Gallaverdenspremiere på Dancer in the Dark
20.08.2010|Pressemeddelelse
Stor international opmærksomhed omkring gallaverdenspremiere på Dancer in the Dark

Der er store forventninger til verdenspremieren på den danske komponist Poul Ruders’ nye opera baseret på Lars von Triers berømte guldpalme-vindende film, Dancer in the Dark, som åbner operasæsonen med en storstilet gallapremiere 5. september i Operaen i København.

Publikum inviteres til at holde premierefest sammen med Det Kongelige Teaters kunstnere og medarbejdere, når premierefesten efter forestillingen flyttes ud i Operaens store foyer. Allerede når publikum ankommer via den røde løber vil der blive budt på champagne og efter forestillingen serveres der en let tapasbuffet med fri bar.

Men også internationalt er der stor opmærksomhed omkring opsætningen, der iscenesættes af operachef Kasper Holten med musikalsk ledelse af chefdirigent Michael Schønwandt. I sommeren 2011 er Den Kongelige Opera inviteret til at gæstespille med forestillingen ved den prestigefyldte Lincoln Center Festival i New York, og herudover vil opsætningen blive opført i både Sverige og Tyskland. En lang række internationale pressefolk samt operachefer fra Frankrig, England, Tyskland, USA, Belgien, Norge og Letland har allerede meldt deres ankomst til København.

Læs mere om Dancer in the Dark og gallapremieren her

Med venlig hilsen

Presseafdelingen
Det Kongelige Teater
E-mail presse@kglteater.dk
Telefon 33 69 69 81



Kommende forestillinger
Se også ...