element er dog Thure Lindhardt, der rent ud sagt spiller røven ud af bukserne talentfuldt, oprigtigt, skræmmende og uhyggeligt overbevisende som Rodion. Rodion kravlede ind under huden på mig, og jeg mærkede hans fustrationer. Jeg har sjældent set så godt skuespil.
Han supleres rigtig fint af Helle Fagralid, i rollen som den prosituerede Sonja, som hun i øvrigt gestalter utrolig smukt med hendes pigede skikkelse i form af en skrøbelig og engleagtig Sonja, hvis scener med Rodion bærer præg af en fantastisk kemi og intensitet, som kunne være ønsket flere steder i forestillingen.
Til sidst vil jeg fremhæve Mikkel Arndt i rollen som Razumikhin. Ardnt formår helt ubesværet at nå ud til publikum på en let og ukompliceret måde, som lyser op i den ellers så dystre scenografien. Sammen med Thure Lindhardt og Rasmus Berg, finder man hos de tre endnu et eksempel på fantastisk kemi, samarbejde og samspil på scenen, som man ikke andet end er nød til at prise.
Denne forestilling skal modnes et meget lille stykke mere hos nogle skuespillere og den vil være intet mindre end perfekt. Velspillet, effektfuld og ikke mindst tankevækkende. En fantastisk fortolkning af Dostojevskijs mesterværk, der varm kan anbefales. Når man sætter sig ned i teatersædet for at overvære en opsætning af sine hjertebørn fra verdenslitteraturen, er det altid med en vis bæven. Hvad nu hvis de helt har misforstået nogle af scenerne, eller nogle af personerne bare er helt forkerte? Hos Dostojevskij er det især en udfordring, fordi der er så mange personer med dybde og de er så udførligt skildret.
Det var derfor med glæde, at jeg gennem hele stykket oplevede en stor respekt for manuskriptet og for Dostojevskijs personer. Det første jeg tænkte, da tæppet gik op og der stod en enkelt mand på scenen var "det der ligner Raskolnikof". De havde altså ramt plet på mit mentale billede af den plagede yngling. Billedet var det samme hele vejen igennem. Det var ligesom et møde personerne fra romanen igen. Den utrættelige Rasumikin, den skruppelløse Svidrigajlov, den viljestærke Dunja. De er der allesammen. Roman er 750 sider lang, og det er endnu ikke helt gået op for mig, hvordan det lykkedes i Skuespilhusets opsætning at få samtlige relevante plotudviklinger klemt ind i et teaterstykke på under 3 timer inkl. pause. Det gik hurtigt, ja, især i kraft af en flittig brug af lydlige og visuelle (non-verbale) virkemidler. Fx slukkedes al lyset i salen på de tidspunkter, hvor Raskolnikofs sindsstemning var allermørkest. Der sad vi i publikum så i det samme mørke som Raskolnikof, som vi ikke kunne se længere, og som derfor ikke længere var på afstand af os som skuespilleren normalt er, når man kan se opdelingen mellem scene og sal. Det gik hurtigt, men ikke hurtigere end at det aldrig føltes forceret. Og hvor var det dejligt, at det hele kom med. En ting er at skulle oversætte en udødelig roman til teaterscenen. Det er frygtindgydende nok i sig selv. At klippe i den og forandre handlingen, det ville have været respektløst. Romanen er generelt behandlet med respekt. Mærkeligt var det til gengæld at opleve et publikum, som grinede selv under de mest alvorlige scener. Det er ikke fordi Dostojevskij ikke har humor, - tit benytter han humor til at vise det absurde i en situation - men hvad mon fik folk til at le selv da Raskolnikof vred sig på politistationens gulv og kæmpede for at uddrive sine kvaler? Kom det så tæt på, at de måtte tage afstand med latter?
Opsætningen går en balancegang også andre steder end mellem det alvorlige og det komiske. Den søger en balance ved at lade miljøet være moderat moderne (fx har Rasumikin en tydeligt moderne t-shirt på og Raskolnikof drikker en nutidigt udseende dåseøl), men stadigvæk autentisk, og ved at bruge virkemidler til at fortælle, men ikke for mange eller for kraftige.
Denne opsætning er på ingen måde avantgarde. Det er en meget tro adaptation af en utrolig god bog. Men det er også en opsætning, som forstår, at for at være tro, må man afvige. Et teaterstykke er noget andet end en skreven tekst. Det er både mere og mindre og generelt anderledes. Man kan ikke oversætte bogen direkte. Der er et underliggende sprog, som man skal kunne tale og forstå for at gøre et stort kunstværk i et medie til et stort kunstværk i et andet medie. Se bare på den ene filmatisering efter den anden, der falder til jorden med et brag. Dette sprog forstår instruktøren her så udmærket, og man ser pludselig, hvor godt Dostojevskijs stil egentlig passer til teaterscenen.
Jeg vil anbefale stykket til alle, der har læst og holder af Forbrydelse og Straf. Det er ligesom at vandre rundt i sine egne fantasibilleder af romanen og dens personer. Jeg vil også anbefale det, hvis man ikke kender bogen. Jeg synes ikke man skal lade være med at læse den, men hvis man ikke lige har tid, kan man få en stor teateroplevelse ud af den i stedet. Forbrydelse og straf er en forestilling der lader de mørkeste afkroge af menneskets sind blive udforsket og efterforsket i en dunkel kaskade af fordærv og forfald. Det perfekt velkoordinerede lys- og lydbillede frembragte en filmisk dimension til forestillingen, som virkede så intenst at de tilbagevendende øjeblikke af fravær af lys og lyd fik stilheden og mørket til at buldre i det indre. Særligt hjemsøgende var Thure Lindhardts eminente fortolkning af Rodions gradvist tiltagende galskab, der fra allerførste scene lurede som et plantet frø i hans sjæl. En fremragende forestilling. |