En balletdansers hverdag

Som publikum nyder vi dansernes graciøse bevægelser på scenen, og er sjældent bevidste om de utallige timers arbejde, der ligger før hver eneste forestilling. Hverdagen for en danser på Det Kongelige Teater er en skøn blanding af alt fra glamourøse festforestillinger til sveddryppende træning, af moderne dans og folkelig ballet… og af prøver. Prøver med koreografer, instruktører, kostumedesignere, teknikere, scenografer og musikere til det hele falder på plads og det samlede udtryk i balletten fremstår med ubesværet og sofistikeret lethed.

Morgentræning
Hverdagen på Den Kongelige Ballet begynder kl. 10 med halvanden times fælles morgentræning. Morgentræningen er grundstenen i arbejdet som balletdanser, og sikrer at dagen startes med fornuftig opvarmning af alle muskler samt vedligeholdelsen af smidighed og udholdenhed. Træningen er bygget op med start ved barren og derfra øvelser på gulv med spring. Morgentræningen veksler mellem Bournonvilles traditionelle morgenskoler og forskellige gæsteundervisere så danserne hele tiden bliver inspireret.

Prøver på forestillinger
Efter morgentræningen starter dagens øvrige prøver. Ofte er der prøver på op til 4-5 forskellige balletter. Dels vedligeholdelsen af de aktuelle forestillinger og dels indstuderingen af de kommende premierer. De 90 dansere i kompagniet medvirker i flere af balletterne og samtidig er der gerne 2-3 hold på de store forestillinger. Det er derfor et større stykke logistisk arbejde, at få prøverne planlagt dagligt i de fem prøvesale.
Derudover medvirker danserne også i nogle af sæsonens opera-forestillinger.

Kostumer
En balletdansers arbejdstøj skal kunne holde til lidt af hvert. Det er en kunst, at få idéen bag designet til at gå op med høje benløft og et slid som sjældent er tilfældet i operaens og skuespillets verden. Det kræver derfor en del kostumeprøver og tilretninger før alle sømmene er på plads.

Sceneprøver
Når en premiere nærmer sig rykkes prøverne på forestillingen til scenen. Hér skal dansen forenes med scenografien, lyset, teknikken og ikke mindst musikken. De sidste rettelser kommer på plads - passer koreografien til scenens bredde og længde? Skal udgangen være i den ene eller anden kulisse? Er tempoet rigtigt i forhold til dirigentens musikalske ledelse? - og hele forestillingen prøves af på en generalprøve med publikum dagen før premieren.

Forestillinger
Den Kongelige Ballet har 120 forestillinger på Gamle Scene i løbet af en sæson. De dansere, der medvirker i aftenens forestilling har kun prøver til kl. 15 om eftermiddagen, så de kan nå at hvile ud, spise og bare slappe af. Alle forestillinger starter kl. 20, men inden da skal der varmes op og der skal lægges make-up og sættes hår. Så skal kostumet på, skoene skal kridtes, sommerfuglene i maven under kontrol og positionen på scenen skal indtages, når kapellet slår de første toner an.


Kommende forestillinger
Se også ...