Russisk komponist (1840-1893)

Tyngdepunktet i Tjajkovskijs store og alsidige produktion ligger i orkestermusikken og de sceniske værker. Han skrev koncertouverturer, bl.a. Romeo og Julie (1869) og den populære 1812-ouverture (1880) og solokoncerter, bl.a. den berømte klaverkoncert i b-mol (1875). Centralt står hans seks symfonier, især de tre sidste, hvori hans overspændte følelser ofte får et morbidt, hysterisk udtryk: den skæbnetunge nr. 4, f-mol (1878), den ikke-programmatiske nr. 5, e-mol (1888), begge med gennemgående "motto"-tema, og som hans sidste værk den selvcentrerede nr. 6, h-mol, Pathétique (1893) med dødsvarslende, langsom finale.

Af hans ni operaer er Eugen Onegin (kaldet "lyriske scener efter Pusjkin", 1879) med sin psykologisk ægte persontegning og lokalkoloristiske beskrivelser af russisk landadel hans hovedværk. Mere dramatisk, men mindre spillet er den uhyggelige Spader dame (1890, efter Pusjkin). Hans eneste komiske opera er den folkeligt-fantastiske Tøflerne (1887, efter Gogols fortælling Julenat).

Med sine tre store romantiske eventyrballetter Svanesøen (1877), den dramatisk mere helstøbte Tornerose (1890) og Nøddeknækkeren (1892), inspireret af fransk balletmusik (Delibes) og af betydning for Stravinskijs balletter, hævede han denne kunstart op på et højt niveau. Mindre betydningsfuld og nu næsten glemt er kor- og kammermusikken, fx den første af de tre strygekvartetter (1871), med en kendt folkemelodi i den langsomme sats og en monumental klavertrio (1882). Klavermusikken (fx suiten Årstiderne) og solosangene kommer sjældent over det salonmæssige.

Uddrag fra det elektroniske opslagsværk: denstoredanske.dk. Læs hele portrættet her