Det Kongelige Teater - Karmelitterindernes samtaler

Handling

I et spændingsfelt mellem troen på revolutionen og troen på Gud som vejen til frihed opstår der en række spørgsmål.

Hvorfor vælger 15 fredelige nonner at blive martyrer?
Hvorfor vælger en ung pige fuld af dødsangst at følge dem i døden?
Kan man overhovedet tænke klart, når angsten er ved at æde ens sjæl?
Man kan dø for andre, men kan man også dø en andens død?

1.akt:

1. billede
1789. Den franske revolution er brudt ud. I et fornemt hus midt i Paris leder en ung adelsmand efter sin søster, Blanche. Hendes far ved ikke, hvor hun er, men beroliger sønnen. De uroligheder der præger byen skyldes alene, at vinen er billig, og at foråret er på vej. Sønnen lader sig ikke sådan berolige. Han ved, at hun er ude at køre, og at hun er en nervøs pige fuld af dødsangst. Og nu har en af hans venner set hendes vogn blive omringet af pøblen. Sønnens beretning får faderen til at tænke på den gang Blanche blev født. Det var da Ludvig den 16 blev gift med Marie Antoinette. Faderen og hans kone, der var højgravid, sad i deres vogn. Et par vildfarende raketter fra et festfyrværkeri fik folkemængden til at gå i panik. Den unge kone låste sig inde i vognen. Og kusken piskede hestene for at komme væk, men i stedet kørte han direkte ind i en folkemængde. Folkene blev rasende og angreb vognen. Og kun i sidste øjeblik blev Marquisen, den unge gravide kvinde og kusken reddet af soldater. Chokket fik den unge kvinde til at gå i fødsel. Senere på natten fødte hun en lille pige og døde.
Blanche kommer nu ind, efter et besøg i karmeliterklostret, og fortæller om sin køretur og beroliger sin bror: Din lille kanin er tilbage. Jeg kører altid rundt i mit eget medbragte bur, siger hun, der sker ikke noget. Senere er hun dog så træt, at hun beder om lov til at hvile sig før middagen. Hun bliver skræmt af skyggen fra et gardin og kommer tilbage for at fortælle sin far, at hun har besluttet at gå i kloster hos Karmeliterne. Faderen er rystet, men prøver at skjule det.

2. billede
Et par uger senere. Blanche besøger igen klostret og i samtaleværelset taler hun gennem et gitter med lederen på Karmeliterklostret. Priorinden fortæller, at ordnen kun har en eneste opgave; at bede. Ordnen er ikke et tilflugtssted. At blive Karmeliternonne er en livsopgave, der går ud på at løsrive sig fra det jordiske liv, sig selv og til slut også ens egen løsrivelse. Det Gud ønsker at prøve er ikke nonnernes styrke, men deres svaghed. Dette skræmmer på ingen måde Blanche, der af hele sit hjerte ønsker at vie sit liv til ordnen og på den måde leve et heroisk liv. Priorinden ser sin egen ungdom genspejlet i den unge pige og da Blanche fortæller at hun vil vælge navnet Søster Blanche af Kristi dødsangst ryster det hende. Det var det navn, hun selv valgte, da hun kom til klostret som helt ung adelsdame.

3. billede
Blanche har nu været i klostret i nogen tid. Der er stadig uro i landet og det kan mærkes, selv inde bag klostrets tykke mure. Blanche taler med den yngste pige i klostret, Søster Constance, der møder livet helt åbent og uden frygt – er lykkelig i sin tro og tilmed synsk. Blanche er bekymret for priorinden, som er syg. Det bekymrer ikke Constance, selvom hun da gerne vil dø i hendes sted. Priorinde er 59 og det er vel på tide hun skal dø. Blanche bliver rystet: er Constance ikke bange for at dø? Næ. Det er Constance egentlig ikke. Hun ved, at hun skal dø ung. Jo mere Constance taler om døden, des mere forarget, vred og chokeret bliver Blanche. Da Constance fortæller, at hun, siden hun så Blanche første gang, har vidst at de skulle dø sammen, fordømmer Blanche Constance og råber, at hendes sjæl er fyldt med djævlens stolthed.

