af Sofie Rask Andersen

De har byttet fædrelandet ud med Danmark for at forfølge drømmen om en karriere hos et af verdens bedste kompagnier. Mød fire udenlandske dansere, som med deres inspiration, dansestil og personlighed er med til at tegne profilen af Den Kongelige Ballet.
- Det første man lærer i Danmark er at åbne en øl med en lighter! Den lidt uventede afsløring kommer fra Andrew Bowman - oprindeligt født på New Zealand, uddannet i Australien og nu solodanser på Kgs. Nytorv. Umiddelbart et voldsomt geografisk karrierespring set udefra, men for Andrew Bowman et helt naturligt valg. Den Kongelige Ballet er nemlig - til stor overraskelse for mange danskere - et af verdens mest anerkendte og berømte kompagnier, og dermed en drøm af en arbejdsplads for ambitiøse udenlandske dansere.

Hvor ligger så byen Danmark?
Allerede som 20-årig besøgte amerikanske Caroline Cavallo Danmark og følte sig hjemme med det samme. Tretten år senere taler hun sproget flydende og er en af ballettens fineste repræsentanter for den unikke, danske Bournonville-stil.
Nikolaj Hübbe må bære en del af skylden for Amy Watson’s fascination af det danske. Under sin uddannelse på American Ballet School underviste den danske pragtdanser, hvorefter Amy prompte bad sin skole om at kontakte Den Kongelige Ballet for en audition til kompagniet. Den 19-årige ballerina kom gennem nåleøjet og meddelte familien, at nu flyttede hun altså til Danmark. Og hvor ligger så den by?
Som franskmand vidste Jean-Lucien Massot naturligvis godt besked om, hvor Danmark befandt sig. Og ikke mindst om det kedelige vejr, den dyre vin og de smukke piger. Alligevel besluttede den talentfulde danser at flytte til Danmark, og syv år - og en udnævnelse til solodanser senere - er det ikke et valg, han har fortrudt.

Depressed by Netto
Men hvordan opfattes Danmark og danskere, hvis man skærer ballet og karriere fra? For en tilflytter fra Down Under var førsteindtrykket af vores land ikke just charmerende:
- Jeg glemmer aldrig den dag jeg kom til Danmark. Efter en tur på surfbrættet i 35 graders solskin landede jeg i Kastrup - på en grå regnvejrsdag i november. Satte mig ind i en taxi og tænkte – okay, det her er nederen.
Siden da er Andrew Bowmans forhold til København vokset betragteligt, og der deles mange roser ud fra alle fire danserne. Hvis du ikke vidste det i forvejen kan vi røbe, at København tilsyneladende er en dejlig, rolig nothing-down-your-throat by med smuk arkitektur, gode cykelstier og venlige beboere. Caroline Cavallo fremhæver endda – stik mod alle statistikker – at vi som danskere forstår at nyde vores liv, finde den rigtige balance mellem job og fritid og ikke være så stressede.
Selvfølgelig er der også mærkværdigheder forbundet med Danmark, og noget overraskende er det fødevarebutikkerne, der står for skud. Miljømæssigt er butikkerne åbenbart langt bagud, priserne er alt for høje, kvaliteten ringe (her tænkes især på bacon) og Netto særdeles deprimerende. Dog er der stor enighed om at dansk øl er godt, hvilket hurtigt bringer samtalen hen på de indfødtes sociale opførsel.
- Når danskere drikker (og det gør de jo) og går i byen, føler man sig ikke usikker sammenlignet med f.eks. New York, mener Amy Watson.
- De har det under kontrol, og alkohol er en social nydelse i stedet for tomhjernet beruselse. Og så er danskere lidt nemmere at komme ind på livet af, når de har procenter i blodet. Jean-Lucien Massot supplerer, at det kan være svært at møde danskere med mindre man direkte bliver introduceret gennem deres venner, og der er bred enighed om at arbejdstiderne for en balletdanser ikke levner meget plads til spontane bekendtskaber. Derfor består de udenlandske danseres netværk hovedsageligt af deres kollegaer fra teatret.

