Var til premieren på Albert Herring i går. Det Kgl. har dér en stor succes. Brittens opera er festlig, humoristisk, med sprudlende musik og arier, en fantastisk god Gert Henning-Jensen i hovedrollen, og alle de andre - bl.a. Ylva Kihlberg og Gisela Stille - synger og spiller fortræffeligt! Bravo! ***** | Hvorfor er engelske skuespillere så dygtige? Igen og igen fyldes sendefalden på dansk fjernsyn med engelske farcer, komedieserier og (ikke mindst!) krimier, hvis plot er forudsigeligt til det tåkrummende, og hvis karaktertegning er stereotyp, firkantet og forventelig, men alligevel elsker de fleste dem, jeg selv inklusiv, fordi engelske skuespillere forlener karaktererne i disse serier og krimier med en menneskelighed og nuancering, der er genkendelig, rørende og medrivende. Hvad der er årsagen til dette store engelske skuespiltalent, skal jeg ikke kunne sige, men det fornægter sig heller ikke hos sangere, og det er det eneste minus ved Keith Warners opsætning af Benjamin Brittens sprudlende ”Albert Herring” på Gamle Scene, at de fleste af de danske sangeres komiske talent ikke rækker – slet ikke over for de engelske gæstesolister, som de sættes sammen med på scenen. Det hænger i høj grad sammen sproget, for engelsk kender vi, britisk engelsk, og det er tydeligt, at vi ikke ejer den sprogtone, der er altafgørende for komikken.
Imidlertid er der ingen skade sket, for ganske vist ER dette en komisk opera, men grundtonen er ægte og oprigtig, og Warner svigter ikke operaens titelfigur. Selvom man efterhånden har set Gert Henning-Jensen i et hav af komiske partier lige fra forlibte, fimsede førsteelskere til den pink amme i ”Poppeas kroning”, så anslås denne streng slet ikke i partiet som Albert Herring; her er Henning-Jensen et ægte, lidende menneske fanget af sin egen pligtfølelse. Opsætningens mest rørende scene er den store skolepige, forbilledligt smukt sunget af Ulla Christensen, der med mange påskud og røverhistorier kommer for at købe urter af Albert, for hun er tydeligvis oprigtigt tiltrukket af den kejtede, unge mand hos grønthandlersken, og herfra er der ingen vej tilbage for Albert, kun en vej ud mod horisonten.
Vejen fører væk fra den fiktive by Loxford, hvis snerpede dyd og moral kun er en karikatur ’to keep up appearances’, for ganske som i sit krimi-modstykke, Barnabys Midsomer, har alle byens nobiliteter sider af sig selv, som helst skal forblive usete for offentligheden. Det er fint og rigtig set af Warner at give Albert denne spændetrøje af dobbeltmoral, men her kniber det som sagt med skuespiltalentet. Helt galt går det for Hanne Fischers Mrs. Herring, der er splittet mellem natlige eskapader, snobberi og en sorg, der giver opmærksomhed, og som derfor ikke er oprigtig; det er dybt, dybt pinligt at se på. Ligeledes har hverken Sten Byriel eller Bengt-Ola Morgny hverken det komiske talent eller sprogøre nok til at fylde partierne som politi- og borgmester ud; de du’r ikke – væk! Bedre går det på spindesiden: Ylva Kihlbergs dramatiske sopran klæ’r den hysteriske Lady Billows, der er så opslugt af sine idealer om dyd og afholdenhed, at hun slet ikke er opmærksom på det sadomasochistiske forhold, hun har til sin husholderske Florence Pike. I dette parti behøver Johanne Bock kun sin stovte statur og en cigaret arrigt på skrå for at vække latter, og Gisela Stille som skolefrøkenen Miss Wordsworth (!) kun en flaske i håndtasken for at udstille sin egen usikkerhed og eksalterede ihærdighed. For intet er disse dog at regne mod Eric Roberts’ uforlignelige sognepræst, der blot med sit sprog og en enkelt dirrende hånd vækker latterbrøl på stribe fra salen – bravo!
Tilbage er kun at nævne Philip Smith, hvis ærkeengelske slagtersvend får dybt og kompetent modspil af Elisabeth Janssons Nancy; her er ægte sanselighed og dybe følelser på spil, for deres spøg med Albert er ingen ondskabsfuld gerning, den er en velment hånd ud af scenografiens hvidmalede dukkehus-idyl, og de synger begge, så det også er en vellyst at høre på.
Det kgl. Teater prøver at sælge forestillingen på sammenligninger med ”Halløj på badehotellet” og ”Fint skal det være”, men hertil rækker sangernes komiske talent altså ikke, og det trækker fra. Hvad der imidlertid begejstrer ud over de ægte følelser i centrum af iscenesættelsen, er det musikalske; Roland Böer leder sangerne og de tolv musikere fra kappellet med et overskud, en begejstring og en finfølelse, der helt overrumpler en! Jeg mindes faktisk ikke at have oplevet noget, der har været så musikalsk sprudlende muntert som denne forestilling, og man kan håbe, at de kommende gennemspilninger vil gøre persongalleriet mere rundt, så komikken på scenen afspejler den lyst og det liv, der kommer fra orkestergraven.
Man kunne måske tro, at det var i forlængelse af fremstillingen af snobberi på scenen, at der på premieredagen udspillede sig en lille scene på balkonen, der fuldstændig ødelagde slutbilledet: En telefon ringede længe og larmende på første række (sic!), og til trods for de omkringsiddendes tydelige utilfredshed erklærede en ældre dame, hvis påklædning og udseende bekræftede alle ens fordomme om kongelige abonniner, højlydt, at ”sådan lød hendes telefon ikke!” Til sidst måtte hun dog – fortsat med en engleblidt og helt uskyldigt smil – kæmpe for at slukke SIN mobil. Måske det snart var på tide, at man inden forestillingerne igen over højtalerne bad publikum slukke deres telefon?
P.S. Tusind tak til Michael Kristensen og Carol Conrad for Stephen Sondheim-koncerten i foyeren inden forestillingen! Herfra skal også lyde en tydelig opfordring til snarest at sætte Sondheim på programmet og gøre op med den snobbede indstilling, at al musical skulle være underlødig pop; den teori modbeviste såvel tenor som pianist!
Hi, i must say fasatntic website you have, i stumbled across it in Yahoo. Does you get much traffic? Joda, seriøs fnoksnirg ligger det nok bak, for all del, men spekulasjoner blir det okke som. Jeg har sett en “kvalifisert” fremtidsvisjon fra søtti-tallet. Ganske seriøst, og morsomt å lese i dag. Ingen så utbredelsen av data og internett, bare flyvende biler og magnetiske overlydstog.Det usikre ved fremtidsfnoksnirg er jo at man kun kan forske på utviklingen av det som eksisterer. Det som ennå ikke er oppfunnet kan man selvfølgelig ikke ta med i beregningen, og nye oppfinnelser kan radikalt forandre hverdagen vår.Jeg gleder meg til adventskalenderen og har selv sneket meg inn sammen med Ragnhild den 6. Please keep trhwoing these posts up they help tons. Hey, that post laeevs me feeling foolish. Kudos to you! |