Hvad betyder det for dig at skulle pensioneres?
At jeg får mere tid til min familie. Og det betyder, at jeg kan give min krop en pause efter 35 års intensiv brug. Det er lidt ironisk, at min mest seriøse skade skulle komme i min sidste sæson som danser, men det åbnede også mine øjne for det faktum, at min krop har taget en ordentlig tørn, og at jeg ikke kan fortsætte med at danse for evigt.
På den anden side er det også en sørgelig begivenhed, fordi jeg elsker at danse, og det har været hele mit liv at være danser; min identitet. Men nedtællingen er begyndt, så lige nu giver jeg den alt, hvad jeg kan, i hver forestilling - og nyder det til fulde.

Hvordan har det været at danse for Den Kongelige Ballet i 21 år?
Et privilegium. Hårdt arbejde. Udfordrende. Udmattende. Oplysende. Meningsfuldt. Givende. A dream come true!

Hvad har højdepunkterne været?
Puha, der har været mange, men et par nedslag kunne være:
- Da jeg dansede Romeo og Julie kort tid efter, jeg var blevet ansat i kompagniet. Det var en drømmerolle, og jeg fik enorm støtte fra de andre dansere – jeg har aldrig fået så mange pøj-pøj-gaver, som jeg fik til den premiere.
- Da jeg blev udnævnt til solodanser på scenen efter min debut i Études – det var en komplet overraskelse og meget surrealistisk.

- At få lov til at danse Sylfiden.
- Og nu vi er ved Bournonville, så var det også stort for mig at blive håndplukket til at demonstrere og dokumentere dette kompagnis arv på Bournonville-dvd’en.
- At blive belønnet med en Reumert som Årets Danser i 2010. Det var en slags anerkendelse af, at jeg trods alt har bidraget med noget specielt.
- At danse Les Bras de Mer i denne sæson (med i Dans2Go programmet red.). Den ballet er så rørende og vedkommende. Og at dén er en af de sidste danseoptrædener af partnerskabet Massot/Cavallo (Jean-Lucien Massot) giver rigtig god mening.