Hvorfor græder de ikke?
Alle der kender blot en my til ballet, kender navnet Bournonville - Den Kongelige Ballets arvesølv, der sæson efter sæson pudses op og tindrer videre på Gamle Scene. Blandt udenlandske dansere og kendere er det en højt berømmet stilart, og vores fire dansere husker alle deres første oplevelse med Bournonville, grundlæggeren af dansk ballettradition. For Caroline Cavallo og Andrew Bowman var det video-optagelser med nogle af de bedste danske Bournonville-dansere, der tændte ambitionen om at danse ved Den Kongelige Ballet.
- Jeg så Lis Jeppesen (tidligere Kgl. Solodanser og nu karakterdanser) danse soloen fra "Konservatoriet" og tænkte; Det er dét jeg vil, husker Caroline Cavallo.
Samme oplevelse havde Andrew Bowman, da han så Johan Kobborg (også solodanser, for tiden ved Royal Ballet, London) danse Bournonville på en optagelse fra prøvesalen – og tabte kæben. Jean-Lucien Massot og Amy Watson fik selv mulighed for at prøve trin og kræfter med Bournonville under deres uddannelse, og var begge solgt til den hundesvære teknik, den naturlige stil og især det skuespil og mimik alle Bournonvilles balletter indeholder.
Kritikere påpeger ofte med spids pen, at Den Kongelige Ballet ville miste sin eksistensberettigelse uden Bournonville – hér kunne de fire ballet-eksperter ikke være mere uenige. Med stor respekt for traditionen, mener danserne at kompagniet har meget mere at byde på. Dels er man god til at udvikle og støtte nye koreografer og dels er Bournonville er ikke kun specifikke forestillinger, men en stil, der er indeholdt i hele repertoiret. Som Caroline Cavallo pointerer, er den store mimiske kapacitet i Den Kongelige Ballet med til at gøre de klassiske dramatiske balletter som Romeo og Julie og Giselle til måske de bedste opførelser i verden. Og selv om der danses hypermoderne er Bournonville dybt integreret i bevægelserne og giver forestillingen det ekstra spil og udtryk – helt ned til bagerste række.
Derfor kan den til tider sparsomme reaktion fra publikum også være frustrerende.
- Jeg lever mig selv helt ind i vores handlingsballetter - jeg græder, hader, elsker og håber og krænger sjælen ud på scenen. Og når jeg så kigger rundt på publikum er jeg lamslået over hvor pænt og høfligt de opfører sig.
Jean-Lucien Massots opfattelse deles af de andre dansere, og alle vil gerne opfordre det danske publikum til at finde den indre italiener frem, når de ser ballet. Det Kongelige Teater er ikke mere royalt end der er plads til råb og piften, glæde og tårer, høje grin og lange buhh. Det eneste der ikke er plads til er ligegyldighed.
- Forestillingen bliver kun bedre, når vi kan mærke publikum lever med – så giver vi alt.

Læs mere om danserne hér:
Caroline Cavallo er gået på pension.
Jean-Lucien Massot
Andrew Bowman
Amy Watson

- mød det 20. århundredes nye første-ballerina

Ballet er for mange en gylden, abstrakt kunstart fanget i en romantisk tidslomme på Det Kongelige Teater. For Gudrun Bojesen er det hverdag og fremtid, passion og karriere.
I foråret 2001 blev Gudrun Bojesen udnævnt til solodanser ved Den Kongelige Ballet. De sidste år er udviklingen gået hurtigt for den talentfulde danserinde, og udfordringerne med de eftertragtede hovedpartier er én efter én blevet taget op og løst med teknisk og kunstnerisk overskud. Derfor er det ikke nogen overraskelse for hverken balletkendere eller kollegaer, at Gudrun Bojesen nu har kapacitet til titlen som solodanser. Heller ikke for hende selv, der dog ikke ser udnævnelsen som en invitation til at læne sig tilbage og hvile på laurbærrene.
- Jeg arbejder hele tiden med at blive bedre teknisk, og hvis jeg skal leve op til et internationalt niveau for en solodanser, skal der stadig arbejdes målrettet. Men det, at jeg har fået titlen giver lyst og overskud.