4. billede
Den gamle priorinde er nu meget syg. Hun bliver passet af Mère Marie, der i mange år har været hendes højre hånd. Den gamle priorinde taler om sit forspildte liv. Hun synes aldrig at have lykkedes som nonne, nu hvor hun mærker døden nærme sig. Hun giver ordre til Mère Marie om at passe på Blanche og da Blanche kommer, prøver priorinden at være stærk og siger, at Gud nok skal passe på hende. Da Blanche er gået, og lægen hårdt presset har givet priorinden mere medicin, begynder hun for alvor at tale om sin tabte tro. Og om at Gud vil vende sig bort fra hende. Mère Marie, der til stadighed kæmper hårdt for at komme til at tro, vil ikke vide af hendes tvivl og frygt. Blanche vender tilbage og når at se priorindens sidste angstfyldte dødskamp.

2. akt:

1. billede
Priorinden ligger i kapellet og Constance og Blanche våger ved hendes ligbåre. Da Constance går, bliver Blanche grebet af angst over at være alene med den døde og forsøger at flygte, men Mère Marie stopper hende. Skulle Blanche ikke bede for priorinden? Blanche er skamfuld. Mére Marie forsøger at trøste hende og siger, at i morgen vil Blanche føle en pinefuld sorg i stedet for skam og kun på den måde vil hun være i stand til at bede Gud om tilgivelse.

Mellemspil
Constance og Blanche har lavet et blomsterkors til priorindens grav. Constance fortæller at hun tror at tilfældet er Guds logik. Og at Blanche ikke behøver at frygte døden mere, for Gud har taget fejl, som man tager fejl af to frakker i et skab og således døde priorinde den grufulde død som Blanche altid har frygtet at skulle dø og nu venter der hende en afklaret og rolig død. Blanche er ikke helt overbevist, men Constances ord har sat tankerne i gang i hende.

2. billede
Den nye priorinde, der ikke har ordet i sin magt på samme måde som Mère Marie, taler til nonnerne og fortæller dem, at de ikke skal lade sig friste af martyriet, selvom tiderne er urolige. Når Gud beder en fattig pige om at komme op og sidde ved siden af sig på sin trone, skal hun pænt holde sig tilbage. Nonnerne har ikke den samme respekt for den nye priorinde, som de havde for den gamle. Tilslut tager Mère Marie over og leder bønnen.

Mellemspil
Blanches bror kommer til klostret og beder om at få lov til at tale med Blanche, før han rejser til udlandet. Den nye priorinde, Madame Lidoine, giver ham lov og beder Mère Marie om at være til stede under samtalen.

3. billede
Samtalerummet. Blanche og broderen sidder over for hinanden. Broderen prøver at overtale Blanche til at forlade klostret og rejse med ham. Blanche siger, at hun er tryg i klostret, for her er der intet, der kan nå hende. Broderen mener, at det er hendes angst for angsten, der holder hende tilbage i klostret. Da broderen vil gå, bliver hun vred og siger, at hun har forandret sig, og at hun ikke længere er hans lille kanin. At han må forstå, at de nu går i kamp på hver deres måde, og at han må respektere hendes måde. For den er lige så farlig om hans. Broderen går. Blanche bryder sammen og fortryder at hun var så hård. Mère Marie beder hende om at tage sig sammen. Blanche er fortvivlet over, at hun for altid vil være et barn i alles øjne, og at hun for at kæmpe imod den måde folk ser hende på, har været stolt og nu vil blive straffet for det. Mére Marie fortæller hende, at kun ved at hæve sig op over stoltheden, kan man bekæmpe den.

