Fint og uforudsigeligt balancerende mellem det foruroligende, det djærve, det eksistentielt satiriske, det poetiske ogdetlidtfortænkte. Andre sider af de unge. Først og fremmest er fornøjelsen at se andre sider af det dygtige, unge hold, der har taget kroppen med i teatret. Skægt at opleve, at Helle Fagralid kan være vittig som Satan selv, der kommer forbi og taler om at arbejde med sig selv.
| Det er ondt-ondt og modbydeligt-modbydeligt - og det gør godt-godt at se. For her er noget på spil: Det Kgl. Teater uden sikkerhedsnet og Skuespilhuset udsat for overlevelse. Her er ingen samtidsaktuelle parodier, sådan som i revyerne, men her er tidstypiske metaportrætter af mennesker i valgsituationer.
Det, der gør "Kabaret Royal" til en mindeværdig oplevelse, er den underfundigt underspillede retorik. En intelligent og original form for anti-humor. Sådan er der skarpt bid i ’Kabaret Royal’, når den fornyr den udvandede kabaretform ved at sende humoren ud i ubehagelige, småulækre, mørke grænsezoner på Wulff-Morgenthaler-vis.
Som et ræbende udflåd lader en lille leverpostejfætter (Maria Rossing) alle sine diagnoser for ADHD, skingrende selvoptagethed og skæl i knæhaserne sive, mens Satan selv toner frem i form af en sødladen lærerindetype, der skam har lært at tænke positivt – kun let svovlende af tusindårig ondskab (omsider en ordentlig rolle til pæne Helle Fagralid).
Selv Gudfader, som i Peter Plaugborgs lange skikkelse er en grumt falleret tryllekunster, går nye veje ved at gå løs på ’den oversavede dame’ med en rigtig sav: »Tror I på mig, så sker der hende ikke noget!«.
|