Dagligdag på Kgs. Nytorv
En balletdanser har en kort og intens karriere. Seks træningsdage og 2-3 aftenforestillinger om ugen gennem hele sæsonen er hverdagskost for Gudrun Bojesen.
- Naturligvis er selve indsatsen på scenen en målestok for din udvikling som danser. Det er hér, du får publikums umiddelbare respons på din fortolkning af partiet, og hvor al forberedelsen forløses i samarbejde med dine kollegaer. Men den daglige træning er måske dér, hvor den virkelige udfordring ligger. Hver dag skal du prøve noget nyt, tilegne dig nye trin og vedligeholde dit vigtigste arbejdsredskab – kroppen. Det kræver en enorm åbenhed. Hvis du er lukket af for kritik mister du forbedringen, og selv de balletter man ikke bryder sig om personligt er en inspiration for dig at lære som danser.

Den ændrede position til solodanser i kompagniet betyder dog en mental og praktisk omstilling. Hvor arbejdet som korpsdanser hidtil har været en vigtig social oplevelse i hverdagen, vil den nye titel medføre en smule mere isolation. Solodanserne har flere prøver alene, de står på scenen alene, og så er der hele tiden bevidstheden om at fungere optimalt fysisk – en dårlig dag kan ikke skjules i følgespottet. Men den erkendelse afskrækker ikke. Virket som balletdanser har været essensen i Gudrun Bojesens liv, siden hun på eget initiativ startede på balletskolen som syvårig. Der har været hårde, sure og lange, lange dage, ømme muskler og mistede teenage-drukture, men der har aldrig været tvivl om, at kærligheden til dansen var stærk nok til fulde at opveje de afsavn, karrieren har budt.

Mellem fortid og fremtid
Midt i karrieren er det svært at gisne om fremtiden efter pensionsalderen som danser, men for Gudrun Bojesen er Bournonville nøgleordet. Hun har allerede engageret sig i en del aktiviteter for at bevare og udvikle Bournonvilles kulturarv, og når tiden kommer, håber hun at give sine erfaringer videre f.eks. som lærer og instruktør.
- Jeg ser altid frem til at arbejde sammen med nye koreografer og drømmer om at finde den koreograf, man kan få et arbejdsforhold til ud over det sædvanlige. Men måske har jeg allerede fundet ham i Bournonville. Jeg elsker at danse hans trin. Den ene bevægelse overtager flydende den anden, og musikaliteten og blødheden passer perfekt til min krop.

Det Kongelige Teater er stolt af sine balletbørn, der udgør hjørnestenen i kompagniet, efterhånden som de vokser op og uddannes. Lige fra de første spæde ballettimer lægges der vægt på indlæringen af Den Kongelige Ballets grundlægger Bournonvilles særlige trin og sceniske udtryk, og Gudrun Bojesen er som ægte barn af huset en værdig repræsentant til at bære traditionen videre.
- Når man ser rent teknisk på Den Kongelige Ballet, er vi måske ikke så stærke som de tre førende udenlandske kompagnier, men vi har noget andet og efter min mening mere værdifuldt at tilbyde. Vi har humor, varme og tradition, og meget af det kan vi takke Bournonville for. I hans balletter er alle aldersklasser repræsenteret - fra balletbørnene til karakterdanserne. Det giver en helt unik og troværdig dybde i historierne og gør dem relevante at fortælle igen og igen. Så kunne vi måske godt arbejde lidt mere med præcisionen og det homogene indtryk af kompagniet, men vi skal også have plads til at være tro mod den opgave, vi skal løse.