4. billede
I sakristiet. Præsten fortæller, at han har holdt den sidste messe i klostret. Han har fået forbud mod at være præst og må nu leve som en udstødt. Nonnerne er forfærdede, og efter at præsten er gået, ender deres fortvivlelse i et åbent opgør mellem priorinden og Mére Marie. Lidoine mener, at når der er få præster, kommer der mange martyrer. Mére Marie udlægger det som at nonnerne skal være klar til at ofre deres liv, hvilket igen får Lidoine til rasende at svare, at man ikke selv kan bestemme, om man vil være martyr. Det er andre der bestemmer! Herefter forlader hun klostret. Præsten vender nu tilbage og fortæller, at han blev fanget mellem et optog af vrede borgere og en deling soldater. Nonnerne skjuler ham da soldaterne kommer ind. Mère Marie, der er leder i priorindens fravær, tager frygtløst imod soldaterne og håner dem. Soldaterne fortæller at nonnerne er blevet dømt til at forlade deres kloster, der skal sælges og at de skal bære civilt tøj, da orden anses for at være kontrarevolutionær. Mère Marie svarer, at måske har folket ikke brug for tjenere, men de har brug for martyrer. De første repræsentanter for folket tænger ind i klostret.

3. akt:

1. billede
Klostret er ødelagt. Nonnerne er i civilt tøj, men har endnu ikke forladt klostret. Mère Marie benytter sig af priorindens fravær og overtaler nonnerne til at stemme om, hvorvidt de skal aflægge martyrløftet. Helt frit. Enhver kan stemme nej, hvis de har lyst. Hvis bare én stemmer nej, falder løftet til jorden. Constance stemmer nej af hensyn til Blanche. Men da Blanche har stemt ja, vil Constance ændre sin stemme til et ja. Hvorpå de alle aflægger martyrløftet. Bagefter flygter Blanche.

Mellemspil
Nonnerne bliver genforenet med deres priorinden og forlader klosteret. En soldat roser dem for at være i civil, men truer dem samtidig: hvis de fortsat samles for at praktiserer deres tro eller mødes med præster, vil de blive straffet. Lidoine aflyser derpå en messe de har aftalt at holde sammen med præsten. Mère Marie bliver rasende og forlader nonnerne, for hvordan harmonerer denne forsigtighed med deres martyrløfte?

2. billede
Blanche er flygtet tilbage til sit barndomshjem. Mère Marie kommer for at tage hende med. Blanche nægter: hun vil være i fred. Hvorfor vil verden ikke lade hende være i fred? Hvorfor skal hun straffes? Hun er født i frygt og har levet sit liv i frygt. Hvorfor afskyr hele verden angsten? Den eneste der kan hjælpe hende, er hendes far, men han er blevet henrettet. Det lykkes ikke Mère Marie, at få Blanche til at følge med

3. billede
Fængslet. Lidoine forsøger at trøste nonnerne. Selv om de har aflagt martyrløftet i hendes fravær, vil hun gå med dem i døden. Over for Gud vil hun påtage sig ansvaret for det aflagte løfte – så hendes børn, nonnerne, vil få martyr-æren. Constance er sikker på, at Blanche vil vende tilbage. Det har hun set i et syn. De andre nonner ler. En fangevogter kommer ind og fortæller at de er dømt til døden. Lidoine velsigner dem alle. Constance begynder at tvivle: Hun skal dø, men hvor er Blanche? De skulle jo dø sammen?

Mellemspil
Præsten opsøger Mère Marie og fortæller, at nonnerne er dømt til døden og at de snart vil blive henrettet. Mère Marie fortvivler. Præsten forsøger at trøste Mère Marie: hvis Gud ønsker at fritage hende, så er det hans vilje. Mère Marie hører ikke efter. Hun føler sig vanæret. Hun har fået nonnerne til at aflægge martyrløftet. og nu skal hun ikke dø sammen med dem.

4. billede
Nonnerne går i døden, mens de synger Salve Regina, Karmeliternes salme. Mére Marie ser afmægtigt til. Blanche kommer ind på pladsen og får øje på Constance. Angsten forlader Blanche og tvivlen forlader Constance, da de to piger ser hinanden i øjnene. Rolige går de i døden sammen.

Når de en højere bevidsthed? Er døden det smukkeste ved livet? Og er døden det egentlige mål for alt vores stræben? Qui sait?

Af Ebbe Knudsen