I sensommeren 1969 begik den amerikanske kultleder Charles Manson og hans følge af medløbere en række bestialske mord. Blandt de myrdede var den gravide skuespiller Sharon Tate, der var gift med instruktør Roman Polanski. Det Kongelige Teaters husdramatiker Jokum Rohdes stærkt personlige vinkel på historien forfølger de mange mytologiske spor, der ligger i dramaet om Charles Manson - menneskesønnen, der prædiker kristendom, kommunisme, racisme og apokalypse i en blodig blanding af lige dele åbenbaring og vanvid. Bredt betragtet kan Manson ses som afsluttende del af en trilogi fra Rohdes hånd, kendt som statsgysertrilogien. Første del fra 2005 er Pinocchios aske, der tager udgangspunkt i det kunstneriske versus det politiske. Siden kom i 2008 Darwins testamente, der beskriver naturvidenskaben, og nu afsluttes så med Manson, som handler om religion og religiøs dyrkelse.
Montana er eksklusiv forestillingssponsor for Manson
Det Kongelige Teater gør opmærksom på, at der i forestillingen forekommer voldsomme scener, som kan virke stødende, og som er uegnede for børn.