Ballettens berettigelse
- Dans er et primitivt udtryk for glæde, og i form af klassisk ballet bliver det en æstetisk nydelse af skønhed og krop. Sådan lyder definitionen på ballet fra en af kunstartens egne udøvere. Og der er ikke tvivl i Gudrun Bojesens sind om, at ballet altid vil have en eksistensberettigelse i et moderne samfund.
- Det civiliserede menneske har altid omgivet sig med skønhed og kreativitet, og forfinelsen af dette - kunsten - har gennem tiderne sikret vores overlevelse gennem hårde tider. Kunst formår at flytte fordomme og røre ved folks hjerter. Som formidlere af ballet er det vores opgave at nå ud til publikum og røre dem, og det er noget, alle danserne herinde giver sig selv fuldt ud på scenen for at opnå. Omvendt mener jeg så også, at publikum altid bør møde os med åbenhed. Vi kan tydelig mærke på scenen, når folk lader sig overvælde af omgivelserne, eller blot kommer for at blive set i Det Kongelige Teater. Jeg kan godt forstå, hvis ballet nogle gange virker kunstigt. Det er jo ikke det mest naturlige, at folk vimser rundt oppe på tæerne. Derfor er det vigtigt at holde fast i det simple udtryk, og at vi som Den Kongelige Ballet har en forpligtigelse til at udvikle den arv, Bournonville har efterladt os og samtidig finde vores egen historie at fortælle.

Læs mere om Gudrun Bojesen her

af Nicolai Würtz

Panodiler. Det er det, man har allermest brug for, når man vågner op på sit stuegulv med foden i en bakke pommes frites efter en hård nat på byens bedre beværtninger.

Ballet står måske lige knapt så højt på ønskesedlen, eftersom mine egne danseerfaringer indskrænker sig til at have trådt en rødhåret pige voldsomt over tæerne til en klassefest i 1984. Men jeg havde sagt ja til tilbuddet om at se en sceneprøve af Den Kongelige Ballet sammen med en ægte balletdanser, solodanser Thomas Lund. Det lød som en kærkommen lejlighed til at indhente den forsømte dannelse.
Så der sidder vi. I de røde fløjlssæder på Gamle Scene. Med hovederne vendt om mod scenen, hvor der bliver danset og danset. Thomas Lund sidder koncentreret, supertrænet og spændt som en flitsbue. Jeg er ca. ligeså spændt som en hotdog og prøver, efter bedste evne, at camouflere, at min viden om ballet er lige så hullet som skattelovgivningen på Cayman Island. Det er en temmelig vanskelig opgave. For min balletmentor Thomas Lund har i en alder af 27 tilbragt de sidste 16 år af sit liv ved balletten. Og det har ikke bare gjort ham til solodanser. Han er også blevet instruktør, underviser og koreograf; med andre ord en decideret ballettnørd. Lige nu er det 1. akt fra Onegin, der passerer over scenen
- Den pas de deux skal jeg danse, forklarer Thomas Lund. Jeg nikker og spekulerer som en gal for at få en idé om hvad han mener, men er alligevel nødt til at spørge:
- Pattedø?
- Pas de deux. Dans for to. Ligesom ’pas de troi’ betyder dans for tre.
- Nå, ja, siger jeg og begynder febrilsk at lede efter et samtaleemne. Thomas Lunds karriere for eksempel.

Han blev opdaget som elleveårig
Egentlig gik han til sportsdans, men han blev opfordret til at gå til optagelse på balletskolen. Da han først havde fået et kig ind i balletverdenen, blev han uigenkaldeligt tiltrukket af det magiske univers under lamperne på Det Kongelige Teater, og startede på teatrets balletskole. Tilværelsen i miljøet på balletskolen gjorde det nemt at fokusere på dansen. Og så var Thomas Lund også fri for at blive drillet med trikoten, for klassekammeraterne gik jo rundt i det samme tøj. Men balletskolen var også hårdt arbejde:
- Det er en uddannelse, som kræver en utrolig høj selvdisciplin og dedikation. Ellers kan man jo ikke holde til hårde træningstimer hver eneste dag. Men det giver også meget igen. Jeg har haft mange store kunstneriske øjeblikke, og mit livs bedste oplevelser har været med balletten. Jeg har fået mulighed for at danse i det meste af verden - fra Japan til Brasilien. Jeg har optrådt på de største balletscener, men også for børn på folkeskoler i Ballerup. Det er alt sammen noget, der har betydet meget og som giver energien til at fortsætte min udvikling som balletdanser.
- Hvad havde du lavet, hvis du ikke var blevet balletdanser?
- Noget med teater. Eller måske musiker. Jeg har altid haft lysten til at stå på en scene.

