Det Kongelige Teater har siden 1748 haft til huse på Kongens Nytorv i København.
De første sæsoner var personalet meget beskedent. Det bestod ved åbningen af blot 8 skuespillere, 4 skuespillerinder, 2 dansere og 1 danserinde. Det Kongelige Kapel blev den første forøgelse, da det i 1770 blev fast husorkester, og op imod århundredeskiftet mere end fordobledes skuespilpersonalet, operakoret på knap 30 sangere kom til, og dansernes antal tidobledes.

Bournonville
August Bournonville blev leder af balletten i 1830, og var indtil sin død en af de personligheder, som fyldte meget på Det Kongelige Teater. Hans indsats var mangesidig. Han var teatrets første professionelle instruktør, sin egen førende danser, skulle opbygge et kvalificeret balletkorps af knap 50 dansere, og desuden skabe et helt nyt repertoire, hvoraf bl.a. Sylfiden, Napoli, Kermessen i Brügge og Et Folkesagn for længst har opnået klassikerstatus.

Tradition og fornyelse
Balancen mellem tradition og fornyelse har altid være Det Kongelige Teaters vilkår - og udfordring. I 1900-tallets første årtier gjorde man meget for at bevare og forny teatrets traditioner. Balletmester Hans Beck indskrev sig i historien som den, der sikrede en række af Bournonvilles balletter for eftertiden. Desuden samlede han skoletrin og variationer fra mesterens tid til det, man i dag kalder Bournonville-skolerne.
Balletten søgte fornyelsen i udlandet, hvilket gav anledning til indflydelsesrige gæstekoreografer som Mikhail Fokin og George Balanchine. Den virkelige fornyelse skulle dog komme indefra, da Harald Lander i 1932 blev balletmester og i de følgende knap tyve år - med skyldig hensyntagen til arven fra Bournonville - ændrede dansernes træningsgrundlag i retning af en russisk-akademisk teknik og skabte et helt nyt repertoire af egne balletter som Etude og Troldmandens lærling.

Nutid
Balletten var fra 1960’erne præget af en stigende internationalisering. Kompagniet var ikke længere helt så fast som før, og dansere rejste ud og blev ofte erstattet af gæster udefra. Flemming Flindt tilførte i sin tid som balletmester et nyt dansk repertoire som bl.a. Enetime og Dødens triumf. Hertil kom ballettens kraftpræstation med Petipa-klassikeren Tornerose i 1993 samt en række Bournonville-opsætninger, hvor Dronning Margrethe II med sin scenografi til Et Folkesagn i 1991 fik markeret, at Det Kongelige Teater stadig bærer sit navn med rette.
Som en af landets vigtigste kulturinstitutioner var det afgørende for Det Kongelige Teater at markere sig stærkt i Kulturbyåret, og der blev i høj grad sat fokus på ballet. I 1996 gennemførte teatret et ekstraordinært højt antal forestillinger og man realiserede bl.a. Peter Martins nye pragtopsætning af Svanesøen i samarbejde med maleren Per Kirkeby, samt udendørsforestillingen Hamlet på Kronborgs bastioner.
I 1998 kunne Det Kongelige Teater så fejre sit 250-års jubilæum. De kunstneriske sejl sattes til med en jubilæumsforestilling, der demonstrerede kunstarternes sameksistens. I 2002 overtog Frank Andersen posten som balletmester. Med et livslangt engagement i August Bournonvilles balletter og kunstneriske visioner om at knytte fortid og nutid sammen, er han om nogen eksponent for den stolte dansk ballettradition – hvilket senest blev konsolideret i forbindelse med fejringen af Bournonville 200 års fødselsdag under den 3. Bournonville Festival i sommeren 2005.