Det daglige adrenalin-rush
Oppe på scenen er der en lille pause. Instruktøren retter de sidste detaljer og teknikerne roder lidt med scenografien. 2. akt går i gang.
- Prøv at lægge mærke til trinsproget, foreslår min balletguide. Nu taler jeg halvandet fremmedsprog, men trinsprog er altså ikke et af dem. Alligevel er det til at se, at danserne på scenen har gang i noget helt andet med fødderne end før – der er langt mere tempo på. Nærmest sådan lidt action-agtigt.
Nå, men tilbage til vores samtale. Det blev altså balletten, som Thomas Lund valgte. Og det har han aldrig fortrudt.
- Når man står på scenen, så giver det et adrenalin-rush. Et helt specielt kick, som jeg er sikker på, at jeg vil savne, når det forsvinder. Det gør det hurtigere end i de fleste andre fag. For en balletkarriere er lige så kort som en fodboldspillers. Når man er fyrre, så er det slut.
- Jeg er på toppen af min karriere nu. Både fysisk og teknisk. Men jeg er begyndt at bruge tid på også at undervise og instruere, for at finde ud af, hvad jeg skal lave, når jeg er færdig.
Som pensioneret balletdanser er der mulighed for, at fortsætte i karakterroller. Altså roller, hvor man ikke danser solo, men mere er med i balletten som skuespiller. Men man kan også flytte om bag kulisserne. Thomas Lund er allerede gået i gang som instruktør – og tror, at det er den vej han skal, når han er færdig i rampelyset.

Oplevelser uden ord
Vi sidder og ser lidt mere. De løfter, svinger og springer på scenen. Det hedder helt sikkert noget andet på fransk, men det er altså det, de gør. Og det ser godt ud. Jeg er lige ved at glemme, at jeg egentlig ikke var i noget særligt ballet-humør. Vi rejser os og begynder at gå op mod scenen. Thomas Lund skal klæde om og gøre sig klar til sin ’pas de’ … altså ’dans for to’.
Det ser jo meget godt ud. Men jeg synes, det kan være svært at forstå?
- Man skal ikke nødvendigvis forstå alting. At se ballet kan være som at se et abstrakt billede. Der kan sagtens være spænding og god energi, uden at man nødvendigvis ved præcis, hvad det er, der foregår. Så må man slå detaljerne op i programmet.
- Hvorfor siger I ikke bare et par replikker, så man kan følge med?
- En forestilling som fx Romeo og Julie kan fortælle historien lige så præcist som skuespillet – og når det lykkedes, så slår det skuespillet med længder. Balletten har sine begrænsninger, men når alt går op i en højere enhed, så bliver det sublimt og uopnåeligt.
- Men tror du ikke, at det er lidt for fint til et ungt publikum?
- Selvfølgelig er det fint, men så er det heller ikke værre. Alle kommer jo for at få en oplevelse, og det kan man sagtens få uden at være specielt fin eller balletkyndig.
- Hvis du skulle give mig et råd, hvordan kommer man så i gang som balletpublikum?
- Man må give det en chance. Hvis jeg skulle foreslå en god begyndelse, så har vi et program med tre korte balletter i november. Nemlig Konservatoriet, Enetime og Etudes. Så kan du få set lidt forskelligt – en slags balletbuffet, hvor du helt sikkert vil kunne lide en af retterne.
Jeg står og ser på. Til trods for varmen på scenen så danser Thomas Lund kraftfuldt og flot. Jeg forstår stadig ikke en bjælde. Men det er fedt. Det er først, da jeg hopper op på min cykel, at det slår mig, at min hovedpine er væk. Ballet er åbenbart mindst lige så effektivt som Panodil.
Læs mere om Thomas Lund

Artiklen er bragt i magasinet W2G oktober 2002